To Omar'er voksede op med få års mellemrum i Blågårdskvarteret og Mjølnerparken på Nørrebro i København. De oplevede begge bandekrigene i 2009, de gik i folkeskolen og havde venner, der blev bandemedlemmer. Men den ene endte sit liv i en skudveksling med politiet efter at have begået terrorhandlinger ved Krudttønden og Krystalgade, mens den anden har taget en videregående uddannelse og arbejder som udviklingskonsulent. 

Sociolog og forfatter Aydin Soei fortæller begges historie i sin nye bog: 'Omar og de andre - vrede unge mænd og medborgerskab' og analyserer, hvorfor det ind i mellem går så galt. Bogen er en opfølgning på 'Vrede unge mænd', som han skrev efter den københavnske bandekonflikt brød ud i 2008. Siden er han blevet far og har selv skullet vælge skole til sin søn på Nørrebro. Han er ikke et øjeblik i tvivl om, at folkeskolen spiller en umådelig stor rolle.

Ny bog: Abas og Omar blev undervurderet af lærerne

"Folkeskolen er den vigtigste institution overhovedet i forhold til at nå gruppen af kriminelle unge. Derfor er det også helt absurd, at lærerne ofte er den sværeste gruppe at nå ud til med budskaber, fordi deres arbejdsvilkår gør, at de sjældent kommer med til foredrag og konferencer, og at skolerne ikke involverer sig tilstrækkeligt i, hvad der foregår i lokalområdet. Det er bare sådan, at hvis skolen lukker sig om sig selv, fordi man har for travlt, så skyder man sig selv i foden", siger Aydin Soei, før han overhovedet har sat sig ned med sin kaffe.

Han taler ikke i runde vendinger. Der er ingen pauser mellem sætningerne. Hans budskaber er så vigtige for ham - som sociolog, nørrebroer og far - at han vil gå langt for at trænge igennem. Netop lærerne vil han utroligt gerne nå. For de kan gøre en kæmpe forskel.

Læreren holdt på elevens hemmelighed


"Man bliver nogle gange forundret over, hvor små ting, der kan flytte de her børn i en positiv retning. Men det kræver tid, mod og rollemodeller. Velmenende indstilling kan ikke gøre det alene".

Lærerne skal tale om hudfarve med børnene

En af Aydin Soeis pointer er, at man skal tale om hudfarve, religion og bandementalitet med børnene. Mange skoler har fine målsætninger om at være multikulturelle, men i klasserne forsøger lærerne at undgå at tale om forskelle af frygt for at gøre dem større.

"Jeg kan godt forstå, at man er bange for at skabe afstand, men hudfarve er den første stereotyp, vi ser. Børn helt ned til 1 ½ år reagerer på hudfarve og pålægger mørk hudfarve negative personlighedstræk, hvis deres forældre ikke har snakket med dem - uanset forældrenes egne holdninger. Skoleelever ser konstant deres hudfarve italesat, så det er utroligt vigtigt, at lærerne er med til tale om det på en naturlig måde - se en film, læs en artikel om det, der sker".

Bachelor: Lærere har brug for hjælp til at integrere tosprogede

Man skal ikke tro, at skolen kan fungere som en isoleret boble, hvor man kan lade som om, forskelle ikke findes. Da bandekrigen var på sit højeste på Nørrebro i 2009, observerede en gruppe 5. klasses elever på nært hold, hvordan redningsfolk forsøgte at genoplive en 25-årig uskyldig mand, der blev skudt på åben gade i Mjølnerparken på Nørrebro. Politiet og kommunen var klar over, at skolen var central i urolighederne, og de udarbejdede en kriseplan i tilfælde af skyderier, men der kom ingen krisepsykolog ud til skolen eller drengenes familier.

"Jeg mener, at vi begik en kolossal fejl ved at sidde på hænderne og undlade at snakke med de traumatiserede børn, der pludselig oplevede skyderier i deres gader. Man overlod det til lærerne, som ikke er uddannet til det, og til forældre, som selv var dybt chokerede. Så i stedet for at forklare børnene, hvad der skete, fik de selv lov til at skabe historierne, og så bliver det pludselig en romantiseret gangsterhistorie, hvor de kriminelle bandemedlemmer er heltene. Vi tabte for mange af de børn, der så er vokset op med indtrykket af, at bandekonflikt og skyderier som en art normaltilstand i deres kvarter".

Abas og Omar blev undervurderet af lærerne

De kriminelle er mønsterbryderne

Langt bedre har det været ved urolighederne for nyligt på Nørrebro, hvor lokalbetjente har fulgt utrygge børn til og fra skole, og de voksne har fortolket for børnene, at lokale bandemedlemmer ikke er helte, der beskytter kvarteret, og at skyderier og gangstere ikke er normalen. Derfor har det heller ikke ført til den samme negative identitetsdannelse.

"Det er utroligt vigtigt, at vi insisterer på, at mønsterbryderne ikke er dem, der klarer sig godt og får uddannelse, job og familie. For selv blandt de mest resursesvage, så klarer de fleste sig faktisk godt. Integrationen har på mange områder været en succes de seneste ti år. Mønsterbryderne er de kriminelle. Hvis vi fremstiller alle unge, der klarer sig godt som mønsterbrydere, risikerer vi at skabe en negativ fortælling om, at de andre - flertallet - vil mislykkes. Det kan ende som en selvopfyldende profeti".

