Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Flere sager om vold og krænkelser har fået politikerne på Christiansborg til at love, at det skal være nemmere at sanktionere eller smide voldelige elever ud af folkeskolen.

Derfor sidder Børne- og Undervisningsministeriet netop nu og arbejder på en række forslag, der skal stramme ordenbekendtgørelsen – også selvom forskningen tydeligt peger på, at sanktioner og straf er den helt forkerte vej at gå.

Fire undersøgelser imod sanktioner 

Vi har i mere end 25 år vidst, at sanktioner ikke virker. I 2000 fandt skoleforskerne Skiba og Peterson ud af, at brugen af sanktioner i skolen øgede elevers aggressive og voldelige adfærd. 

Et år senere fandt andre skoleforskere ud af, at når skolerne satte brugen af sanktioner på pause og i stedet arbejdede med positiv respons og anerkendelse, så medførte det en række positive resultater: Færre elever blev sendt på kontoret, der blev begået mindre hærværk mod skolen og færre elever var aggressive, pjækkede, samtidig med at de tog færre stoffer og drak mindre alkohol.

Et andet interessant studie kommer fra Norge, hvor man undersøgte interventioner mod yngre børn med alvorlige adfærdsmæssige udfordringer. Her fandt forskerne, at eleverne havde færre konflikter og klarede sig bedre i det sociale fællesskab, når de professionelle etablerede støttende sociale relationer til dem. 

Støttende sociale relationer opstår, når børnene mødes med positive responser, nysgerrighed og involvering i stedet for et fokus på dem som et ”problem”.

Ph.d. og tidligere skoleleder Marlene Bicondova bekræftede disse fund i sin afhandling, men fandt også ud af, at straf og sanktioner i skolen typisk retfærdiggøres ved at blive omtalt som den ”korrekte måde” at håndtere uønsket adfærd. Derudover mener skolerne også, at det kan være med til at afskrække andre elever i at gøre det samme.

Problemet er imidlertid, at (frygten for) straf og sanktioner skaber et skoleklima og en kultur, som ikke understøtter børn og unges læring, trivsel og udvikling.

Så hvad er det, der virker? 

Mange undersøgelser fra lande så forskellige som New Zealand, Australien, Storbritannien, USA, Ungarn, Norge, Tyskland og lande i Mellemamerika, Asien og Afrika har vist, at restorativ praksis i skoler kan være med til at mindske vold, mobning, bortvisninger, fravær og frafald på skoler.

Derudover får eleverne også et styrket tilhørsforhold til skolen, bedre klassefællesskaber, bedre læringsresultater og styrket deres relationelle færdigheder. Lærerne får også ofte et bedre arbejdsmiljø. (Drewery & Winslade, 2005; McGarrigle, 2005; Kecskemeti, 2004; 2011; Thorsborne & Blood, 2013, Lillard, 2015; 2018).

Restorativ praksis er baseret på tanken om en fair proces og involverer eleverne som en del af løsningen, fremfor at se dem som problemet. Der arbejdes med relationel ansvarliggørelse af de elever, der har forvoldt skade eller krænket andre, og der sættes alt ind for at skabe sikkerhed og tryghed for alle. Det er ikke et quick fix, men til gengæld en mere bæredygtig praksis.

Nogle sager kan være så alvorlige og frygtelige, at for eksempel en hjemsendelse er nødvendig for at skabe tryghed og sikkerhed for andre børn. Men i en restorativ optik kan en hjemsendelse aldrig stå alene. Der vil altid skulle arbejdes pædagogisk og genoprettende både med den hjemsendte elev og med det fællesskab, som eleven påtænkes at skulle tilbage til.

Kan man helt undgå hjemsendelse, kan man så spørge? Det ser det faktisk ud til, hvis vi kigger ud over Danmarks grænser (Lund & Winslade: Restorativ Praksis i skolen - en introduktion). Skoler, som fuldt ud har integreret restorativ praksis, benytter slet ikke hjemsendelser længere. Her har man erstatte sanktioner med pædagogik.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk