Debat

Det er på statsminister Mette Frederiksens vagt, at der bliver sparet lærere væk i skolen, skriver Lotte Rod fra Radikale Venstre.

Lotte Rod: Kære statsminister, drop medfølelsen på Instagram og invester i folkeskolen

Det nytter ikke, at Mette Frederiksen skriver på Instagram, at hun er dybt berørt af sagerne fra Borup og Agedrup Skole. I stedet burde ’børnenes statsminister’ tage hånd om problemerne i folkeskolen, mener Lotte Rod fra Radikale Venstre.

Publiceret Senest opdateret

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Sagerne på Borup og Agedrup Skole har fremprovokeret stribevis af letkøbte politiske forslag om bortvisning af elever og stramning af regler. Det skygger for den rigtige løsning. Og lige så slemt: Det gør børn til problemet. 

Nu bidrager statsministeren endda til det.

Lad mig først slå det helt fast: Der er ikke nogen børn, der er voldsmænd eller krænkere. Det er børn.

Jeg forstår slet ikke, at Mette Frederiksen som selvudnævnt statsminister for vores børn ikke tager ansvaret på sig. Landets statsminister skal ikke lave et opslag på Instagram om, at hun er dybt berørt. Hun skal tage ansvar og gøre noget ved de strukturelle problemer, der gør, at alt for mange børn har det svært i dag.

Det er på hendes vagt, at der bliver sparet lærere væk i skolen.

Find nu pengene, der kan redde folkeskolen

Regeringen skal begynde at tage ansvar for at finde de penge, der skal til for at vores børn får uddannede lærere i stedet for vikarer. 

Lærerne skal have tid til at forberede god undervisning, pædagogerne skal have gode muligheder for at lave gode frikvarterer, og børnene skal i det hele taget have mange flere timer med en ekstra lærer eller pædagog, så de kan tage hånd om konflikter med det samme og nå at hjælpe alle elever med deres opgaver.

Børn har brug for tydelige voksne. Men vores børn får ikke flere lærere og pædagoger, før statsministeren påtager sig opgaverne. 

Kommunernes økonomi er presset helt i bund, og på flere skoler rundt om i landet bliver der fyret lærere, fordi det er den eneste vej til, at kommunernes økonomi kan hænge sammen. Der er kommet 1.000 færre lærere det seneste år.

Hver tredje lærer bliver slået eller sparket. Det er mest de små elever, der gør det. Sidst på dagen. Det er et udtryk for, at alt for mange børn har det rigtig skidt. Det løser statsministeren ikke ved at skrive på Instagram, at lærere mangler autoritet.

Så længe regeringen sidder på hænderne, bliver det kun værre. Vi kommer ikke til at kunne tilbyde vores børn tydelige voksne og trygge rammer, så længe det ikke bliver prioriteret politisk. 

Det er politikere, der har skabt rammerne, som ikke er gode for børn. Det er politikerne, der har lavet en skole, som børn slår sig på. Dét er den politiske opgave, som ”børnenes statsminister” burde gøre noget ved.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk