Forældre kan være rådvilde, når deres barn mistrives. Barnet eller den unge ved heller ikke, hvordan han eller hun skal håndtere de svære følelser. Det fik for fire år siden syv kommuner i og omkring København til at finde sammen med Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden om projektet Styrket Tværsektoriel Indsats for børn og unges Mentale Sundhed (Stime), hvor de går nye veje for at hjælpe børn og unge, som mistrives.

Målet er at sætte ind, inden problemerne vokser sig så store, at der skal en større indsats til, og hjælpen tilbydes i fire spor:

• Når svære følelser fører til selvskade.
• Når tanker om krop og mad fylder for meget.
• Når uro, opmærksomhed eller impulsivitet er en udfordring.
• Når bekymring eller tristhed fylder for meget.

Komplekse problemstillinger håndteres med en bred manual

Psykolog Christoffer Meng fra PPR i Frederiksberg Kommune behandler børn og unge, som er ængstelige eller på vej til at blive depressive. Er barnet seks til 12 år, får forældrene et forløb med det evidensbaserede træningsprogram 'Få styr på angsten', som er udviklet af Center for Angst på Københavns Universitet.

For unge mellem 13 og 17 år

er tilbuddet både rettet mod forældrene og den unge selv. Her har det været nødvendigt at udvikle en manual, som bygger på forskellige diagnoser.

"Til at begynde med havde vi en arbejdsgruppe med alle behandlere i Stime og med eksperter fra psykiatrien om, hvilke materialer der findes til unge med psykisk mistrivsel. Der kan være flere årsager til, at svære tanker og tristhed fylder for meget, og fordi de unges problematikker er komplekse, talte vi os frem til, at vi skulle lave vores egen manual", fortæller Christoffer Meng.

Manualen består af en række moduler - eller samtaler - som behandlerne kan vælge imellem, alt efter behovet hos den enkelte unge.

"Vi ser både unge med angstproblematikker og med problematikker af depressiv art. Derfor har vi brug for at finde ud af, hvilken vej vi skal gå for at hjælpe den enkelte", siger Christoffer Meng.

Den unge lærer, at kroppen responderer på følelser

Et forløb begynder med, at den unge og forældrene kommer til en samtale med to behandlere. Her finder de ud af, om den unge passer til Stime, eller om der er behov for et mere indgribende tilbud.

"Hvis det er tilfældet, finder vi ud af, hvordan vi hjælper den unge det rette sted hen. Samarbejdet i Stime har styrket vores bånd til psykiatrien, og det bruger vi også, hvis vi står med en ung, som får det sværere og sværere undervejs i forløbet", siger Christoffer Meng.

Ellers handler det indledende møde om at afstemme forventninger og mål. Derefter deler forløbet sig. Mens den unge får individuelle samtaler om at håndtere sine følelser, bliver forældrene klogere på deres barns reaktioner, så de kan støtte op om behandlingen.

"Vi bruger meget tid på at introducere den unge til, hvordan hun kan forstå sine følelser. Vi arbejder med kroppens reaktioner, for den unge skal vide, at hun ikke er ved at blive syg, når hun får hjertebanken eller kvalme ved tanken om, at hun skal række hånden op og tale foran sine klassekammerater. Det skyldes, at der er noget på spil for hende", siger psykologen om det obligatoriske modul om følelser.

Den unge kommer til at arbejde modsat sine følelser

Med forståelsen af at det er naturligt at reagere på sine følelser, men at følelserne nogle gange tager over, finder den unge ud af, at hun er normal, og at hendes bekymringer eller ængstelse kan gå over. Derfor taler behandlerne med den unge om, hvilke forandringer hun vil opnå. Det kan for eksempel være, at hun gerne vil kunne tage sociale initiativer i skolen.

"Så øver vi, hvordan hun kan gøre, og på den måde arbejder hun modsat sine følelser. Tit bruger unge forholdsvis meget energi på at tænke over, hvad der kan ske. Eller at de har sagt noget, som de synes var pinligt. Derfor arbejder vi med, at den unge skal være til stede i nuet. Det gør vi ved, at den unge går på opdagelse efter alternative tanker, så hun kan omstrukturere sine ængstelige tanker", fortæller Christoffer Meng.

Hvis den unge har svært ved at række hånden op, kan eksponeringsøvelsen være, at hun holder et oplæg for behandlerne. Eller at hun skal stille sekretæren et pinligt spørgsmål. Når det går fint, kan de bygge over til skolen, hvor hun for eksempel kan begynde med at række hånden op, når hun har brug for at komme på toilettet.

Hvis hun savner flere venner i skolen, men er nervøs for, hvad andre vil tænke om hende, kan målet være gradvist at tage mere og mere socialt initiativ.

