Nationalt Videncenter for Læsning har stået i spidsen for projektet, hvor man har afprøvet to metoder til at lære 13 til 17-årige elever med generelle indlæringsvanskeligheder eller autisme, hvordan de går til en tekst for at forstå indholdet.

Begge metoder er afprøvet i grupper med en lærer og cirka fire elever. Lærer og elever har over en periode gennemført strukturerede samtaler om i alt 16 korte tekster, som især er hentet i aviser.

Hver samtale varer cirka 20 minutter. I begyndelsen er læreren den styrende kraft, men efterhånden som forløbet skrider frem, overtager eleverne gradvist ansvaret for tekstsamtalen.

Metoderne viste sig at være lige effektive

Den ene metode kaldes læserollemetoden, fordi eleverne lærer at indtage forskellige roller, når de læser teksten: Forudsige, stille spørgsmål, afklare og opsummere.

Den anden metode kaldes stil-spørgsmål-metoden, fordi den sætter fokus på at udvikle elevernes forudsætninger for både at kunne besvare og stille spørgsmål til teksten på flere niveauer: Finde konkrete informationer på linjen, kombinere informationer fra flere steder i teksten, inferere og reflektere.

De to metoder viste sig at være lige effektive.

Signifikant fremgang i elevernes lytteforståelse

Eleverne med autisme havde en signifikant fremgang i både lytte- og læseforståelse, altså henholdsvis forståelse af indholdet i en fortalt tekst og af indholdet i en selvstændigt læst tekst.

For elever med generelle indlæringsvanskeligheder viste projektet signifikant fremgang i identifikation af ord og lytteforståelse.

"Metoderne virker af to grunde. For det første bygger de på struktur og tydelighed, og det fremmer altid læringen. For det andet er metoderne enkle at gå til for lærerne. Dertil kommer at metoderne bygger på principperne fra den reciprokke undervisning, som flere studier har vist fungerer", siger projektleder Lis Pøhler.

Et ord kan have flere betydninger

Metoderne lærer eleverne at stille spørgsmål og at undre sig.

"Det afgørende er ikke, hvilke spørgsmål eleverne stiller, men at de får handleanvisninger på, hvordan de kan stille spørgsmål. De lærer at gå i dybden med en tekst og nærlæse den, og de får redskaber til både at gå tæt på enkelte ord i en kontekst og til at forstå den samlede tekst", fortæller Lis Pøhler.

En af teksterne handler om Amanda, som er europæisk mester i kørestol og bruger sine dage til studier og træning. Da læreren spørger, hvad det betyder, svarer eleverne, at der er tale om et musikstudie.

"De har ikke tænkt, at det handlede om at studere. De forstår ordet, men ikke i sammenhængen. Det fører til en snak om, at ordet kan have flere betydninger. Det er ikke vigtigt, at eleverne lige netop lærer ordet studie at kende, men at de får erfaring med at stoppe op og undre sig, når et ord ikke umiddelbart giver mening for dem".

Eleverne kan huske, hvad de skal gøre

Elevernes udvikling blev målt med almene læseprøver og ikke med prøver, som er designet direkte til at måle de kompetencer, projektet skulle fremme, for eksempel evnen til at stille spørgsmål til en tekst. Derfor kan Lis Pøhler ikke sige, om metoderne er bedre til at fremme elevernes tekstforståelse end dem, lærerne brugte i forvejen. Men lærerne er overbeviste om, at metoderne fra projektet har gjort en forskel, og det er Lis Pøhler også selv.

"Når jeg var til stede under en samtale, var jeg ikke i tvivl om, at eleverne flyttede sig. Mange blomstrede helt vildt op, og eleverne kunne lide de 20 minutter i samtalegrupperne. Nogle lærere har taget undervisningen op igen efter nogle måneder, og de siger, at eleverne kan huske, hvad de skal gøre, så de har både lært og overlært det", siger hun.

Metoderne kan også give  elever i almenskolen et boost

Lis Pøhler tøver ikke med at anbefale andre lærere at bruge de to metoder. Det gælder også lærere i almenskolen, som har elever, der trænger til træning i tekstforståelse

"Det er en velegnet kursusform til udvalgte elever, som har brug for et boost i deres tekstforståelse. 16 gange 20 minutter er en hurtig måde at træne dem på, og de behøver ikke være på samme niveau for at sidde i gruppe sammen", siger Lis Pøhler.

Metoderne kan bruges på alle klassetrin. Det handler blot om at tilpasse teksterne. Læreren skal dog være sprogligt dygtig for at stå i spidsen for en samtalegruppe.

"Vi kan se på videoerne fra projektet, at det kræver en lærer, som kan fange de små nuancer i luften som fx i teksten med studier. Det er også vigtigt, at for eksempel en læsevejleder sætter sig grundigt ind i metoderne, underviser læreren i dem og tager med de første gange og hjælper læreren med at holde fokus på teksten. Der er lagt op til, at eleverne selv skal snakke, og de kan hurtigt ryge ud af en tangent, så læreren skal hjælpe dem med at holde fokus på teksten", siger Lis Pøhler.

Læsevejledere kan lære metoderne ved at læse rapporten

En læsevejleder kan ved hjælp af projektrapporten og dens bilag selv læse sig til, hvad man anvender metoderne, vurderer Lis Pøhler. Men det er ikke det samme som, at læsevejlederen selv kan stå for de strukturerede samtaler, for der er mange ting i spil i en gruppe.

"Lærerne i projektet var overraskede over, hvad de så i videoerne. For eksempel at elev fulgte med, selv om hun lignede en, der sad og sov. Den slags kan en læsevejleder hjælpe læreren med at få øje på", siger Lis Pøhler.

Du finder projektrapporten og bilag med tekster og samtalebeskrivelser via linkene til højre for artiklen.