Tilbage til rødderne.

Det er temaet, da Københavns Professionshøjskole og Danmarks Vejlederforening fredag morgen for anden gang inviterer 200 deltagere inden for til deres årlige vejledningskonference.

Årets hovedtalere er professor emeritus Norman Amundson og organisationscoach Andrea Fruhling.

De to er canadiere, far og datter, og så har de for nylig udgivet bogen ’Career Wayfinder’.

Norman Amundson er en efterspurgt foredragsholder, men siden han gik på pension for syv år siden, har han kun deltaget i konferencer online, fortæller han.

”Så i dag har jeg været nødt til at tage pæne bukser på. Man plejer jo kun at kunne se min overkrop. Det er et værre besvær”, siger han med et stort, afvæbnende smil.

Det er temaet om at finde tilbage til vejledningens rødder, der i sidste ende lokkede ham til at tage turen over Atlanterhavet og indfinde sig fysisk på Københavns Professionshøjskole – iført nydelige sorte jeans – fortæller han.

På et slide på den gigantiske skærm i auditoriet løfter han sløret for de syv rødder, han mener vejledningen har.

Det vigtigste er relationer

Den første og vigtigste rod er relationsdannelse. Og det handler om de små ting, fortæller han.

”Man åbner døren, trykker folk i hånden, kigger dem i øjnene, giver dem noget at drikke, husker deres navn – og lytter til dem. Vores profession handler ikke om at give folk gode råd. Vi lytter og løser problemer sammen med den vejledte. Folk skal vide, vi ser dem som mennesker og ikke bare et nummer”, lyder det.

Den anden vigtige rod er historiefortælling. Og her slår han ned på noget, der skal blive et tilbagevendende tema for dagen: Metaforer.

Dem bruger de fleste, når de fortæller om deres situation, og det kan man få meget ud af som vejleder, påpeger Norman Amundson.

”De hjælper med at sætte ord på følelser, men også at nuancere dem. I stedet for at sige, at man er frustreret, kan man sige, at man føler, man løber hovedet mod en mur, eller at man tager ét skridt frem og to tilbage. De to ting er meget forskellige”, siger han.

Desuden er vejledningens rødder, ifølge den canadiske professor, at bibringe den vejledte bevidsthed om sig selv, andre og sit miljø, at kunne skifte perspektiv, at kunne bibringe den vejledte håb, resiliens og fleksibilitet, og sidst men ikke mindst at kunne navigere i paradokser.

”Håb er en interessant størrelse. Man kan finde det de mest uventede steder. Man ser folk i svære situationer, der bevarer det, mens andre med væsentligt bedre forudsætninger, der mister det hurtigt. Hvordan sker det? Hvordan bygger vi på det? Og hvordan gør vi det til noget, man kan handle på og ikke bare en følelse?”, lyder det fra Norman Amundson.

Har lanceret ny teori med praksisøvelser

Det bringer os videre til hans og Andrea Fruhlings nye bog. Centralt i den står nemlig den såkaldte hope-action-teori, der netop handler om, hvordan man skaber håb, der kan føre til handling.

Men én ting er teori, noget andet er praksis, lyder det fra oplægsholderen. Derfor følger der også en hope-action-redskabskasse med, der indeholder konkrete øvelser, som er prøvet af på blandt andet studerende, sundhedsprofessionelle, arbejdsløse, flygtninge, akademikere og misbrugere i behandling.

”Målet er at gøre tingene lidt mere interessante, end at vi bare sidder på stole over for hinanden, også selv om vi da heldigvis er gået væk fra, at der er et bord imellem os”, siger Norman Amundson.

Et eksempel er øvelsen beslutningsstole. Her stilles en fysisk stol op for hver valgmulighed en vejledt står over for – for eksempel at fortsætte med at arbejde eller at gå på pension.

Herefter sætter den vejledte sig i stolene en efter en og forestiller sig at have taget det valg.

”Det hjælper med at adskille tingene lidt. Og bagefter kan man bede den vejledte rejse sig op og komme hen til en og kigge på stolene. Hvad sker der, hvis vi rykker rundt på dem? Eller stabler dem?”, siger Norman Amundson og pointerer, at det handler om at skabe "stickiness" i vejledningen:

”Der er masser af eksempler på, at man spørger ind til vejledningen en uge efter, og at folk giver udtryk for, at den var god, men ikke kan huske særlig meget fra den. Det er vigtigt, man spørger sig selv som vejleder: Hvad gør jeg for at skabe et miljø, der lægger op til, at tingene hænger fast?"

Grib dagen i stedet for at gå til grænsen

Og så vender han tilbage til metaforerne, som han anser som en oplagt vej til at opnå netop det.