"Et delmål kan være at lave en aftale i fritiden med nogle, hun kender godt. Næste delmål kan være at tale med en lidt mere perifer relation i et frikvarter for til sidst at arbejde på at lave en aftale med ham eller hende i fritiden", siger Christoffer Meng.

Opmærksomhed på forældrestile hjælper de unge

Et af samtalemodulerne fokuserer på forældrene og giver dem mulighed for at blive klogere på, hvilke forældrestile man ofte ser i forbindelse med følelsesmæssige vanskeligheder hos unge. Målet er, at forældrene bliver opmærksomme på deres adfærd, og hvilken rolle adfærden spiller for deres barn.

"Forældre handler efter bedste evne, men ofte føler de sig rådvilde i forhold til, hvordan de bedst hjælper barnet. Når de bliver mere bevidste om, hvilke mønstre de anvender, har de meget bedre muligheder for at ændre på fastlåste og uhjælpsomme dynamikker", siger Christoffer Meng.

Mange forældre har prøvet forskellige tiltag og stile af. En typisk reaktion er, at de begynder at se efter, hvad der trigger den unges angst, så de kan skærme hende. Andre bagatelliserer angsten. Tit ryger forældrene fra den ene reaktion til den anden, så de savner at finde en stil, de kan være mere konsekvente i.

"Hvis forældrene er begyndt at lade sig styre af, hvornår den unge kan risikere at reagere negativt, ser vi ofte, at dette fokus kommer til at skygge for alt det, hun faktisk kan og gør godt i hverdagen. Her kan vi hjælpe forældrene med at fjerne nogle af nødplanerne, så vi styrker den unges egne evner til at løse sine problemer", siger Christoffer Meng.

Det virker at gå efter bolden der, hvor den ligger

Tilbuddet virker godt for de unge og deres forældre, fordi behandlerne i Stime har blik for, at unges liv er komplekst, vurderer Christoffer Meng.

"Det er svært at ramme de unge med et one size fits all-tilbud, og med vores manual inddrager vi forskellige teknikker. Det er ikke ren angst, ren bekymring, ren ængstelse eller rene depressive problematikker. Vi går efter bolden der, hvor den ligger, fremfor at presse noget ned over den unge. Det tror jeg, at de unge og deres forældre kan mærke. De unge skal ikke igennem moduler, som ikke rammer dem spot on. Samtalerne bliver ved med at være relevante for dem, fordi vi arbejder med dem individuelt".

Resultatet er, at familierne og de unge føler sig hjulpet af indsatsen.

"De unge kan ikke undgå at støde på ængstelighed og tristhed igen senere i livet, men de og deres forældre føler, at de kan bryde det med de værktøjer og virkemidler, de får hos os. En ung slutter måske forløbet af med at sige til sine forældre, at næste gang hun får svært ved at komme ud af døren, skal de bare få hende af sted og i gang, for det har hun brug for."

Sammen med familien laver behandlerne en plan for, hvad forældrene og den unge kan gøre, hvis det svære opstår igen. D

"Det kan være, at den unge skal holde fast i nogle rutiner, eller at hun skal huske at tænke på, at hun aldrig kan tænke sin nervøsitet ved at skulle fremlægge i skolen ned til nul, men at nervøsiteten går over, og at hun kan tage toppen af den ved at forberede sig og tænke anderledes om situationen op til selve fremlæggelsen", siger Christoffer Meng.

Kort vej fra behandling til en indsats i den unges læringsmiljø

Det kan være skolen, forældre, AKT-læreren, sundhedsplejerskeren, skolesocialrådgiveren, familieafdelingen eller en praktiserende læge, som henviser til tilbuddene i Stime.

"At tilbuddet ligger i PPR-regi har den fordel, at vi kan køre parløb mellem at arbejde med den unge og forældrene i Stime og med en PPR-indsats i skolen. Vi involverer ikke skolen i alle sager, for den unge kan have brug for et frirum, så vi afvejer, om den interaktion, vi laver, kan gavne den unge i skolemiljøet. Men hvis vi taler os frem til, at det vil være godt at inddrage skolen og PPR, har vi kort vej til at gøre det".

For nylig tog en kollega i Stime fat i Christoffer Meng og sagde, at det var relevant at inddrage den skole, han er PPR-psykolog for, når han ikke lige er behandler i Stime.

"Så holdt vi et netværksmøde med skolen, familien, psykologen i Stime og mig som PPR-psykolog, så vi kan arbejde tættere sammen om den unges hverdag. Det sker jævnligt, men altså ikke i hver sag. Det afhænger af, hvor svær problematikken hos den unge er, og om der er brug for ændringer i den unges læringsmiljø", siger Christoffer Meng.