Håndbold i skolen kan få flere børn med særlige behov til også at gå til idræt i fritiden, lyder en af tankerne bag det nye undervisningsmateriale fra Lykkeliga.

Nu kommer Lykkeliga-håndbold på skemaet i specialklasser

Lykkeliga rykker nu fra halgulvet til specialskoler med Klassebold, som med håndbold skal skabe bevægelse, holdånd og fællesskab. I forvejen arbejder Specialsport.dk sammen med specialskoler. Der er plads til begge tilbud, mener de to organisationer.

Offentliggjort

Siden 2016 har den selvejende institution Lykkeliga haft succes med at oprette håndboldhold for børn og unge med udviklingshandicap. Spillerne har ikke alene mulighed for at træne. De kan også komme til stævner målrettet dem.

Undervejs har Lykkeliga haft et roadshow, som har besøgt specialskoler med små øvelser og håndboldtræning. Nu tager Lykkeliga næste skridt med projektet Klassebold, som kan indarbejdes i klassens daglige skema, så eleverne kan få en smagsprøve på holdsport og trivsel.

“Fra Lykkeliga ved vi, at sport – og særligt håndbold – kan skabe et rum, hvor børn kan blomstre uanset forskelligheder. Ved at føre vores erfaringer fra halgulvet til hverdagen i skolerne håber vi, at flere børn og unge på specialområdet vil få øjnene op for glæden ved at deltage i et idrætsfællesskab”, siger udviklingschef Charlotte Stougaard Espensen.

Klassebold byder på træning og stævner

Klassebold består af to primære dele:

  • En opvarmningspakke med træningsmaterialer, plakater og en step-by-step guide til lærere og pædagoger. Pakken rummer aktiviteter, som kan anvendes direkte i fagene på skoleskemaet.
  • Invitation til at deltage i et minihåndboldstævne med andre specialklasser, hvor alle kan vise, hvad de har lært. Her bliver børnene hyldet som håndboldstjerner, da alle er vindere til et stævne i Klassebold.
  • Konceptet kan overføres til undervisningen i fag som dansk, idræt, musik og billedkunst.

”Opvarmningspakken består af bolde, mål, bannere og en plakat, som børnene kan hænge op på deres værelser. Banneret er en blank ramme, som eleverne kan udfylde i billedkunst, så de kan heppe på hinanden, når de er til stævne. Og de kan lave kampråb i dansk og tale om, hvorfor man har brug for hinanden på et hold”, eksemplificerer Charlotte Stougaard Espensen.

Specialsport.dk hjælper børn i gang med idræt

Lykkeliga er ikke ene om at give elever på specialskoler adgang til at opleve styrken ved et idrætsfællesskab. Organisationen Specialsport.dk samarbejder i forvejen med godt 50 skoler. Her er tilgangen dog en lidt anden.

”Vi laver et fælles mål med skolen om, at flere børn skal være aktive i deres fritid. Skolens opgave er at formidle til familierne, at vi kan hjælpe med at finde en aktivitet, som matcher deres barn. Hvis ikke det rette tilbud findes, hjælper vi med at få det op at stå. Det kan være badminton med balloner eller et klap hunden-hold”, siger Trine Ravn, som er medstifter og daglig leder af Specalsport.dk.

Organisationen finder også en løsning, hvis familien ikke har råd til at betale kontingent. 

Det kan også være, at forældrene ikke har mulighed for at følge barnet til og fra idræt. Så kan Specialsport.dk etablere kontakt til en frivillig.

Otte ud af ti er fortsat aktive

Specialsport.dk udspringer af et samarbejde, som opstod i 2014 mellem IF Espelunden og Skovmoseskolen i Rødovre. Udviklingen tog for alvor fart, da organisationen fik en bevilling til et toårigt projekt i 2022.

Målet var at hjælpe 400 børn og unge med særlige behov i gang med idræt inden sommerferien sidste år.

