Hovedparten af danske kommuner arbejder med inklusion i folkeskolen ved at tilbyde et tilbud som er en kombination af almen- og specialundervisning. En ny kortlægning fra Vive viser, at 81 af de 82 kommuner, der har deltaget, angiver, at de arbejder med en eller flere mellemformer.

Praksiskortlægningen viser, at 90 procent af kommunerne giver specialpædagogiskc bistand til en eller flere elever i den almindelige undervisning i almenklassen - eksempelvis ved at en medarbejder med specialpædagogiske kompetencer er fast med i undervisningen i almenklassen i en længere periode.

Klagenævn: Skoler fifler med fleksible undervisningstilbud

Begrebet mellemformer har fået øget fokus, men begrebet har ikke en entydig definition, hverken i forskningen eller i praksis i skolerne. Derfor forsøger Vive i rapporten at skelne mellem to hovedtyper af mellemformer. En, hvor elever med særlige behov samles på et særligt hold, hvor de modtager specialundervisning, men også er en del af almenskolen. Og en, hvor undervisningen i almenklasser tilpasses behovet for særlige undervisningsmæssige behov, som så med ekstra midler løses inden for klassens rammer.

79 procent af kommunerne arbejder med mellemformer, hvor elever, som er visiteret til specialundervisning, samles på særlige hold eller specialklasser og samtidig modtager undervisning i almenklassen et antal timer om ugen.

44 procent af kommunerne arbejder med mellemformer, hvor elever med behov for støtte går sammen med andre elever i almenklasser, hvor undervisningen tilpasses med henblik på at imødekomme de særlige behov inden for klassens rammer. På disse skoler er rammerne, organiseringen og elevantal i klasserne tilpasset for at imødekomme de særlige behov, der hos de elever, der er visiteret til specialundervisning.

Bamseklubben er en mellemform

Uproblematisk at vende tilbage til klassen

Vive har lavet case-studies på to skoler, som er organiseret efter de to hovedtyper af mellemformer. I den ene kommune har man på næsten alle skoler en mellemform, hvor elever med behov for støtte har undervisning nogle timer om ugen i en særlig gruppe. Gruppen har eget lokale og går typisk på tværs af tre klassetrin, for eksempel mellemtrinnet. Eleverne i gruppen er stadig tilknyttet deres stamklasse, hvor de også modtager nogle timers undervisning hver uge.

En lærer mener, at organiseringen er blevet bedre med årene, fordi de to former er rykket fysisk sammen, så eleverne løbende deler fællesområderne. Man er også blevet bedre til med forældre og skoleledelse at se på, hvornår der skal skrues op for antallet af timer i almenundervisningen. Organiseringen gør, at det ”gennemgående er uproblematisk for eleverne at vende tilbage til stamklasserne på fuld tid”.

Brug for pausekort

I den anden kommune, som Vive har set på, er der en skole, som har en klasse i indskolingen med 18 elever, hvor fire af dem har diagnoser inden for autismespektret. I rapporten peges på, at denne organisering fungerer bedst, hvis klassestørrelsen er mindre end normalen, står der i rapporten.

Også i denne klasse er der elever, der har mulighed for at gå ud i et mellemrum ind i mellem, så der er flere former for mellemformer i spil.

Tre elever i klassen har pausekort, som de kan trække tre gange om dagen.

”Det har vi lidt gjort for, at de… også bliver selvkørende i det, og selv lærer at mærke, hvornår de har fået nok input. De er gode til at tage dem, men man kan godt se, når de bliver overbelastede eller overfyldt, at så går de i affekt og bliver vrede eller kede af det. Så de har brug for de der pauser, og de skal blive gode til selv at mærke det”, siger en lærer i klassen.

Kommunernes intention med mellemformer

Langt de fleste af kommunerne ønsker at udvikle almenskolen, så der bliver mindre behov for at udskille elever fra folkeskolerne til specialundervisning.

”De fleste kommuner ønsker også at udvikle specialundervisningsformer, hvor eleverne bevarer tilknytningen til almenskolen, fx med henblik på at de bevarer tilknytning til deres jævnaldrende kammerater og klassen samt fortsat spejler sig i almenområdet”, står der i kortlægningen.

Lidt over halvdelen af kommunerne angiver, at de gerne vil understøtte faglig sparring mellem fagprofessionelle med fokus på henholdsvis almenundervisning og specialundervisning.

En anden ting, der peges på, at mellemformer giver en mulighed for at skabe et undervisningsmiljø, hvor medarbejdere har specifikke specialpædagogiske kompetencer, og hvo der er færre elever og få, kendte voksne.