Doolexia hjælper elever med ordblindhed og andre læse- og stavevanskeligheder til at stave og læse bedre. Og effekten holder ved et halvt år efter, at forløbet er afsluttet. 

Det viser en effektmåling blandt elever fra 4. til 9. klasse, som analyse- og forskningscentret Vive præsenterede i august i år.

En anden undersøgelse iværksat af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har målt på effekten af en klasse- og gruppebaseret indsats for elever i 3. og 4. klasse med lettere afkodnings- og stavevanskeligheder. Dette program bon'er ud med en effekt på elevernes stavning.

Resultaterne af de to målinger får skoler til at spørge Nationalt Videncenter for Ordblindhed og andre Læsevanskeligheder (NVOL), om de skal ty til specifikke indsatser for at hjælpe deres elever med læse- og stavevanskeligheder. Det afviser videncentret.

”Det er naturligt, at praksis efterspørger vores anbefalinger, når der kommer nyt på bordet. Men der er ikke noget i effektundersøgelserne, som får os til at anbefale de to indsatser frem for andre”, siger faglig konsulent og projektleder Anne-Mette Veber Nielsen.

Elever med læsevanskeligheder udvikler sig

Det skyldes blandt andet, at begge undersøgelser sammenligner med kontrolgrupper, hvor eleverne gør, som de plejer. De giver derfor alene et indblik i udbyttet af indsatsen og ikke i, hvilke specifikke elementer der fører til de positive resultater.

Der er ikke noget galt med undersøgelserne, understreger Anne-Mette Veber Nielsen.

”De bekræfter os i, at når man giver en målrettet indsats, kan elever med læse- og stavevanskeligheder også udvikle sig. Men undersøgelserne viser ikke, at de to indsatser er bedre end andre, fordi de sammenligner med, hvad der foregår i skolen i forvejen”, siger hun.

Den faglige konsulent påpeger, at en fjerdedel af eleverne i kontrolgruppen i undersøgelsen af Doolexia gik tilbage i læsning og stavning i den periode, indsatsen blev gennemført på eksperimentskolerne.

”Det viser, at man med dette undersøgelsesdesign ikke kan kontrollere, hvad der foregår i kontrolgruppen. Derfor skal man være varsom med at tolke på effekten. Doolexia rykker eleverne, men det gør andre indsatser også”, siger Anne-Mette Veber Nielsen.

Hendes bud er, at tilbagegangen på kontrolskolerne skyldes, at de ikke har givet deres elever en målrettet og særligt tilrettelagt undervisningsindsats, mens de var på venteliste til at modtage Doolexia. For tilbagegang er ikke et typisk udviklingsmønster, hvilket også påpeges i evalueringen fra Vive.

Udbredelse af viden skal have bred interesse

Landsforeningen Læs & Stav har finansieret effektundersøgelsen af Doolexia. Foreningen blev stiftet i 2019 af primært forældre til børn med ordblindhed og havde før jul foretræde for Folketingets undervisningsudvalg for ”at fortælle om metoden, de gode resultater, og hvordan den i praksis kan gøre en stor forskel for indsatsen for elever med ordblindhed på skoler i hele landet”.

Efterfølgende har udvalget bedt undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) gøre rede for, hvordan Styrelsen for Undervisning og Kvalitet vurderer metoden, og om der er barrierer for, at NVOL udbreder viden om den, og hvorfor videncentret ikke allerede gør det.

Hertil svarer Anne-Mette Veber Nielsen, at videncentrets retningslinjer siger, at den viden, centret udbreder, skal have bredere interesse end den kommercielle. Der sker med henvisning til, at der står et privat firma bag Doolexia.

One size fits rigtig mange

Den tilgang undrer Henrik Kähler, som er formand for Læs & Stav. Han peger på, at Vive-rapporten har et langt bredere perspektiv end det kommercielle, da den dokumenterer, at skoler kan give et mærkbart løft til hele gruppen af elever med rød og gul ordblindetest uden store ekstraudgifter.

”Effektundersøgelsen fra Vive viser, at gule og røde elever fra 4. klasse og op bliver bedre til at læse og stave efter et forløb med Doolexia, og det gælder både drenge og piger. Vi tror ikke på one size fits all-løsninger på skoleområdet, men her har vi en metode, hvor one size fits rigtig mange”, siger han.

Metodens adaptive tilgang sørger for at ramme den enkelte elevs udviklingszone, påpeger han.

”Samtidig er metoden let at gå til. De 29 skoler i Vive-undersøgelsen havde ingen særlige forudsætninger for at bruge metoden. Lærerne kom på et todageskursus, men skolerne fik ikke tilført lærerresurser udefra. Det er spændende, når noget, der fungerer i laboratoriet, også kan flytte noget i praksis på skolerne”, siger formanden for Læs & Stav.

Skoler kan bruge Doolexia som måleredskab

Det er ikke et mål for Læs & Stav at få alle landets skoler til at bruge Doolexia, understreger Henrik Kähler. 

Men han opfordrer skolerne til at bruge effektmålingen som målestok for deres egen indsats.

”Hvis en skole ikke opnår lige så gode resultater som i Vives undersøgelse, så ved den nu, at den kan gøre det bedre. Om den så vælger at skifte til Doolexia er ikke vigtigt. Det vigtige er, at alle skoler formår at løfte deres elever nok”.

Foreningen forsøgte at få både NVOL og andre ordblindefaglige eksperter til at medvirke i effektundersøgelsen, men det lykkedes ikke. Det ærgrer Henrik Kähler.

