I bogen ser Frans Ørsted Andersen på en række projekter som Drengeakademiet, T-klasserne fra 60'erne og 70'erne (tekniker-klasserne), rollespil og gamification, Cooperative Learning og inspiration fra udlandet.

"Det handler meget om hands-on i pædagogikken, at eleverne i dialog med læreren er med til at bestemme. Om en mere åben og fri tilgang til at kunne bringe sig selv i spil. Det er vigtigt, at eleverne på kanten har tætte relationer til en eller flere lærere og mentorer. Og så handler det om nye vaner for eleverne, at de lærer at tænke i nye baner", uddyber han overfor folkeskolen.dk.

"Folkeskolen er blevet mere akademisk. Der er for lidt praktisk arbejde. Skolen er blevet pænhed og ordentlighed, og det passer ikke til denne gruppe elever, der er i risiko for marginalisering. Der er ikke sket en øgning af idræt eller de praktisk/musiske fag, mange skoler er holdt op med at tage på lejrskoler og mange kommer heller ikke ud på naturskoler. De her elever oplever mere, at de bare skubber ord og tal rundt på interaktive tavler, og det passer ikke til dem". 

Anmeldelse: Stem for håndelag og handling

Ingen kønsdebat

Frans Ørsted Andersen er i gang med et følgeforskningsprojekt i Drengeakademiet, som Løkkefonden står bag. Her har han skrevet flere rapporter, og i den forbindelse er han blevet mere interesseret i at se på eleverne på kanten, og hvordan skolen kan nå dem. Derfor denne bog.

I forordet skriver han: "Statistikken viser, at drengene er dem, der fylder mest derude på kanten af uddannelsessystemet, fx modtager dobbelt så mange drenge som piger specialundervisning i grundskolen, drengene dropper hurtigere ud, får dårligere karakterer og bliver i sidste ende dårligere uddannet. Desuden er drengene mere kriminelle, sundheden er ringere, og de dør i sidste ende tidligere osv."

Men samtidig viser ny forskning, at pigerne også har deres at slås med. Flere piger rammes af stress, psykiske problemer som selvskadende adfærd og spiseforstyrrelser. De lider under den nye perfektionisme og performancekultur, der præger tiden, og derfor mener han, at mange piger vil have glæde af de samme tiltag som ellers rettes mod drenge.

"Jeg ønsker ikke en kønsdebat på dette område. Det handler også om nogle af pigerne, ligesom det handler om nogle af drengene. Lige nu har Danmark et drengeproblem, fortæller flere, men om det bliver ved med at være drengene, der reagerer sådan, ved vi ikke. Ting ændrer sig", siger Frans Ørsted Andersen med henvisning til titlen på bogen.

Det handler også om forældrenes socioøkonomiske forhold om deres børn klarer sig godt i skolen. De drenge, hvis forældre har uddannelse og "bøger i reolen",  klarer sig fint.

Målet med bogen er at beskrive nogle af de bedre projekter, der har været forsøgt, for at få børn og unge væk fra kanten, tættere på skolens fællesskab og ind i en mere hensigtsmæssig udvikling.

Følger Drengeakademiet

Frans Ørsted Andersens følgeforskning i Drengeakademiet betyder, at han har deltaget i flere camps og har fulgt eleverne hjemme på skolen bagefter.

"Drengeakademiet har flere af disse tiltag med klare mål og mentorordning. Man skal huske, at Drengeakademiet ikke er en kritik af folkeskolen. Der er samme mål som i folkeskolereformen, og det er virkelig svært at arbejde med de drenge, der er tale om her", siger han.

Hvor meget bestemmer du, og hvor meget bestemmer Løkkefonden, når der er tale om følgeforskning?

"I al forskning er det jo et problem, at vi skal ud at finde penge, for universiteterne har dem ikke. Her betales følgeforskningen mest af Egmontfonden, og der er ingen, der blander sig i min forskning om Drengeakademiet. Så ville forskningsetikken jo ikke holde. Jeg har opstillet mine kriterier, og alle rapporter fra Drengeakademiet indeholder både kvalitativ og kvantitativ forskning", fortæller Frans Ørsted Andersen.

"Når jeg interviewer drenge, går jeg efter nogle, der vil sige noget, og det kan give en vis bias. Desuden skal der være diversitet i drengegruppen, der bliver interviewet og geografisk spredning. Jeg vil også gerne tale med de drenge, der er lidt kritiske overfor projektet og måske giver udtryk for at de gerne vil hjem før tid".

Faglig, social og personlig udvikling

Du skriver, at de faglige prøver på Drengeakademiet viser markante forbedringer hos næsten alle drengene indenfor læsning, stavning og matematik og viser det ved et diagram, hvor den faglige udvikling ses før, under og lige efter campen. Hvad hvis man giver drengene en faglig prøve et halvt år efter. Kan man så også sige, at de fagligt har rykket sig ét til tre klassetrin på campen?

"Man kan altid diskutere Hatties algoritme, som er den vi bruger. På DPU har vi konfronteret Hattie, og selv statistikerne siger, at det er ok at kalde det læringsår. Det fungerer ofte godt at tage elever ud af deres miljø og give dem noget andet, men alt afhænger af, hvordan det går, når de kommer tilbage på skolen. Det afhænger af deres mentorer. Når vi taler om, at drengene har flyttet sig ét til tre klassetrin - eller læringsår - så skal man tænke på, at det måske er fra 3. klasse til 6. klasse. En del af drengene er langt bagud, når de kommer på campen. Men de går altså i 8. klasse, så de er stadig bagud, men man kan sige at det går bedre end før campen", siger Frans Ørsted Andersen.

Han understreger, at det også meget handler om elevernes vaner. Det er svært at lære noget hvis de hele tiden spiller computer, spiser slik og drikker meget cola.

Også lærernes relationskompetence er vigtig og er meget i spil på Drengeakademiet, hvor der både er mange lærere til stede men også pædagoger og andre, der er med til at styrke de sociale relationer.

"Kipp-skolerne i USA har været en inspiration, hvor man taler om personlig udvikling. Man kunne også kalde det almen dannelse og ændring af vaner. At lære at tænke i andre mønstre. Eleverne er sammen i grupper på tre, i større grupper og i hold, og det hele handler om at lære at problemer er noget, som vi sammen løser. Problemer ligger ikke kun i en selv, vi kan hjælpe hinanden, samarbejde og vi har et netværk, vi kan bruge. Det er meget med til at flytte eleverne. Og så en mild konkurrence i det stærke fællesskab".

Frans Ørsted Andersens bog samler i et afsluttende kapitel op på hvilke faktorer og forhold, der kan medvirke til god pædagogik på kanten. Her nævnes mild konkurrence, undervisnings med udgangspunkt i elevens aktuelle niveau, mentorordninger, etablering af gode hverdagsvaner vedrørende søvn, kost og motion, personlig udvikling, dannelse af stærke netværk og forpligtende fællesskaber, der rækker ud over skolen, undervisning i trivsel og sociale kompetencer og klasseledelse. Men også muligheder for hands-on, eksperimenter og brug af gamification og rollespil i undervisningen.