Første gang Signe Godske Nielsen og Andreas Lund Poulsen stiftede bekendtskab med specialundervisning, oplevede de, hvordan elevers sproglige vanskeligheder kan være meget afgørende for deres mulighed for at deltage aktivt i danstimerne, skriver de i deres professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Aarhus ved Via UC. De to studerende bed mærke i, ”hvordan elevernes og lærernes relationer kom i spil i alle aktiviteter” på specialskolen – og i langt større omfang, end hvad de havde oplevet i praktikker på almene skoler. Som lærere følte de sig ikke ordentligt klædt på med den danskundervisning, de havde fået på uddannelsen, og gennem projektet ønskede de derfor at få ”et mere dybdegående og praksisnært kendskab til det specialpædagogiske område”. Deres problemformulering lyder:

”Hvilken betydning har praksisfællesskaber for læring i en klasse på en specialskole for elever med massive indlæringsvanskeligheder? Og hvordan kan læreren med et særligt fokus på relationsarbejde og sprogforståelse skabe adgang til disse fællesskaber?”

Højtlæsning

For at undersøge problemstillingen har Andreas Poulsen og Signe Nielsen været på en specialskole, hvor de primært har observeret en udskolingsklasse med 12 elever. Eleverne var mellem 12 og 17 år, og fælles for dem alle var, at ”de har massive indlæringsvanskeligheder, og størstedelen er diagnosticeret med fysiske og/eller mentale funktionshæmninger”. Klassen havde et fast skoleskema, men undervisningen var emne- eller aktivitetsbaseret og ikke faginddelt, som man kender det fra den almindelige grundskole.

Signe Nielsen og Andreas Poulsen har i undersøgelsen brugt videooptagelse af fire forskellige undervisningssekvenser, som de analyserer. I den første læser en lærer højt fra en bog, der er skrevet i et lettilgængeligt sprog. Højtlæsning var en fast del af klassens skema en til to gange ugentligt i omtrent 15 minutter ad gangen.

I løbet af læsningen stoppede læreren op mange gange og stillede spørgsmål, kommenterede og forklarede indholdet i teksten. For eksempel standsede han læsningen efter at have læst ordet jordnøddesmør: “Det er også det der hedder peanutbutter. Kan I godt lide det?”

Skal vi se billeder?

Undervisningssekvensen viste, at eleverne deltog og var inkluderede i undervisningen, konkluderer Andreas Poulsen og Signe Nielsen. De refererer lektor og ph.d. ved Københavns Professionshøjskole Mimi Petersen, der beskriver deltagelse som: “Børns evne til at udvikle og udtrykke meninger, der tages alvorligt af voksne, der arbejder med børn i beslutningsprocesser om deres liv”. 

I undervisningen viste det sig blandt andet ved, at en af eleverne afbrød læsningen og sagde: “Skal vi se billederne”, selvom elevens forståelse af teksten havde vist sig som minimal. 

Elevens input kan ”tolkes som et ønske om at deltage i praksissen - altså at tilegne sig forståelsen af historien visuelt”, og hun ”forsøger at ændre sin deltagelsesform i praksisfællesskabet”, skriver Signe Nielsen og Andreas Poulsen. 

Hendes mening blev taget alvorligt af læreren, der besvarede hendes afbrydelse med det samme, og senere, da de nåede til en side med billeder, blev bogen sendt rundt. ”Dette kan ses som et samarbejde mellem elev og lærer om at øge graden af deltagelse - altså en bevægelse fra at være legitimt perifert deltagende til at være legitimt fuldkomment deltagende”.

Inkluderende greb

Læreren benyttede sig af flere greb i oplæsningen, ”som muligvis fungerer understøttende for elevernes forståelse af teksten”. Han mimede blandt andet og lavede lyde og fagter – ”med andre ord udnytter han det para- og nonverbale sprog i sin oplæsning”, skriver Signe Nielsen og Andreas Poulsen. Læreren brugte også oversættelse - som i eksemplet med “jordnøddesmør"/"peanutbutter”, og derudover konkretiserede han genstande fra teksten. Et eksempel var, da han stoppede oplæsningen efter at have læst ordet ”skovbrynet”, pegede ud ad vinduet og sagde: “Kig lige over på skovbrynet”. 

Desuden brugte han synonymer og tegn, som da han havde læst ordet ”vis” og sagde: “Vis betyder klog” og pegede sig selv på hovedet.

”Der er altså mange eksempler på, at verbalsproget bliver oversat så vidt muligt para- og nonverbalt”, skriver Signe Nielsen og Andreas Poulsen. 

Det er et inkluderende greb og samtidig en professionel opmærksomhed, som er en del af definitionen af inklusion - og det viser lærerens forsøg på at ”mindske benspænd for elevernes deltagelsesmuligheder”.

Historiefortælling med rekvisitter

Analysen af en anden undervisningssekvens ”Historiefortælling” viser, ”hvordan stimuleringen af elevernes forskellige sanser, gennem brug af rekvisitter og en levende fortællemåde, påvirker elevernes forståelse af historien samt deres deltagelsesmuligheder”.

Både voksne og elever sad i en halvcirkel foran en storskærm, og undervisningen havde udgangspunkt i en fortælling om cowboys, røvere og indianere. Læreren satte en video af et bjerglandskab på skærmen og sagde: “Jeg synes, her lugter mærkeligt”. Han tog en lille bøtte frem med oregano. “Det er der en god grund til. Du skal lige lugte til græsset her”, sagde han.  Læreren gik herefter rundt til alle elever og lod dem dufte. Umiddelbart efter hørte eleverne lyden af skudsalver fra skærmen, og de voksne i lokalet tog tørklæder over næste og mund, hvorefter læreren sagde: ”Så red der nogle fæle røvere hen til børnene. Og ved I hvad - de grinede ondt. Ved I, hvordan det lyder?” De voksne grinede dybt og ondt – og nogle af eleverne stemte i.

Brugen af rekvisitter levendegjorde fortællingen for eleverne, og senere skulle alle eleverne prøve at smide med lasso. Eleverne blev inddraget og gjort til en del af fortællingen - uanset graden af funktionshæmning og kognitivt niveau.

Signe Godske Nielsen og Andreas Lund Poulsen skriver, at deres analyse understreger betydningen af en god relation mellem elever og voksne i specialundervisningen – og hvordan det i lyset af den gode relation er muligt at arbejde med sprogforståelse, der kan ”tilgodese både elever med eller uden para-, non- og verbale evner”. 

I projektet præsenterer de en række handletiltag, der i endnu højere grad kan udvikle sprogforståelse i specialundervisningen – heriblandt øget brug af multimodalitet og billeder, alternativ notatteknik og drama.