Den evidensforskning, der i disse år ryger hen over folkeskolen, er ikke politisk neutral, mener prorektor, dr.pæd. Alexander von Oettingen, som fornylig udgav fagbogen "Almen didaktik".

Anmeldelse: Undervisningens nødvendige omveje

Bogen har undertitlen "Mellem normativitet og evidens" og peger dermed på et af tidens store temaer i skoledebatten: Nogle debattører og eksperter taler således imod normativitet og går ind for evidens, men det for andre er det omvendt. Men det er egentlig ikke det, der er hovedproblemet, som Alexander von Oettingen ser det. 

Forskningsbaseret viden i klasselokalet kan være udmærket, mener han nemlig, men det er læreren, der må afgøre, hvordan og hvornår han bruger evidensviden i sin undervisning. Lærerens professionelle dømmekraft har det sidste ord.

Og hans dømmekraft bygger på hans teoretiske viden og hans praksisviden, og ikke udelukkende på ren dataviden fra evidensforskningen, fastslår dr.pæd.'en.

Evidens er politik

Nej, det store problem i debatten om evidens er, at evidens ikke bare er evidens, mener Alexander von Oettingen. Evidensforskningen er et vidt begreb.

Ofte siger man, at den er neutral og objektiv, men det er den ikke, i hvert fald ikke som evidensforskningen - der oprindelig kommer fra den medicinske videnskab - bedrives i uddannelsesverdenen, påpeger han.

"Evidensforskningen viser ikke kun, hvad der virker, den er også orienteret imod, hvad der er politisk ønskeligt. Evidensforskningen har en uddannelsespolitisk interesse. Den skal ikke kun vise, hvad der virker, men også bevirke, at noget bestemt virker", siger Alexander von Oettingen.

Evidensforskning med respekt for dansk skoletradition

Alexander von Oettingen er ikke modstander af evidens som sådan, tværtimod, han er tilhænger af alle former for forskning i pædagogik og didaktik, men det skal være en forskning, der har resonansbund i dansk kultur og dansk pædagogik, mener han.

"Vi har brug for didaktisk evidensforskning, som er meget mere integreret i den danske skoletradition og dansk pædagogisk forståelse. Vi har ikke brug for en politisk evidensforskning, men det er desværre det, vi har i dag. Vi importerer udenlandsk viden, fordi politikerne vil have, at vi bliver målt globalt", siger Alexander von Oettingen.

"Altså, vi evaluerer uddannelse globalt, og derfor importerer vi kategorier, så vi bagefter kan sammenligne os globalt - og den politiske evidensforskning giver politikerne de instrumenter", uddyber han og fortsætter:

"Politik og forskning smelter sammen, og forskningens kritiske potentiale forsvinder".

"Derfor er den danske folkeskole under pres som folkets skole - fordi evidensforskningen løfter den kulturelle basis ud af skolen og kun fokuserer på de evidente standarder, vi skal måles på".

Professor på debatmøde: En lille gruppe af teknokrater har sat sig på folkeskolen

Evidensforskningen vil diktere, hvordan læreren skal undervise

Evidensforskning vil således ikke bare oplyse læreren, så læreren kan tage forskningsviden med i sine didaktiske overvejelser og beslutninger, nej, evidensforskningen vil foreskrive en bestemt form for viden, der skal bruges i klasselokalet, siger Alexander von Oettingen, der har en fortid som folkeskolelærer.

"Nemlig den viden, der kan måles. Altså, den viden, der kan monitoreres i de standarder, som den er genereret i forhold til, og som ikke er kulturelt afhængige - så vi kan se, hvor danske elever ligger internationalt i læsning og regning", tilføjer Alexander von Oettingen og fortsætter:

"Evidensforskningen leverer altså de standarder, der skal overvåges, men det er et meget begrænset syn på for eksempel læsning - et meget begrænset syn på dét at være et læsende menneske. Og det er et meget begrænset syn på dansk og i øvrigt også på matematik".

