KMD og de to kommuner håber, stafetloggen kan indføres i samtlige kommuner, når den er færdig. På den måde, kan udsatte børns oplysninger flytte med dem på tværs af kommunegrænserne.

Digitalt værktøj skal sikre udsatte børn

It-virksomheden KMD er i samarbejde med to kommuner ved at udvikle et digitalt værktøj, som skal sikre, at vigtige oplysninger om udsatte børn ikke går tabt mellem forskellige myndigheder. I Kerteminde Kommune håber man, værktøjet kan være med til at sørge for, at udsatte børn får hjælp hurtigst muligt.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I kommunerne Kerteminde og Skive afprøver man på børneområdet et nyt, digitalt værktøj fra KMD. Værktøjet kaldes en stafetlog, og skal gøre kontakten mellem myndigheder lettere i arbejdet med udsatte børn. Stafetloggen fungerer som en online dagbog, hvor lærere, psykologer, forældre med flere kan logge ind på det konkrete barns side og skrive informationer til hinanden. I Kerteminde Kommune er de glade for værktøjet.

"Indtil nu har alt for meget vigtig viden stået i kinabøger og notesblokke. Vi ser, at der er rigtig gode muligheder for at løfte den vigtige tværgående videndeling i kommunen, hvis vi får et enkelt digitalt værktøj. Jeg tror på, det kan være med til at forhindre uheldige sager, hvor børns problemer opdages for sent", siger Børne- og Familiechef Inge Skov Madsen fra Kerteminde Kommune.

Tab af viden kan undgås Den manuelle logføring betød, at man i kommunen var sårbar over for, at eksempelvis en lærer skiftede job eller blev pensioneret. Nu følger stafetloggen barnet, så fremtidige personer, der tilknyttes sagen, hurtigt og nemt kan sætte sig ind i den udvikling, der har været.

"Der er også en række naturlige overgange i et barns opvækst, eksempelvis mellem børnehave og folkeskole, som kan give anledning til videnstab. Det er utrolig nyttigt, at man på tværs i kommunen kan sikre viden og kan gå tilbage i tiden og se på et barns forløb gennem en lang årrække. Den digitale stafetlog vil altså give dokumentationsmulighederne et godt løft", siger Inge Skov Madsen.

KMD og de to kommuner håber, at stafetloggen - når den er færdigudviklet - kan indføres  i samtlige kommuner, så de udsatte børns oplysninger også kan flytte med barnet på tværs af kommunegrænserne.