Et flertal i byrådet i Randers har besluttet at spare et tocifret millionbeløb på specialundervisning og vil ”som udgangspunkt” ikke længere visitere elever i indskolingen til specialundervisningstilbud med undtagelse af elever med ”massive og gennemgribende indlæringsvanskeligheder”.

Det har vakt bekymringer på Christiansborg. Senest har Nick Zimmermann (DF) spurgt Mattias Tesfaye (S), om han som undervisningsminister ”kan stå inde for, at Randers Kommune er nødsaget til at spare 18,5 millioner kroner på specialundervisning, og mener ministeren, at det er en samfundsopgave at løfte disse medborgere?”

Nu har Mattias Tesfaye svaret, at folkeskolen er et kommunalt ansvar.

”Jeg har ikke mulighed for at tage stilling til besparelserne på specialundervisningsområdet i Randers Kommune. Jeg vil dog fremhæve, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet for nyligt rakte ud til kommunen i forbindelse med, at den vedtog en handleplan på specialundervisningsområdet”, skriver han til Nick Zimmermann.

Mattias Tesfaye fortæller, at styrelsen understregede over for Randers Kommune, at der skal ske visitation af elever til specialundervisningstilbud, hvis de har behov for det, og at der skal foretages en konkret og individuel vurdering. Kommunen bekræftede, at den fortsat vil visitere elever til specialundervisningstilbud.

Forældreformand er frustreret over kommunerne

Louise Weinreich Jakobsen, som er formand for Ligeværd Forældre og Netværk og dermed sidder i Ligeværds hovedbestyrelse, er frustreret over at høre fra sine bestyrelseskolleger i Randers, Aalborg, Esbjerg og Aarhus, hvordan kommunerne systematisk trækker børn fra specialskoler og specialklasser tilbage til almenklasser.

”I samtlige kommuner og også i min egen kommune Gladsaxe bruges KL’s analyse ’10 år efter specialskolen’ som det primære argument for at fastholde/tilbagetrække flere elever i almene klasser. Analysen viser ganske rigtigt, at elever fra specialskoler/klasser ikke i samme grad som deres jævnaldrende i almenområdet får en ungdomsuddannelse eller en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Problemet er bare, at kommunerne herfra konkluderer, at specialskoler er dårlige for eleverne med særlige behov – og at løsningen derfor er at flytte eleverne til almenområdet”, skriver hun i et længere opslag på det sociale medie LinkedIn.

Analysen siger ikke noget om årsagerne

Denne slutning er slet og ret forkert, pointerer Louise Weinreich Jakobsen om analysen, som KL præsenterede for præcis et år siden. Hun henviser til, at KL selv skriver det på side 3:

"Analysen giver en beskrivelse af, hvordan det går afgangseleverne senere i livet med hensyn til uddannelse, job og offentlig forsørgelse. Analysen siger ikke noget om årsagerne bag, at eleverne ender, hvor de gør. Eksempelvis kan analysen ikke på baggrund af forskelle mellem elever i specialklasser og specialskoler afgøre, om en elev i specialklasse havde klaret sig dårligere, hvis denne havde gået på en specialskole".

Den logiske slutning må så være, at man heller ikke kan afgøre, om en elev med særlige behov havde klaret sig bedre i livet, hvis eleven havde gået i en almen klasse fremfor i en specialklasse, fremhæver Louise Weinreich Jakobsen.

”Men den lille detalje glemmer forvaltningerne at fortælle politikerne, som derfor tror, at de gør specialeleverne en tjeneste ved at fastholde/flytte dem til almen. Eller måske de bare lever med, at det er en dårlig undskyldning”.

Specialskoler er ikke perfekte, medgiver hun.

”De har været underfinansierede i årevis og mangler ofte kompetencer og ambitioner på elevernes vegne. Men for mange børn og familier er specialskolen en redning. Jeg er ikke i tvivl om, at en gruppeordning for elever med generelle indlæringsvanskeligheder sikrede min egen søn en god afslutning på folkeskolen. Her fik han venner, læringslyst og selvtillid tilbage”.

KL tæller ikke STU-elever med i sin statistik

Sønnen går nu på STU, men den tæller KL ikke med i sin ungdomsuddannelsesstatistik, skriver Louise Weinreich Jakobsen.

”STU-elever bliver i stedet kategoriseret som en del af ’restgruppen’. Men min søn er ikke en del af en restgruppe uden fremtid. Han er en ung mand, som cykler 16 kilometer til skole hver dag, arbejder på at få sin afgangsprøve, er i forskellige praktikforløb, hygger sig med klassekammeraterne, vokser og finder sin plads i livet. Hvis STU blev anerkendt som ungdomsuddannelse, ville statistikken se helt anderledes ud”.

Vi skylder børn og unge med særlige behov at se bag om tallene, mener Louise Weinreich Jakobsen.

”Specialskoler og STU er ikke fiaskoer. De er løsninger, når de bliver prioriteret og brugt rigtigt”.

Regeringen støtter omstillingen

Mattias Tesfaye skriver i sit svar til Nick Zimmermann, at det er op til den enkelte kommune at prioritere, hvordan resurser til undervisningsområdet anvendes inden for lovens rammer.

”Det er bestemt en samfundsopgave at løfte gruppen af børn med særlige behov. Derfor er mange kommuner i gang med at omstille almenområdet, så det i højere grad kan favne skoledistriktets elever. Dette er både økonomisk og fagligt fornuftigt, og regeringen støtter op om denne udvikling”, lyder det fra ministeren.

Han fastslår, at der både i dag og fremover vil være elever, som har brug for segregeret specialundervisning, og at de skal have et tilbud af høj kvalitet.

”For mig er der ikke nogen modsætning mellem disse to formål”, skriver Mattias Tesfaye.