En lige fordeling af børn ville give en samfundsøkonomisk gevinst på 11 milliarder 

Aydin Soei har sammen med to andre forskere gennemført den såkaldte Tingbjergundersøgelse, hvor de blandt andet har set på risikoadfærd blandt elever, lærere og forældres i de resursesvage område Tingbjerg sammenholdt med det klassiske middelklasse-nabokvarter Brønshøj. Undersøgelsen viste, at 14-15-årige Tingbjerg-børn ikke begik mere kriminalitet, men både børn, forældre og lærere i Tingbjerg troede, at børnene begik mere kriminalitet.

Undersøgelsen viste også, at 93 procent af børnene i begge kvarterer var glade for at gå i skole. Men i Tingbjerg troede børnene, at kun halvdelen af deres jævnaldrende klassekammerater var glade for at gå i skole, mens lærerne troede, at det kun gjaldt lidt over halvdelen, og forældrene antog, at det var mindretallet, som kunne lide at gå i skole.

"I Århus har man lavet forsøg, hvor man har talt med børnene om deres kriminalitet. Og alene det, at man taler højt om det, fik ungdomskriminaliteten til at falde med 50 procent. Tænk, hvis man kan gøre det samme i forhold til ambitioner og dermed modvirke negativ kammeratskabseffekt, alene ved at få eleverne til at tale højt om, at de faktisk godt kan lide at gå i skole og har ambitioner for fremtiden. For det har de jo - de taler bare ikke om det, fordi det ikke er cool".

Skolelederen skal være synlig og visionær

Da Aydin Soei selv skulle vælge skole til sin søn sidste år, havde han lange samtaler med barnets mor og de andre forældre i børnehaven. Den lokale skole havde netop haft en episode, hvor nogle af de ældste elever var mødt op i bandetøj, som de havde fået af den lokale bande. Der var meget usikkerhed om, hvad skolen kunne. Men til slut besluttede forældrene at lade deres børn begynde i den lokale skole i samlet flok, hvilket de fik lov til af skolelederen.

En lige fordeling af børn ville give en samfundsøkonomisk gevinst på 11 milliarder

"Det triste er, at segregeringen sker allerede i mødregrupperne, og det fortsætter i vuggestuer og børnehaver, hvor de resursestærke forældre kan finde ud af at komme ind i de attraktive institutioner, og fripladserne til tosprogede går til italienske eller franske børn".

Aydin Soei er sikker på, at en vigtig brik er at få blandede skoleklasser, hvor der også er resursestærke forældre. Men Århus-modellen har så store negative konsekvenser for børnene, at han håber politikerne snart erkender deres fejltagelse og dropper den. Ændrede skoledistrikter fungerer kun i nogle områder og kun, hvis man som på Nørrebro har en lang høringsrunde, hvor man får middelklassens forældre med på ideen. Ellers forsvinder de til privatskoler. Samtidig har han mødt arbejdsløse arabiske mødre, som bruger hele deres rådighedsbeløb på at sende deres drenge på arabiske friskoler, fordi de er så bekymrede for deres fremtid, at de ikke tør lade dem gå i folkeskolen.

"Den bedste model er at skabe en god skole og så huske at tale den op. Hvis lærerne og lederen flygter fra skolen eller taler negativt om den, hvorfor i alverden skulle forældrene så vælge den. Det er så dejligt med en skoleleder som Marco Damgaard i Tingbjerg som siger, at han ikke kan genkende Christiansborgs portrættering af skolen. Nogle skoleledere er nødt til at erkende, at de skal tillære sig en ny kultur, hvor de er synlige og spiller en rolle i lokalområdet, møder op til debatarrangerementer i medborgerhuset. Ligesom friskoleledere gør i landdistrikter".

Resurser til opfølgning i stedet for detailplanlægning på distance

Så en visionær, synlig skoleleder, en lærergruppe, som virkelig vil skolen og taler med børnene om udfordringerne i undervisningen og resurser til at følge op på problemerne. Og så skal man have rollemodellerne - storebrødre og storesøstre, som har klaret sig godt - ind i skolen, så eleverne kan se, at de sagtens kan få et godt liv. Der er en voksende middelklasse blandt indvandrere, som skal udnyttes positivt. For når først modborgerskabskulturen er skabt blandt drengene er det nemlig svært for lærerne at trænge igennem med budskaberne.

Og endelig mener Aydin Soei, at politikerne skal forstå, hvor central skolen er i arbejdet med de unge.

"Det er første gang i de seks ghettopakker, der har været, at skolen er med. Typisk er man behændigt gået uden om, måske fordi det er et så komplekst område. Problemet er, at politikerne befinder sig flere verdner væk fra de skoler, som de forsøger at detailplanlægge".

Han mener, at skærpelsen af underretningspligten for lærere var helt hul i hovedet, for problemet er ikke manglende underretninger men resurser til at følge op på underretningerne. Og med stopprøverne har man glemt, at der lige nu kommer mange flygtningebørn af højtuddannede, som ville klare sig virkelig godt, hvis de bare fik de første år til at indhente sproget, men som risikerer at blive stoppet, fordi deres sprog naturligt nok ikke er godt endnu. 

"Skolen er den vigtigste spiller over hovedet - det er ikke uden grund, at jeg har dedikeret et helt kapitel i mit bog til den. Men der er ikke noget quick fix". 

Aydin Soei håber, at han ikke skal skrive flere bøger med samme tema.

"Om ti år vil min søn være ved at afslutte sin tid i folkeskolen på Nørrebro, og forhåbentlig vil han og de øvrige unge beboere i bydelen nyde gavn af en fortsat positiv udvikling, hvor lokalområde og samfund står sammen om at få flest mulige med. Forhåbentlig vil det ikke være nødvendigt at skrive en opfølgning til denne bog med fokus på kriminalitet, radikalisering og bander, når endnu et årti er passeret".

Skolekultur afgør elevens livschancer