Anmeldelse

Tekster er mere end tryksværte på papir

Ar der er forskel på kanonlitteratur og pastaopskrifter er på en måde indlysende. I løbet af en skoledag møder eleverne mange forskellige tekster i fagene og de har for hjælp til at forstå forskellene og formålene. Bogen her er en god guide til den tankegang.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fakta

Skolens tekster

Forfattere: Jesper Bremholm og Lene Cicilie Storgaard

130 kroner - Fås også som e- og lydbog

E-og lydbog er gratis for DLF-medlemmer, som også kan få rabat på papirudgaven. Hent den via minside.dlf.org

72 sider

Serie: Pædagogisk Rækkevidde

Aarhus Universitetsforlag

Pædagogisk rækkevidde er en serie af bøger med en stor variation af aktuelle temaer inden for skolens pædagogiske felt. I serien giver førende forskere viden videre med det formål at inspirere til en mere praksisnær pædagogisk udvikling i grundskolen.

De forskellige bøger er udgivet i et samarbejde mellem Aarhus Universitetsforlag, Danmarks Lærerforening og Frie Skolers Lærerforening. Serien er nået til sin 29. udgivelse som handler om og hedder Skolens tekster.

For forfatterne Jesper Bremholm og Lene Cicilie Storgaard er det centrale omdrejningspunkt for udgivelsen, at læseren får øje på, hvor mange forskellige tekster eleverne møder på en ganske almindelig dag i skolen. Forskellige tekster, alt afhængig af de fag, eleverne har. Skolens tekster indledes ligefrem med et kapitel om elevers møde med skolens tekster på en helt almindelig skoledag – tekster i dansk, engelsk, matematik, idræt og så videre.

Når repertoiret af forskellige tekster er så altomfavnende, så er der ifølge forfatterne behov for, at lærerne guider eleverne på vej gennem skoven af forskelligartede tekster. Det vil med andre ord sige, at læreren skal hjælpe eleverne med at forstå formålet med at læse teksterne – formål, der er forskellige fra fag til fag - og hvordan eleverne skal arbejde med teksterne i fagene.

Fagenes tekster er forskellige i forhold til centrale elementer som formål, struktur, sprog og den måde, hvorpå teksterne taler til læseren på. Der er derfor store forskelle på, om de tekster elever møder, er danskfagets ”litteratur” eller om det er madkundskabsfagets ”opskrifter”.

Skolens tekster har et fokuseret blik på de forskellige tekster, som eleverne møder og udgivelsen slutter af med at give læseren fem anbefalinger. Og det er virkelige gode anbefalinger, som læsevejledere og andre kan bruge i fagteamenes arbejde med fagenes tekster, da udgivelsens store styrke er, at forfatterne netop er fokuserede på skolens tekster – deres formål og struktur – og dermed ikke alle mulige andre tiltag, der kan sløre det egentlige budskab, som handler om skolens mangfoldighed af tekster.