I slutningen af halvfjerdserne kom tre unge lærere til Tjørnegårdskolen i Roskilde. I løbet af dette skoleår forlader de folkeskolen for at gå på efterløn.

Her følger en reflekteret rejse med skiftende udsigt fra passagersædet på en tur, der har ført tre lærere gennem blodbanerne på en foranderlig folkeskole.

En anderledes skole

»Tjørnegårdskolen var egentlig tænkt som en åbenplanskole. Derfor er den lidt speciel. Vi modererede så begrebet til storrum meget hurtigt og byggede vægge alle vegne i løbet af de første 10-15 år«, fortæller Thorkel Hyllested. Han begyndte som lærer på skolen i 1976. Dengang bestod en halv bygning af nogle skabe og fire klasser med 80 børn. Han husker det sådan, at der egentlig ikke rigtig var nogen, der troede på åbenplanpædagogikken.

»Det er jo heller ikke fornuftigt at lade folk koncentrere sig i et åbent landskab, for hvis du virkelig skal koncentrere dig, sætter du dig jo heller ikke midt på hovedbanegården for at tænke«, siger han og smiler skævt.

Han husker, at skolen havde et slogan om at være både lærested og værested. Hele barnet var en opgave, og der skulle ikke bare fokuseres på den højre hjernehalvdel.

»Vi lagde lige så meget vægt på at udvikle de sociale kompetencer som de faglige«.

Han mener, det hænger sammen med, at Tjørnegårdskolen var en værre »barylerskole«.

»Vi ville gerne have, at børnene også følte, det var deres skole. Både i form af et værested og i forhold til at have medbestemmelse«.

I 80'erne var han stolt af, at der i skoledistriktet på trods af høj kriminalitet ikke blev begået hærværk på skolen.

»Det foregik i den anden ende af byen. De fine kvarterer«, siger han.

Tjørnegårdskolen har altid været i udvikling. Det er de alle tre enige om, og det er en af hovedårsagerne til, at de er blevet på den gennem alle de år. Skolen var ung, da de kom, og det gav dem mulighed for at være med til at præge den. De har elsket deres lærergerning, på trods af at forandringer ikke altid har været til det bedre. Men for det meste var de det dog.

»I 90'erne fik vi et chok, da en ny viceinspektør mente, at kunden altid havde ret. Men det hænger jo ikke sammen at skulle opfatte elever og forældre som kunder«, tænkte Kirsten Olesen. Hun kom selv til skolen i 1978. Året efter kollegaen Margit Vanting.

Læseplaner og fællesmål

»I dag har mange forældre den holdning, at skolen er en vare, som de har ret til, og at der kan bestilles stort set hvad som helst. Altså fuld service«, fortæller Thorkel Hyllested. En del af den service bærer navne som differentiering og individualisering.

»Og skolen er uden tvivl blevet mere topstyret«, siger han.

»Det er demotiverende, for det, der motiverer os, er jo indflydelse på hverdagen. Mulighed for selv at kunne tilrettelægge den, tage ansvar og gennemføre den på børnenes, forældrenes og vores egne præmisser«. Han mener, det er gået op i Pisa og nationale test.

»Ja, og skoledebatten er druknet i ræset efter at være blandt toppen i Pisa«, siger Margit Vanting. Et ræs, der har kostet skolen en del af dens demokratiske ånd. Margit Vanting ser ikke faglighed, god trivsel og demokratisk dannelse som modsætninger. Men hun mener, at de ofte bliver gjort til det.

»Vi er jo ikke modstandere af, at børn bliver fagligt dygtige. I Roskilde har vi i mange år været stolte af at have væsentligt flere undervisningstimer end minimumstimetallet. I dag er vi på minimumstimetallet, og derfor er der jo langt mindre tid til at lave både det helhedsorienterede og det individuelle«, siger Thorkel Hyllested.

Før i tiden blev årsplanerne lavet ud fra de vejledende læseplaner.

»Dem brugte vi altid«, husker Margit Vanting. I dag hedder rettesnoren Fælles Mål.

»De vejledende læseplaner var ikke lige så politisk inficerede, som Fælles Mål er i dag. De har en agenda, der går ud på at få det danske opprioriteret og alt andet nedprioriteret«, fortæller Thorkel Hyllested.

