Mange af landets kommuner jagter fleksible løsninger til elever med særlige behov, og begrebet mellemformer griber om sig.

Men i visse tilfælde bevæger skoler og kommuner sig på et knivsæg i forhold til lovgivningen, konstaterer Klagenævnet for Specialundervisning i sin årsrapport for 2021.

Her er fleksible tilbud et af de områder, klagenævnet sætter særligt fokus på.

”Klagenævnet for Specialundervisning har i 2021 set en tendens til, at flere kommuner på forskellig vis arbejder på at finde mere fleksible løsninger, som giver mulighed for at etablere et særligt undervisningstilbud tæt på det almene miljø, men uden for den kategorisering af specialundervisningstilbud, som er beskrevet i folkeskoleloven”, lyder det i årsrapporten.

Støtte veksles til undervisning på små hold

Klagenævnet har set eksempler på, at eleven er visiteret til specialundervisning i form af støtte i mindst ni timer i almenklassen, men undervisningen foregår uden for almenklassen i et tilbud, som har mere karakter af en specialklasse.

Det går ikke.

”Efter folkeskoleloven skal elever, der gives specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, være knyttet til enten en almindelig klasse eller en specialklasse, som kan være placeret på en almindelig folkeskole eller på en specialskole”, skriver klagenævnet.

Det fremgår også af loven, at elever undervises i en klasse, og at det skal tilstræbes, at den enkelte klasse kan bevares samlet på de følgende klassetrin.

”Undervisning af elever på et lille hold – på fuld tid eller i den overvejende del af tiden – er ikke i overensstemmelse med principperne om klassedannelse og efter omstændighederne også i strid med reglerne om holddannelse, med mindre tilbuddet er kategoriseret som en specialklasse”, sammenfatter klagenævnet.

Elev stort set afskåret fra sin almenklasse

I årsrapporten giver klagenævnet et eksempel med en elev i 8. klasse med generelle indlæringsvanskeligheder og ordblindhed. Eleven havde store faglige problemer i alle fag og havde vanskeligt ved at modtage beskeder, huske tidligere indlært viden og arbejde selvstændigt. Eleven havde behov for tæt støtte i alle indlæringssituationer og guidning i sociale sammenhænge.

Eleven havde stort set alle sine timer på et lille hold afskåret fra almenklassen og var kun tilknyttet sin almenklasse i ganske få timer om ugen. På det lille hold var undervisningen og skoledagen tilrettelagt med en høj grad af struktur, forudsigelighed, brug af visualisering og mulighed for tæt voksenkontakt. Undervisningsmaterialet var individuelt tilrettelagt, og der blev arbejdet indgående med elevernes sociale og personlige færdigheder.

Skolen havde tildelt eleven specialundervisning i form af støtte i 28 undervisningstimer ugentligt og begrundede afgørelsen med, at eleven fortsat ville modtage størstedelen af sin undervisning på det lille hold.

Elev havde brug for 'rigtig' specialundervisning

Forældrene klagede, da de ønskede, at deres barn blev visiteret til et mere specialiseret tilbud.

Klagenævnet gav dem medhold. Nævnet vurderede, at eleven havde behov for at være i et specialundervisningstilbud, hvor undervisningen kunne tilrettelægges individuelt i forhold til at imødekomme elevens vanskeligheder og behov, og hvor eleven kunne modtage kontinuerlig støtte gennem hele skoledagen.

”Nævnet tog ved afgørelsen stilling til, hvorvidt eleven kunne tilgodeses med den tildelte støtte i almenklassen under forudsætning af, at reglerne om holddannelse blev overholdt. Det var ikke tilfældet, da elevens undervisningsbehov tydeligt fordrede specialundervisning svarende til specialklasse i hele undervisningstiden”, skriver klagenævnet.

At tilbuddet til eleven mindede om en specialklasse, fik ikke klagenævnet til at stadfæste skolens afgørelse.

”Eleverne i en klasse undervises samlet, når klassens elever arbejder under fælles ledelse frem mod fælles undervisningsmål”, skriver klagenævnet.

Holdundervisning kan være en farbar vej

Klagenævnet tager stilling fra sag til sag, og et eksempel med en anden elev viser, at det er muligt at organisere undervisningen i hold under visse betingelser. Men det er vigtigt, at eleverne oplever stamklassen som det sociale og faglige fundament, og at der er sammenhæng med undervisningen i stamklassen.

Årsrapportens eksempel handler om en elev i 0. klasse. Eleven havde gået i almindelig børnehave og var inden for det sidste år blevet diagnosticeret med autisme. I det sidste halve år af sin børnehavetid var eleven blevet tildelt 15 timers støtte. Eleven ville gerne deltage i aktiviteter og leg med de andre børn, men havde vanskeligheder i forhold til sprog og kommunikation og havde brug for støtte til at indgå i det sociale samspil.

Eleven var meget interesseret i førskoleaktiviteter og kunne koncentrere sig og blive i en aktivitet ved konkrete opgaver. Kommunen besluttede derfor at tildele eleven specialundervisning i form af støtte i almenklassen i 25 undervisningstimer om ugen.

Eleven fik undervisning til sit behov

Det konkrete tilbud til eleven var undervisning på et lille hold med fem andre elever i samtlige timer. Undervisningen skulle foregå parallelt med undervisningen i stamklassen, og hvis det med tiden blev vurderet relevant, kunne eleven deltage i stamklassen i udvalgte sammenhænge.

Forældrene klagede, da de ønskede, at deres barn blev visiteret til en specialskole.

Klagenævnet ændrede dog ikke afgørelsen, da nævnet vurderede, at elevens undervisningsbehov kunne imødekommes med den tildelte støtte i almenklassen.

”Nævnet vurderede, at der med de tildelte støttetimer var mulighed for at arbejde målrettet med elevens sproglige og sociale udvikling samt faglige læring i den lille gruppe og i stamklassen med støtte (…) Det var således nævnets vurdering, at elevens undervisningsbehov kunne tilgodeses med den tildelte støtte i almenklassen - også når reglerne om holddannelse med videre blev overholdt”, uddyber årsrapporten.

Klagenævnet gør samtidig opmærksom på, at der ikke er selvstændig klageadgang til klagenævnet for så vidt angår en skoleleders beslutninger om holddannelse.