I 2020 blev loven om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap ændret, så børn fik ret til rimelig individuel tilpasning i skoler og dagtilbud. Men det ser ud til at være gået hen over hovedet på både skoler og institutioner.

Forsknings- og analysecentret Vive har foretaget af en evaluering af loven, som viser, at aktører på området har et begrænset kendskab til både selve loven og til lovændringen. Det betyder blandt andet, at de ikke ved, at det kan være forskelsbehandling, hvis de ikke tilpasser tilbuddet i forhold til et barns særlige behov.

En skoledistriktsleder forklarer dog i rapporten, at vedkommende er bekendt med loven.

”Vi er stødt på den forpligtelse, vi har til at sørge for tilpasning, men det er ikke noget, jeg sådan læser op på dagligt. Men det vigtige er jo også, at vi ved, at vi skal sørge for de ting”.

Skoler har i forvejen fokus på inklusion

Udsagnet stemmer overens med en anden pointe i evalueringen, nemlig at præciseringen i 2020 ikke overordnet har ændret den måde, skoler og daginstitutioner arbejder på. De medvirkende i evalueringen, angiver således, at de allerede foretog tilpasninger forud for, at kravet blev præciseret i loven.

Skoler og daginstitutioner har gennem efterhånden mange år haft fokus på inklusion og på at sikre børn og unge med handicap og særlige behov lige adgang, påpeger flere informanter. Det kan samtidig være årsagen til, at størstedelen af de interviewede ledere svarer, at de ikke blev informeret af kommunen, da lovændringen om rimelig tilpasning trådte i kraft.

”At lovændringen ikke er blevet formidlet direkte til institutionerne, eller i hvert fald ikke er oplevet formidlet ud til praksis, kan have betydning for, at den er gået mere eller mindre ubemærket hen”, konkluderer Vive i rapporten.

Det uddyber en kommunal leder:

”Jeg havde ikke kendskab til, at retten til rimelig tilpasning kom. Det kom lidt på baggrund, men vi vurderede, at det ikke ændrede så meget ved vores praksis. Vi gjorde det allerede. Den blev ikke formidlet ud til de enkelte institutioner”.

Skoler har bygget ramper og elevatorer

Både skoler og dagtilbud laver tilpasninger for at inkludere børn med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser og for at give dem mulighed for at deltage i de almene tilbud.

”Når vi har et barn med det behov i klassen, skal vi hele tiden lige tænke: ’Nå, men når jeg skal planlægge idrætsundervisning, hvordan kan jeg så planlægge en undervisning, som gør, at hun så vidt muligt kan være med på lige vilkår med de andre?’”, siger en skoleleder.

For at imødekomme børn og unge med fysiske handicap fortæller flere af de interviewede, at de har opsat ramper, bygget elevatorer og tilført ekstra gelændere.

”Jævnfør folkeskolelovens bestemmelse om mere frit skolevalg skal skolerne skabe de rammer, der er nødvendige for at skabe tilgængelighed for børn med fysiske handicap, hvilket kommunerne er bevidste om og handler efter i det omfang, det er muligt. Netop denne bestemmelse om mere frit skolevalg, som har fungeret siden 2005, gør, at mange skoler oplever, at de allerede igennem en årrække har været i gang med at lave individuelle tilpasninger til børn”, sammenfatter Vive.

Pædagogik nedsætter ofte sanseindtrykkene

Det er overvejende udviklings- og adfærdsmæssige forstyrrelser, som fylder evalueringens beretninger fra skoler og dagtilbud. Det kan igen hænge sammen med inklusionsagendaen, som har bevirket, at flere børn med for eksempel ADHD deltager i almen undervisning.

Det understreger en skoleleder i rapporten:

”Hvis det er børn, som har for eksempel ADHD eller ADD, anvender vi den pædagogik, som der er anbefalet til de børn. Og hvis det er børn inden for autismespektret, er det en anden pædagogik, de har glæde af. Mange gange bevirker pædagogikken en nedsættelse af sanseindtrykkene. Det kan både være i form af afskærmning i klassen, høretelefoner, eller at de får lov til at sætte sig i et rum ved siden af og arbejde”.

Skolelederen forklarer, at nogle børn kan have behov for at have delvis undervisning i mindre gruppeordninger fremfor en fuld skoledag i en ordinær skoleklasse, og at ”… ordblinde får alle de hjælpemidler, de kan, for eksempel tale-til-tekst, appwriter og Nota” alt efter, hvad der individuelt er behov for.

Forældre oplever manglende støtte

Det er et generelt billede i interviewene, at skoler og dagtilbud søger at have en god kontakt og dialog med forældrene om den støtte, barnet har brug for.

”Det er vores ansvar at forklare, hvad vi kan gøre, men vi skal også høre fra forældrene, da de kender barnet bedst”, siger en skoleleder.

Ingen af interviewpersonerne har oplevet, at forældrenes henvendelser har udviklet sig til klager. Nogle fortæller dog, at det ind imellem kan være vanskeligt at nå frem til en fælles forståelse om behovet for støtte til et barn. Det kan både være uenigheder om udredning af diagnose, ordblindetest, definitionen af handicap og antallet af støttetimer, der er behov for.

”Der er jo noget økonomi i det. Vi kan ikke have ti individuelle støttetimer på alle elever, det kan ikke lade sig gøre. Vi er pressede på tid til alle de her børn, og nu kommer der fokus på de særligt begavede børn også, og hvad bliver der så stillet af krav fra deres forældre om, at vi laver noget dér også. Vi oplever også en del efterspørgsel på ordblindescreeninger for eksempel, som vi godt kan frygte, også bare rammer nogle med generelle indlæringsvanskeligheder”, siger en skoledistriktsleder.

Skole og forældre har forskellige oplevelser

Interviewpersonerne siger, at uoverensstemmelserne ofte kan løses gennem dialog og uden at have ”lovgivning ind over”. Omvendt viser undersøgelser, at forældre til børn og unge med særlige behov ikke altid har samme oplevelse som skolen, skriver Vive.

”Uagtet om det skyldes manglende ressourcer, økonomi eller træghed i systemer omring børnene i forhold til at beslutte, bevilge og implementere tiltag, eller om det er på grund af manglende viden om, hvordan de rette tilpasninger over for børnene gøres bedst, ender det med at gå ud over børnenes ’lige adgang’”, lyder det i rapporten.

Flere undersøgelser viser, hvordan familier oplever at blive mødt af et skolesystem, som ikke kan rumme børnenes individuelle behov, og som ikke er gearet til at inkludere børn og unge i det omfang, der ellers lægges op til og er behov for.

”Det kan antages at være meget forskelligt på tværs af skoler og dagtilbud, hvor langt man er i arbejdet med at kunne imødekomme rimelige individuelle tilpasninger, hvordan resurserne ser ud til at efterkomme sådanne behov, og hvordan vidensniveauet omkring inklusionsspørgsmål er”, konkluderer evalueringen.