"Jeg tror, at såvel inkluderede som "de normale" kan skrive sin ind i et fællesskab, som vil skabe positiv opmærksomhed", siger Torbjørn Ydegaard.

Freedom Writers: Elever kan skrive sig ind i fællesskab og god inklusion

Den berømte amerikanske lærer Erin Gruwell mener, at elever kan skrive sig ind i et fællesskab, som skaber trygge rammer til den bedste læring. Den tankegang kan overføres til inklusion i den danske folkeskole, mener en lektor på UC Syddanmark, hvor Erin Gruwell netop har været på besøg.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hun er kvinden bag Freedom Writers-pædagogikken, som handler om at "give en stemme til dem, der ikke bliver hørt".

Hvis navnet Freedom Writers synes velkendt, er det nok på grund af filmen af samme navn fra 2007. Her portrætterer Hilary Swank den nyudklækkede og idealistiske lærer Erin Gruwell, der får sig et chok allerede på sin første arbejdsdag.

"Magten i at skrive og magten i forandring er det, freedom writers handler om", sagde Erin Gruwell, da hun i sidste uge deltog på en konference på UC Syddanmark i Esbjerg, og folkeskolen.dk mødte hende til en snak om didaktik og pædagogik.

Anmeldelse: Freedom Writers

Helt konkret er ideen med Freedom Wrtiers, at  eleverne skriver dagbøger, hvor den enkelte deler ud af sin 'bagage'. Elevernes historier bliver læst op i klassen, og læreren får en slags mentorrolle. Den, som eleverne kan betro sig til. Det handler om at møde eleverne, der hvor de er, siger Erin Gruwell.

"Det er utroligt vigtigt for elever at få lov til at udtrykke sig selv og vise, hvem de er.", siger hun.

Realistisk idealisme

Da hun i starten af 1990'erne som nyudklækket lærer møder op til sin første arbejdsdag på Wilson High School i Californien, mødes idealisme med virkelighed. Hun befinder sig i en klasse, hvor hovedparten af eleverne er rivaliserende bandemedlemmer. Og det er først, da hun indser, hvilke udfordringer, eleverne kæmper med dagligt, at hun finder den rette metode til at gøre dem læringsparate.

"Jeg var en naiv idealist. Siden blev jeg klogere, men er stadig idealist", siger Erin Gruwell, der selv har skrevet bogen bag filmen.

"Jeg var og er ret håbefuld. Jeg lærte dengang, at mine elever ikke var dårlige personer, men blot personer, der havde oplevet en masse dårligt. De var fantastiske, kreative, risikovillige og mest vigtigt - de var overlevere".

"Mine elever fik at vide fra omverdenen, at de var dumme og ikke betød noget. Og det påvirkede deres tankegang, deres drømme. Mange troede, at deres skæbner var forseglet - tidlig død, ingen uddannelse, ikke noget job".

Erin Gruwell insisterer på, at hendes elever har masser at byde på. Hun får dem til at skrive dagbog om deres baggrund og hverdag. Det er chokerende læsning om vold, svigt, seksuelle overgreb og så videre. Listen er lang.

Skæbner kan ændres

Eleverne skriver sig ud af forseglede skæbner og ind i et fællesskab ved at åbne op, dele ud og tage ind af hårde erfaringer. Parallellerne mellem elevernes baggrund og andres hårde skæbne bruger Erin Gruwell aktivt. I pensum indgår læsning af og om skæbner, som eleverne kan nikke genkendende til i deres eget liv. Og der begynder det at give mening.

Men hvad var det, der skete dengang? Hvordan indså Erin Gruwell pludselig, hvordan hun skulle nå hendes elever, som blevet opgivet af et skolesystem, og som var et helt andet sted end der, hvor sociale mønstre kan brydes?

Du transformerede dine elever fra at være umotiverede unge, der ikke kunne se meningen med skolens lære til at blive brydere af den sociale arv. Hvordan motiverer man elever, der synes umulige at nå?

"Ved at gøre undervisningen relevant for dem. Jeg indså, at dagbogsskrivning kunne give mine elever en ny chance, fordi det tager udgangspunkt i den enkeltes egen historie".

En af de ting, der sker, når man åbner sit sind op for omverdenen, er at stereotyper bliver nedbrudt, siger Erin Gruwell.

"Der er så mange kulturelle, racemæssige og kønsrelaterede stereotyper. Når folk deler deres historie med andre, så nedbrydes de her stereotyper, og det er et magisk øjeblik".

"Når eleverne ikke er læringsparate, er det fordi, der er nogle rammer, der hindrer det. Når de rammer er brudt ned, kan man bygge nogle nye op, og det er utroligt vigtigt. Uddannelse er et demokratisk fundament, der udjævner social ulighed", siger hun.

Dansk lektor: Freedom Writing kan inkludere

Det er lektor på UC Syddannmark Torbjørn Ydegaard, der har inviteret Erin Gruwell til Esbjerg for at fortælle om Freedom Writers.

Torbjørn Ydegaard er som den eneste dansker uddannet til at undervise i Freedom Writers-filosofien, og han har blandt andet undervist nogle lærerstuderende på professionshøjskolen i Haderslev.

I dansk målestok kan tankegangen bruges til for eksempel inklusion, mener Torbjørn Ydegaard.

"Inklusion handler jo i virkelighed om fællesskab - ikke en os og dem-kultur. De elever, der i øjeblikket er ved at blive inkluderet, får en masse negativ opmærksomhed. Jeg tror, at såvel inkluderede som "de normale" kan skrive sin ind i et fællesskab, som vil skabe positiv opmærksomhed", siger Torbjørn Ydegaard.

Og Freedom Writers er ikke kun for de laveste socialklasser, mener Torbjørn Ydegaard. Også på et mere generelt plan kan danske lærere bruge filosofien i undervisningen.

"Alle lærere har elever, som kan være svære at håndtere af forskellige årsager. Lærebøgerne fortæller ikke så meget om, hvordan sådanne elever skal håndteres. Men hvis alle elever får lov at fortælle sin historie, er jeg sikker på, at det vil fremme motivationen for læring", siger han.