Fra præsentationen af forliget om den nye læreruddannelse i sommeren 2012 - Jens Henrik Thulesen Dahl står yderst til venstre for daværende uddannelsesminister Morten Østergaard.
Foto: Maria Becher Trier
Dansk Folkeparti vil have ministeren til at se på lærereksamen
Censorrapporten er den første evaluering af den nye læreruddannelse, og derfor skal man selvfølgelig kigge på, hvad den siger, mener uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti, som nu vil spørge uddannelsesministeren ind til problemet med, at der kun gives én karakter for fag med både en mundtlig og en skriftlig dimension.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Det lyder som noget, vi må have tilbage i forligskredsen og justere på", lyder reaktionen fra Jens Henrik Thulesen Dahl på censorernes kritik af, at man kan bestå lærereksamen i dansk, matematik og sprogfagene alene på sin præstation ved mundtlig eksamen.
Han understreger ligesom censorformand Hans Krab Koed, at ideen i den nye læreruddannelse netop er undervisningsfag, som matcher folkeskolens fag. Derfor giver det god mening, at i fag, hvor man i folkeskolen har prøve og karakter både i en mundtlig og en skriftlig dimension af faget, har man det også i læreruddannelsen.
Censorerne giver i den netop offentliggjorte årsberetning udtryk for, at man vil kunne blive dansklærer uden at kunne stave eller formulere sig skriftligt og matematiklærer uden at kunne regne, hvis man præsterer godt ved den mundtlige eksamen. Også Lærerstuderendes Landskreds er bekymret for kvaliteten af uddannelsen og de nyuddannede lærere og samtidig bekymret for retssikkerheden for de studerende, der ikke får at vide, om en given karakter skyldes den mundtlige eller den skriftlige præstation.
Folkeskolen.dk arbejder på at få en kommentar fra uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen, De Radikale.
Censorer slår alarm: Nu kan man blive lærer uden at kunne regne eller stave