I dag støder Margit Vanting oftere på børn, som tænker mere på sig selv end på fællesskabet.

»De tænker, hvis bare jeg kan klare det, så er det fint. Så som lærer skal du arbejde meget mere med klassefællesskabet i dag. Der er flere børn, som bliver båret frem individuelt. Men det er jo i fællesskabet og i dialogen, vi lærer. Relationer rykker«, siger hun.

»Ja, der er nogle forældre, som synes, deres egen lille pusling skal komme forud for alt andet. Også den sociale sammenhæng, de er en del af«, kommenterer Kirsten Olesen.

Kulturdynamo

Der var engang, hvor Margit Vanting med stolthed i stemmen svarede, at hun var lærer, når nogen i et festligt lag spurgte til hendes arbejde. Det spørgsmål går hun gerne uden om i dag, selvom hun stadig er stolt af at være lærer på Tjørnegårdskolen. I dag bliver hun ofte konfronteret med menigmands og ikke mindst mediernes svadaer om, at lærerne ikke bestiller noget, at de ikke lærer eleverne nok, og at det alt i alt står dårligt til med folkeskolen.

»Ja, eller du får en anekdote om et overgreb fra en lærer fra vedkommendes egen skoletid, for det var jo første gang i deres liv, at de stødte på autoriteter. Jeg synes sgu altid, vi har været udskældt, men det er da nok blevet værre«, mener Thorkel Hyllested.

For lokalområdet har Tjørnegårdskolen spillet en stor rolle, tilføjer Thorkel Hyllested, der husker, hvordan han selv brugte resurser på at sætte ting i gang og udvikle nærområdet.

»Vi havde blandt andet en skide god klub, og vi deltog i kvarterets årlige sommerfester«. I dag er rollen krympet, og det tror han skyldes to ting.

»Det kørte jo på ildhu og engagement. Dengang i starten fik vi vores grundløn, og så arbejdede vi, indtil vi ikke kunne klare mere«, griner han. Der mangler simpelthen tid i dag, og hverdagen klemmer hårdt på en nyuddannet lærer.

»Hvis jeg foreslår, at vi tager en uge ud af kalenderen og bruger den på lokalområdet, vil kollegerne jo kigge på mig, som om jeg er åndssvag«. Før i tiden var der ikke lige så mange krav oppefra, i forhold til hvad eleverne skulle igennem, mener Margit Vanting. Derfor var der større frirum til fælles at vælge interesseområder og til at arbejde med lokalsamfundet.

Også det sociale liv fyldte mere i skolebilledet.

»Det lærersamarbejde, vi havde i vores storrum, var en kæmpe del af vores liv. Og sammen holdt hele lærerkollegiet nogle rigtig gode fester og spændende pædagogiske weekender, hvor der foregik alt muligt, både fagligt og socialt«, husker Kirsten Olesen.

»Og vinterferierne holdt vi også sammen«, supplerer Margit Vanting. »Der var jo næsten ikke det, vi ikke gjorde sammen«. For Thorkel Hyllested blev det endda en overgang for meget. Han oplevede, at han havde svært ved at sætte grænser i en periode. Da han havde været på skolen i fem år, syntes han lige pludselig, at det var på tide at passe bedre på sig selv, for han lod sig opsluge af stedet. Hele tiden, fremkalder han.

Fællesskabet kræver meget

»Det er svært for mig at sige, om jeg savner fællesskabsånden, for jeg er jo også blevet ældre. Lige nu, som jeg sidder her, er jeg egentlig glad for, at der ikke er så meget gang i den her skole, for så ville det kræve enormt meget mere af mig«, siger Thorkel Hyllested.

At den skrumpende fællesfølelse skulle have frataget Margit Vanting noget af hendes entusiasme, oplever hun ikke, men den er blevet anderledes.

»Jeg er stadigvæk glad for min arbejdsplads og stolt af den. Der har altid været udfordringer og masser af muligheder, men nu søger jeg dem ikke så meget mere. Dog er jeg ikke spor i tvivl om, at resten af mine kolleger gør det«. Kirsten Olesen er enig.