Men det kræver, at man som vejleder er klar til at gribe dem og få folk til at uddybe og forklare, hvad de rent faktisk mener med dem.

”Hvis en vejledt sammenligner sin situation med at være faldet i en brønd, så stil spørgsmål ind til billedet. Hvor dyb er brønden? Er de alene dernede?”

Hvis man derfra kan arbejde med at ændre de billeder, folk har af sig selv og deres situation, kan man ændre rigtig meget på kort tid, fortæller Norman Amundson og illustrerer med et billede fra sit eget liv.

Tidligere brugte han sangen ’Take it to the limit’ af rockbandet The Eagles, når han stod over for en udfordring og skulle presse sig selv, fortæller han. Indtil han blev ramt af et hjertetilfælde. 

Nu er det i stedet ordene ’grib dagen’, han bruger som rettesnor.

“Hvis man kan skifte en metafor for folk, ændrer det en masse. Man kan få dem til at tænke på en ny måde. Og det kan gå overraskende hurtigt”, fortæller han.

Et spørgsmål melder sig fra salen: Hvad hvis man ikke har særlig lang tid med dem, man vejleder? Er tiden så stadig brugt rigtigt på at undersøge metaforer?

Svaret er i sig selv en metafor: ”Et billede siger mere end 1000 ord”, lyder det fra Norman Amundson. 

”De virker hurtigere, de ændrer ting hurtigere, og de gør, at vejledningen hænger bedre fast”.

At være i et vadested

Andreas Fruhling introducerer i sit oplæg til konferencen begrebet ’det liminale rum’. Her befinder man sig, når man følelsesmæssigt har forladt én position, men endnu ikke er ankommet til noget andet.

Hendes budskab er, at her skal vejledningen være bedre til at opholde sig i stedet for at fokusere på at få folk fra A til B.

Hun kalder alle 200 deltagere op til sig på scenen. Nu lyder opgaven at fokusere på et punkt i salen, som repræsenterer det perfekte udkomme af en udfordring, man er midt i.

Alle går nu hen til det punkt og kigger tilbage på udgangspunktet. Herefter går turen tilbage til udgangspunktet, men denne gang for at vende sig 180 grader og kigge den anden vej. Mod fortiden.

”Ofte føler vi, at vi står ved begyndelsen, når vi kigger på en udfordring. Men vi har som regel en historie med, vi kan lære af. En rygsæk med styrker, vi kan bruge”, siger hun og tilføjer:

”At bede folk om fysisk at bevæge sig kan være en god måde at få dem til at begynde at opdage, hvad deres erfaringer er, og hvilket momentum de har”.

Øvelsen er med til at gøre det liminale rum til en taktil metafor, som Andrea Fruhling arbejder meget med, fortæller hun, og viser en slide med hvad der bedst kan beskrives som indholdet af en rodeskuffe på skærmen.

Sådan en har hun på sit kontor, og når hun er færdig med en vejledningssession, beder hun gerne folk vælge en ting og gøre den til metafor for, hvad de vil tage med sig derfra.

"Vi har en tendens til at ville løse problemer i hovedet, men så ender man ofte med at tænke i ring. Når vi bruger objekter og metaforer og fysiske genstande, begynder man at tænke udad i stedet. Og man bliver mindet om vejledningen, hver gang man kigger på den ting, man får med hjem", siger hun.

Et godt tidspunkt at blive mindet om rødderne

I foyeren står Stine Nedelkovski, vejleder i UU København, og fordøjer dagens oplæg. 

Hun mener, at temaet for årets konference - tilbage til rødderne - er ekstravigtigt i en tid, hvor vejledningen står over for store omvæltninger i forbindelse med afskaffelsen af uddannelsesparathedsvurderingerne.

"Det er jo ikke raketvidenskab, at vejledning handler om at skabe gode relationer.  Men vi må også erkende, at vejledning de seneste år i høj grad har skulle gå hurtig, har handlet om at tjekke karakterer og fravær, og at det har været stigmatiserende at skulle tale med en vejleder", siger hun og tilføjer:

"Nu kan vi forhåbentlig arbejde på at skabe en ramme, der er mere velkommende. Og derfor er det også lige nu, det er godt at blive mindet om, hvad den gode vejledning i bund og grund handler om, når man ikke bare skal være UPV-vejleder. For det er lige nu, vi kan gribe det".

Mange af de konkrete redskaber, der er blevet præsenteret på konferencen, er ikke fremmede for vejlederne, fortæller Stine Nedelkovski.

"Men det er tankevækkende, at den første tanke, der melder sig, når man hører om at arbejde med metaforer, er, at det tager for lang tid. Og så siger han, at ét billede siger mere end 1000 ord. Og det er jo rigtigt. Det kan helt sikkert noget, tror jeg".