Charlotte kender alt til at svede, få ondt i maven og føle, at hun ikke kan være i sin egen krop. For sådan mærker hun angsten. Og så kan hun ikke sove. Alle mulige tanker kører rundt i hovedet på hende, hun kan slet ikke få ro. Det tager utrolig meget energi og forhindrer hende i at slappe af.

Første gang Charlotte var til psykolog for at tale om angsten, var hun seks år. Hun var bange for det uforudsigelige, for tordenvejr og for at skulle sige farvel til sin mor og far om morgenen, når hun skulle i skole. Bange for at de skulle komme noget alvorligt til eller dø.

»Jeg har altid været en pige, der tænkte meget over tingene. Jeg syntes selv, at jeg tænkte for meget på, at der kunne ske noget slemt«, fortæller Charlotte.

En nat for fem år siden skete så dét, som hun altid havde frygtet. Hun blev vækket midt om natten, politiet var i huset og fortalte, at hendes far var død. Kørt ihjel i en trafikulykke.

Angsten kom igen til at fylde det hele. Hun blev stresset, og alle mulige dårlige tanker fyldte hovedet. Det værste var, hvis hendes mor skulle ud at køre i bil. For tænk hvis hun også mistede hende.

Når hendes mor skulle noget, skulle hun skrive tidspunktet, hun kørte, og hvornår hun igen var hjemme. Det stod på en seddel, som Charlotte havde i lommen. Hun vidste, præcis hvornår hendes mor hentede hende. Det var vigtigt, hvis hun skulle fungere.

»Hvis jeg fik at vide, at min mor skulle køre bil, så kunne jeg slet ikke være i min krop. Jeg svedte af angst og fik ondt i maven. Men sedlerne i lommen hjalp mig«.

Hun skubber uhyret væk

I dag fortæller Charlotte, at det ikke længere er angsten og de negative tanker, der styrer hendes liv. Hun har taget magten over angsten.

»Jeg har lært at lukke de dumme tanker ude. De kan stadig være der, men jeg har lært at sige til mig selv, at de skal lægges ned i en kasse. Det har hjulpet mig meget at få sat nogle billeder på. Jeg lærte at forestille mig angsten som et uhyre på vej op ad en klippe. Jeg skulle skubbe uhyret ned. Det hjalp mig«.

»Det hjælper også at tale om det. Folk må gerne spørge ind til min far og hans død. Man gør det langt sværere, når man ikke taler om det. Jeg tror, alle var lettede, hvis jeg efter hans død kom i skole og smilte. Men de kunne bare spørge: Hvordan har du det i dag? Og så tage den derfra«, lyder hendes råd.

Charlotte er 16 år og går på idrætsefterskole, hvor hun tager 10. klasse.

Hun fortæller, at hun stadig tænker alt for meget over alting, men at hun har lært at lægge låg på.

»Før min far døde, tænkte jeg hver aften på alle de dårlige ting, der kunne ske. Så lå jeg i min seng, tænkte og kunne ikke sove. Efter at han var død, følte jeg ikke, at jeg havde noget at være glad for. Og jeg syntes ikke, at der var nogen, der forstod mig«.

Efter farens død tog hendes mor hende straks med hen til den samme psykolog, som hun tidligere havde gået hos. Hun kom også i sorggruppe hos Kræftens Bekæmpelse, der har sorggrupper for unge, men det hjalp hende ikke.

»Jeg følte ikke, at det var seriøst nok - dybt nok. Vi talte selvfølgelig meget om det herhjemme. Jeg var hjemme fra skole et par uger, men det var svært at komme i skole igen, fordi ingen turde tale med mig om min fars død. Jeg var til rigtig mange samtaler hos psykologen, både alene og som familie«, fortæller Charlotte.

Kunne ikke sove alene

To år efter hendes fars død reagerede Charlotte meget voldsomt. Hun syntes, hun så sin far i indkørslen, og hun blev deprimeret i hverdagen. Der var behov for at besøge psykologen igen, for Charlotte var meget presset i hverdagen og kunne slet ikke sove om natten.

»Jeg tror, jeg reagerede dér, fordi jeg var blevet ældre. Det hjalp mig meget at tale med psykologen. Hun kendte mig også godt og vidste, hvad jeg havde brug for«.