»Jeg tror også, at jeg altid har været stolt af min skole. Jeg tager ud og underviser andre lærere i mange af de ting, vi laver her på Tjørnegårdskolen. Her har vi altid haft gode muligheder for udvikling og for at gå nye veje. I halvfjerdserne prøvede vi alt muligt af. Dengang var der nogle børn, jeg kunne have lyst til at tage med hjem i lommen. De gjorde indtryk, og jeg tænkte en del over, hvordan de havde det. Det gav noget at være så engageret i de små pus. Men det har ændret sig, og der er opstået en distance, så engagementet i det enkelte barn er blevet mindre. Jeg tror, det skyldes alderen. Du kan jo ikke holde til at være så optaget af det i længden«, siger hun.

»Tror du ikke også, det måske skyldes dit arbejdsområde?« spørger Margit Vanting sin kollega. »Når jeg tænker på mig selv, synes jeg ikke, at jeg er mindre engageret i eleverne. Jeg arbejder stadigvæk i et årgangsteam. Din funktion i dag gør, at du er sammen med børnene i kortere intervaller, men til gengæld har berøring med mange. Hos mig kommer de i hvert fald helt ind i hjertekulen, og der er da stadig enkelte, som jeg kunne have lyst til at tage med hjem«, fortæller hun.

Formålet er det samme

Begge mener de, at det stadig er de samme værdier og muligheder, der driver unge lærere i dag. De vil gerne gøre en forskel for eleverne.

»Det er jeg sikker på«, siger Kirsten Olesen. Forleden mødte hun en gammel elev, der nu er forælder på skolen. Han skiftede i sin tid over til hendes klasse, og så stod de og talte om, hvorfor hans oplevelser i hendes klasse havde været anderledes.

»Han fortalte mig, at det var, fordi jeg kunne lytte til ham. Det var jo vidunderligt at høre, for det er en af de ting, jeg virkelig har bestræbt mig på at gøre. Holde øjne og ører åbne, så det er muligt at lytte og forstå, hvad eleverne giver udtryk for«.

»Måske glemmer kollegerne os hurtigt«, siger Margit Vanting med et glimt i øjet.

»Men jeg vil gerne have, at de husker mig for at have været med til at udvikle Tjørnegårdskolen til den institution, den er i dag. Ikke mindst i forhold til elevdemokrati«. Og eleverne skulle gerne huske hende for en skoletid, der var varm, sjov og udfordrende, hvor de stod på tæer for sammen at opnå det bedste resultat.

Alle tre er de enige om, at deres lange lærerliv på Tjørnegårdskolen har været givende, udviklende og udfordrende. Men de oplever, at de seneste års udvikling har været hæmmende for selvforvaltningen, engagementet, den demokratiske ånd og daglige arbejdsglæde.

Thorkel Hyllested

I 1976 begynder Thorkel Hyllested som lærer på Tjørnegårdskolen i Roskilde. Forinden har han forsøgt sig på universitetet, men her faldt det ham svært at falde for det »kolde og grimme« miljø. Han kunne simpelthen ikke overleve i det. Gennem et årsvikariat som student på sin gamle skole fandt han ud af, at han godt kunne lide at have med børn at gøre. Derfor blev han lærer.

Margit Vanting

I 1977 slutter Margit Vanting sig også til lærerstaben på Tjørnegårdskolen. Hendes vej til skolen er helt tilfældig. Hun blev student i Holbæk, fandt sin mand i samme by og et seminarium lige rundt om hjørnet. Det var oplagt at prøve det, tænkte Margit, og så endte hun med at blive virkelig glad for faget.

Kirsten Kold Olesen

Kirsten Kold Olesen kom til skolen i 1978, og ligesom Thorkel var hun også forbi universitetet. Heller ikke med held, for igen gjorde det kolde studiemiljø udslaget. Lærerarven fra sine forældre, søster, onkel og moster trak også mod folkeskolen.

»Vi ville gerne have, at børnene også følte, det var deres skole. Både i form af et værested og i forhold til at have medbestemmelse«. Thorkel Hyllested»Som lærer skal du arbejde meget mere med klassefællesskabet i dag. Der er flere børn, som bliver båret frem individuelt. Men det er jo i fællesskabet og i dialogen, vi lærer. Relationer rykker«. Margit Vanting»I 90'erne fik vi et chok, da en ny viceinspektør mente, at kunden altid havde ret. Men det hænger jo ikke sammen at skulle opfatte elever og forældre som kunder«. Kirsten Kold Olesen