”Det lykkedes vi næsten med. Vi fik 360 børn i gang, og vi kan se, at efter et forløb hos os er otte ud af ti fortsat aktive i foreningslivet. Nu har vi fået støtte af flere fonde til et femårigt projekt, hvor vi vil hjælpe 2.000 børn ud i foreningslivet. Det er vi i fuld gang med. Siden sommerferien er små 300 børn med særlige behov begyndt at gå til idræt”, fortæller Trine Ravn.

Der er plads til begge tilbud

Selv om Lykkeliga nu også vil samarbejde med specialskoler, er Trine Ravn og Charlotte Stougaard Espensen enige om, at der er plads til begge tilbud.

”Mens Specialsport.dk formidler kontakt til idrætsforeninger, er vores tilgang mere hands on med håndbold som motor. Vi har kontakt til 1.600 familier fordelt på 86 håndboldhold i hele landet, og mange spillere danner venskaber, som rækker ud over træningen. De inviterer hinanden til fødselsdag og fest, og nogle finder sammen, fordi de har andre fælles interesser end håndbold”, siger udviklingschefen.

Trine Ravn fra Specialsport.dk kalder Klassebold for et super godt initiativ.

”Alt, som kan understøtte, at børn med særlige behov skal være aktive i et idrætsfællesskab, er velkomment. Når forældre ser, at deres barn kan spille håndbold i skolen, kan det bane vej for, at barnet også kan gå til en aktivitet i fritiden. Vores mission er at gøre det til virkelighed ved at tilbyde familier en håndholdt indsats til lige præcis deres barn, så der er absolut plads til både Lykkeliga og os”, siger hun og tilføjer, at Specialsport.dk henviser mange børn til Lykkeliga-hold.

Skoleleder ser frem til Klassebold

I løbet af den treårige projektperiode får 50 skoler mulighed for at modtage materiale fra Lykkeliga, og der vil blive afviklet cirka 20 Klassebold-stævner i hele landet.

”Interesserede skoler kan skrive til mig, eller de kan væbne sig med en smule tålmodighed, for vi lægger snart formularer på Facebook, Instagram og LinkedIn, som de kan bruge til at skrive til os. Skolerne kommer med efter først til mølle. Vi vil dog tage geografiske hensyn, så eleverne ikke skal køre på tværs af landet for at komme til stævne”, siger Charlotte Stougaard Espensen.

Klassebold udspringer af et stævne på Djursland i efteråret 2024. Her dystede elever fra Djurslandsskolen, Vester Mariendal Skole i Aalborg og Trekløverskolen i Randers i håndbold med hjælp fra frivillige fra Lykkeliga. 

Bagefter nedsatte Lykkeliga en arbejdsgruppe med repræsentanter fra specialskoler til at arbejde videre med ideen om et tilbud til elever med særlige behov.

En af dem er konstitueret skoleleder Henrik Pedersen fra Astrup Skole i Mariagerfjord Kommune. Han ser frem til, at skolens elever får mulighed for at deltage i det nye projekt.

”Klassebold kan give dem en chance for at kombinere sport og fællesskab, samtidig med at det skaber deltagelsesmuligheder på tværs af både skolen og andre skoler. På den måde kan projektet styrke elevernes trivsel og fællesskabsfølelse, siger Henrik Pedersen i en pressemeddelelse om Klassebold.

Specialsport.dk efterlyser flere skoler

Hvis Specialsport.dk skal nå i mål med at aktivere 400 elever med særlige behov om året i de næste fem år, får organisationen brug for at komme i kontakt med flere end de godt 50 skoler, organisationen samarbejder med i dag.

”Skoler kan bare ringe til os. Så arrangerer vi et virtuelt møde, hvor vi fortæller om de muligheder, vi har for at hjælpe. Derefter går vi gang. Det er gratis, og der er ikke nogle barrierer”, siger Trine Ravn.