Psykologen kom med forskellige anbefalinger. For eksempel at Charlotte ikke skulle sove alene. Så i tre måneder sov hun i dobbeltsengen mellem sin mor og hendes nye kæreste. Derefter skar de det ned til, at hun to nætter om ugen måtte sove sammen med dem.

Charlotte udviklede tvangshandlinger, som for eksempel at hvis hun tog et skridt, så ville noget forfærdeligt ske.

»Det foregik jo oppe i mit hoved, og jeg vidste godt, at jeg overtænkte. Jeg havde dialoger med mig selv. Psykologen havde lært mig, at jeg skulle sige mig selv imod. Jeg skulle overbevise mig selv om, at der ikke ville ske noget slemt. Jeg lærte også at trække vejret ned i maven. Jeg lå hos psykologen med bøger på maven, så jeg kunne få vejrtrækningen længere ned«.

»Jeg havde tvangstanker og tvangshandlinger i flere år. Jeg brugte al min energi på det, selv om jeg syntes, det var dumt, det, jeg havde gang i. Men med tiden hjalp det«.

Familien har i perioder overvejet angstdæmpende medicin, men det er blevet ved overvejelserne.

Bruger musik til afslapning

Charlotte beskriver sig selv som en både glad og bekymret pige. En, der tænker alt for meget over alting. Da hun var lille, kunne en tur med klassen være en kæmpe udfordring, for hvad ville der ske i bussen, og hvad skulle de helt præcist? Alting skulle helst være forudsigeligt og planlagt.

»Lige efter min fars død udarbejdede lærerne et skema, hvor de skrev alt det op, der skulle ske den dag i skolen. Det hjalp flere end mig. At der ingen overraskelser kunne komme, at vi vidste det hele«, fortæller hun.

Hun talte en del med en af lærerne og havde en aftale om, at hun både måtte komme og gå midt i en time, hvis hun havde brug for det.

Charlotte har altid haft det godt med venner og med fritidsinteresser. Hun danser en del og har gjort det, selv om hun ellers har haft det dårligt og været meget angst. Hendes mor fortæller, at hun ikke har været meget hjemme fra skole på grund af angsten, og at hun har haft energi til vennerne. Men hjemme var der så til gengæld overhovedet intet overskud.

»Jeg var totalt brugt. Jeg har rigtig meget brug for at være alene, når jeg så er hjemme. Jeg har brug for ro, for at lade op, og jeg har det godt i mit eget selskab«.

Hun bruger ofte musik til at slappe af og lukke alle de dumme tanker ude.

Charlotte har vundet

Hun fortæller, at hun er blevet beslutningsdygtig de seneste par år. Hun har overtaget over tankerne og vundet den indre dialog. Hendes mor må gerne køre tur i bilen nu, og hun nyder efterskolen sammen med vennerne. Flere af dem ved ikke noget om hendes angst, eller at hendes far er død.

»Jeg har øvet mig meget, vi skal jo leve. I et par år har jeg ikke haft svært ved at sove«, siger Charlotte.

Hendes familie har arbejdet med ikke at skåne hende for meget og ikke at bekræfte hende i, at noget kan gå galt. For eksempel blev hun sendt i skole, selv om hun ikke havde kunnet sove om natten. Men så måtte hun komme tidligere hjem, hvis hun ikke kunne klare at være i skolen.

Charlotte fortæller, at hun har haft stor glæde af en camp, som True North har arrangeret. Hun har deltaget to gange en uge, men det var den første gang for et par år siden, der blev et vendepunkt for hende.

De var 120 unge mellem 14 og 19 år, der var af sted i fem dage på en camp, der handlede om at lære at tackle modstand i livet, overkomme forhindringer og lære sig selv bedre at kende.

»Vi var i et team på ti, og de lærte mig bedre at kende end alle andre. Vi lavede en masse øvelser, legede og talte rigtig meget igennem. De spurgte, og man havde lov til at tale om det hele. Samtidig havde vi et ord om dagen, som vi talte om - for eksempel integritet, vedholdenhed, ejerskab eller optimisme«.

»Jeg lærte at tænke, at det er mig, der skal bestemme her i livet. Angsten skal ikke få lov til at bestemme over mig«.