2006: Er det nu så åbenlyst? Kronik om evidensbaseret pædagogik og uddannelsespolitik (pdf) 

Evidens og læringsmålstyret undervisning

Evidensbegrebet kom ind i den pædagogiske forskningsverden (fra især den medicinske forskning) i 2000'erne, og diskussionen om evidens er spidset til efter, at Undervisningsministeriet i forbindelse med indførelsen af den nye skolereform har sat målstyret undervisning øverst på den skolepolitiske dagsorden, påpeger Alexander von Oettingen.

For ham er de grundlæggende spørgsmål nu: Hvor får læreren sin viden fra? Og hvad kendetegner den viden og praksis?

"Vi oplever for tiden en massiv vidensproduktion, som er evidensbaseret, og som generer viden gennem empiriske studier af undervisningen og læreren", siger Alexander von Oettingen.

"Det er en viden, som er evidensbaseret - det vil sige løsrevet fra praksis og renset for tilfældighed - en datagenereret viden, der er pakket ind i en bestemt empirisk form", tilføjer han og fortsætter:

 Men det er ikke lærerens viden. Læreren arbejder i en praksis, som er normativ i den betydning, at den har en intentionalitet: Læreren vil noget med eleven, og eleven skal noget med læreren. I den praksis kan læreren ikke handle ud fra evidensforskningens data".

Lærerens dømmekraft er nøglen

Læreren kan kun bruge evidensforskningens data i den udstrækning, at han kan transformere data til sin erfarede og kontekst-afhængige viden, og dét gør læreren altså gennem sin dømmekraft og gennem sin teoretiske viden, understreger Alexander von Oettingen.

Data fra evidensforskningen kan under ingen omstændigheder stå alene, mener doktoren.

"Didaktisk teori og pædagogisk teori er ikke det samme som empirisk genereret viden - didaktisk teori og pædagogisk teori er afgørende for at få et sammenhængende perspektiv på læreren og undervisningen", siger Alexander von Oettingen og fortsætter:

"Teorier lader os se og forstå sammenhænge, som praksis eller evidensiagttagelser ikke ser".

"Derfor er den teoretiske viden så ufattelig vigtigt i disse evidenstider, så vi ikke mister helhedsforståelsen af skolen, læreren og undervisningen".

Tre vidensregimer i spil

Der er altså tre vidensregimer i spil, opsummerer Alexander von Oettingen:

• Didaktisk og pædagogisk teori - som er begrebsanalytisk, kritisk og principielt

•  Empirisk viden  - som er evidensorienteret gennem kodificeret og iagttaget praksis

• Pædagogisk praksis - som er normativ intentionel og handlingsorienteret

Evidensbaseret skoleforskning er kommet for at blive

Der sker en kortslutning 

Det helt afgørende er så, hvordan de tre områder spiller sammen, mener Alexander von Oettingen.

"I dag er der en tendens til at tro, at man kan gå fra empiriske studier til lærerens praksis uden om teorien og uden om lærerens praksis viden. Det er sådan, for eksempel Hattie bliver brugt i dag", siger han og fortsætter:

"Og det er her, det hele kortsluttes. Det er en gentagelse af det klassiske teori-praksisproblem, men nu ud fra empirien".

"Fejlen er blandt andet, at man tror, at empirisk uddannelsesforskningsviden er udtryk for praksis. Men her glemmer man netop, at lærerens teori og praksis er en normativ praksis, ikke en ren evidensviden".

"Det betyder ikke, at evidens ikke har en betydning. Men evidens kan kun bruges i klasselokalet, hvis evidensen bliver transformeret gennem lærerens teoretiske og praksisorienterede dømmekraft".

"Det er netop det problem, som gør sig gældende i dag med målstyret undervisning: Man overfører en uddannelsesforskningsmodel direkte til lærerens praksis. Det går ikke. Og det vil blive et problem", konkluderer Alexander von Oettingen.