”Undersøgelsen får kritik for, at den ikke kan pege på, hvad det er for specifikke elementer i Doolexia, som fører til resultaterne. Vi vil gerne have folk fra det ordblindefaglige område til at hjælpe med at beskrive det, men endnu har ingen villet. Det forstår jeg ikke, når man kan se, at potentialet er stort”.

Ingen forskere har haft tid til kaffe

Hos Doolexia undrer direktør og udviklingsansvarlig Jan Kønig sig også over, at det digitale redskab ikke møder større interesse fra forskere.

”Vi er en pionervirksomhed, som ud fra neuropsykologi og hjerneforskning har skabt en indsats, hvor eleverne kobler bogstavernes lyde med motorisk træning. Men selv om det er en ny måde at gøre det på, har ingen forskere haft tid til minutters kaffe hos os. Vi møder en lukket verden, formentlig fordi vi er et firma. Men det vigtigste er, at vi kan se, at det virker, når vi bliver målt og vejet”, siger Jan Kønig.

Vive vil dog følge elevernes udvikling i de kommende år for at undersøge langtidseffekten af et Doolexia-forløb, fortæller Henrik Kähler.

”Når NVOL siger, at der ikke er noget i Vive-rapporten, som bør få skoler til at ændre på noget som helst, får det mig til at tænke på Komiske Ali, som forsikrede verdenspressen om, at der var styr på situationen i Irak, mens bomberne regnede ned bag ham. Mindst hver femte elev bruger ti år i folkeskolen på ikke at lære at læse. Her er forskning, som klart indikerer, at sådan behøver det ikke være. Og så er reaktionen fra NVOL, at vi bør fortsætte som om, ingenting er hændt", siger han.

Tilføjet 9/1 15 kl. 13.15, red.

NVOL siger ikke, at alt er godt, replicerer Anne-Mette Veber-Nielsen.

”Læsevanskeligheder er et stort problem. I en del tilfælde har kommunerne brug for at intensivere deres indsatser, og skolerne bør tage fagligt stilling til det, de allerede gør, og være bevidste om, at det er nødvendigt med særlig undevisning for elever i risiko for ordblindhed og for ældre elever med ordblindhed. For den gruppe vil det virkelig rykke noget. Vores pointe er, at der ikke i Vive-undersøgelsen er evidens for at sige, at Doolexia-programmet med tilhørende læsning og skoleindsats har større effekt end andre indsatser eller andre undervisningsmaterialer", siger den faglige konsulent.

Nyt program baseres på international forskning

NVOL og Læs & Stav kan til gengæld godt blive enige om at anbefale skolerne at prioritere målrettede indsatser så tidligt som muligt. Det underbygges blandt andet af forskning i en ny ph.d.-afhandling om, hvad det betyder for elever at blive testet ordblinde og dermed få særlige indsatser i skolen.

Dertil kommer en dansk effektundersøgelse af en tidlig indsats rettet mod elever i risiko for ordblindhed i 1. klasse, som netop er blevet publiceret i tidsskriftet Nydanske Sprogstudier af fem forskere med Anna Stenberg Gellert fra Center for Læseforskning på Københavns Universitet i spidsen.

Undervisningsprogrammet er udviklet til elever i 1. klasse med forøget risiko for ordblindhed ud fra international forskning. Samtidig er det tilpasset dansk skriftsprog og danske skoleforhold. Udgangspunktet er, at når indsatsen foregår tidligt, har eleverne ikke så meget at skulle indhente i forhold til klassekammeraterne, og deres vanskeligheder når ikke at sætte dybe spor i deres selvopfattelse og i deres vurdering af skoleaktiviteter.

Undervisningsprogrammet løber over 19 uger i fire lektioner om ugen på hold med højst fem elever. De første ni uger byder på lydtræning efterfulgt af ti uger med læsetræning, mens skolerne i kontrolgruppen underviste eleverne ud fra deres normale indsatser.

Programmet reducerer risikoen for ordblindhed

Et af resultaterne viser, at 59 procent af eleverne i forsøgsgruppen stadig havde høj risiko for ordblindhed i slutningen af 1. klasse, mens det var hele 80 procent i kontrolgruppen. Analysen viser også, at man kan forvente, at programmet hjælper en elev med en risiko for ordblindhed på 12 procent ned på fire procent.

”Selv når vi arbejder i små grupper med en målrettet indsats, som bygger på læseforskning, er der elever, som ikke knækker læsekoden”, konstaterer Anne-Mette Veber Nielsen fra NVOL.

Når over halvdelen af eleverne stadig lå i risikogruppen for ordblindhed i slutningen af 1. klasse, kan det hænge sammen med, at programmet ikke er nær så stort som de mest effektfulde udenlandske undervisningsprogrammer, skriver forskerne i Nydanske Sprogstudier.

De medgiver også, at en væsentlig del af de positive effekter muligvis kan tilskrives, at eleverne fik langt flere lektioner på et lille hold end kontroleleverne snarere end de specifikke egenskaber i programmet. Mens forsøgseleverne fik undervisning i 76 lektioner, bestod gennemsnittet kun af 14 lektioner blandt eleverne i kontrolgruppen.

”Det gør en forskel, om elever får 50 eller 100 lektioner, men vi kan ikke pege en indsats ud og sige, at den en bedst. I stedet skal skolerne se på deres egen indsats: Bygger den på nogle af de samme elementer som i det nye undervisningsprogram? Foregår indsatsen for eksempel i små grupper, og fortsætter den op gennem skoletiden”, siger Anne-Mette Veber Nielsen.