Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

De seneste måneder har debatten om vold og krænkelser blandt skoleelever raset. Først med Borupsagen, dernæst Agerdrup. Senest har Børne- og Undervisningsministeriet samlet en række undersøgelser, der viser, at alt for mange elever og lærere oplever vold i deres skolehverdag. 

Jeg er en del af statistikken og har oplevet volden på egen krop. Det har haft store konsekvenser for mit helbred, og derfor underviser jeg i dag kun i de ældste klasser. I indskolingen er der desværre flere voldsomme episoder, end for bare fem år siden. Flere og flere lærere og pædagoger oplever slag, bid og spark, og dette både mod børn og voksne. 

Når jeg følger debatten om de alvorlige sager, er kommentarsporerne fyldt med holdninger som: ”Der skal strammes op!” og ”smid dem ud af skolen!” Også Mattias Tesfaye har blandet sig og sagt, at ordensreglementet skal strammes, så det bliver nemmere for skolerne at sende børn hjem fra skole. 

Børn er altså ikke voldspsykopater 

Måske kan det give fint mening at gøre det lettere at sende ældste elever hjem fra skole, hvis de bryder ordensreglementet. Men i længden vil det ikke være en holdbar løsning, og det hjælper ikke kun at bruge straf. Ifølge undersøgelserne er det jo også blandt de yngste elever, vi ser stigningen i volden, og her er de skrappere sanktioner den helt forkerte vej at gå. 

I min voldshistorie var eleven faktisk blevet sendt hjem adskillige gange inden episoden. Det hjalp bare ikke en dyt. Det var hjælp til eleven i tide, der havde gjort forskellen. Fast støtte. Faste rammer. Faste voksne. Den slags var der brug for – ikke skrappe sanktioner. 

Vi glemmer nogle gange, at vi i indskolingen har med børn at gøre helt ned til seksårsalderen, og når man i den alder slår eller sparker sin klassekammerat eller sin lærer, så er det altså ikke, fordi man er voldspsykopat. Det er, fordi man er et barn, der ikke har det godt. Så skal vi voksne være nysgerrige på, hvad der presser sig på i klassefællesskabet, og så er det vores ansvar at hjælpe i stedet for at straffe. 

Gør det attraktivt at være lærer i indskolingen 

Jeg mener ganske enkelt ikke, at vi kan sanktionere os ud af problemer med vold og krænkelser i skolen. Til gengæld har vi i den grad brug for at se på de voksne, der er omkring eleverne. Der er ganske enkelt for få uddannede lærere i indskolingen, og for mange af dem, der er, kan ikke holde til at arbejde med de yngste elever for længe. Så gør de ligesom mig: De finder et andet sted at være. 

Vi har stærkt brug for, at indskolingen bliver et attraktivt sted at være som lærer. Det kræver i allerhøjeste grad, at der er flere uddannede lærere og pædagoger i teamet omkring klassen og langt bedre adgang til specialpædagogiske ressourcepersoner. Det duer ikke, at der er så meget udskiftning blandt de voksne, og selvom en 4.G’er kan være nok så sød og hjælpsom, så har de ikke de rette kompetencer, og i øvrigt er de snart væk igen på højskole eller jordomrejse. 

Næste gang, der bliver lavet undersøgelser af vold og krænkelser på danske skoler, håber jeg sådan, at det er gået den rigtige vej, og at børn og voksne i skolerne oplever langt færre episoder af den slags, som jeg oplevede. Men skal det lykkes, skal vi væk fra den tossede idé, at sanktioner løser problemerne og i stedet fokusere på det, der virker: Flere ressourcer og flere voksne. 

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk