Uddannelsesgabet: 
Magtforholdet mellem lærere og forældre er forskudt

Lærerne er blevet relativt dårligere uddannet gennem årene, mener Lars Trier Mogensen. Ikke fordi kvaliteten af læreruddannelsen er styrtdykket, men fordi den har bibeholdt samme niveau, mens det resterende samfund er blevet bedre uddannet.

Offentliggjort

Artikelserie: Lærerne har tabtstatus

Folkeskolen har fået samfundsdebattør Lars Trier Mogensen til atgive sit bud på lærernes position i samfundet anno 2017. I en nyartikelserie svarer han på spørgsmålet: Hvorfor er det så svært forlærerne at få politisk ørenlyd? Han peger på fem opbrud iskolen.

Det er videnssamfundets store paradoks: Vi hylder viden, og viønsker at skabe den bedst uddannede generation i historien - mende, der skal skabe fundamentet for denne ambition, har mistet deresstatus«.

Samfundsdebattør og chefredaktør Lars Trier Mogensen er bekymretfor folkeskolen. Lærerne taler ikke med samme myndighed somtidligere, og det svækker lærerprofessionens indflydelse på egetfag og udviklingen i folkeskolen.

»Grundlæggende må man konstatere, at der er sket et statusfaldfor folkeskolelærerne, der gør, at de har mistet autoritet bådeudadtil i samfundet og indadtil ved katederet over for børnene. Deter en dobbelt klemme, som lærerne er havnet i over relativt få år«,mener Lars Trier Mogensen.

Han tilskriver udviklingen alt fra forringede arbejdsvilkår tilskiftende regeringers forskellige styringsidealer. Men modsatopfattelsen på mange lærerværelser ser han ikke statustabet som enkonsekvens af folkeskolereformen. Faktisk forholder det sig ligeomvendt, mener Lars Trier Mogensen.

»Lovindgrebet gjorde det tydeligt, at lærerne simpelthen ikkehavde den fornødne opbakning bredt i befolkningen til at kunne ståimod reformen. Vælgerne var blevet lydhøre over for argumentet om,at lærerne havde været forkælede. Man kan sige, at embedsværket ogpolitikerne udnyttede lærernes statustab til at stramme skruen medfolkeskolereformen«.

Ifølge Lars Trier Mogensen hænger lærernes smuldrende status isamfundet sammen med fem samfundsopbrud: 


1. Uddannelsesgabet

2. Standardiseringen

3. Autoritetsfaldet

4. Disciplinkrisen

5. Forbrugermentaliteten.


I de kommende blade uddyber Lars Trier Mogensen de fem opbrud ogderes konsekvenser for lærerne, og Folkeskolen lader en eksperteller lærer med viden og erfaring inden for det respektive emnekommentere på hans analyse. 

LARS TRIER MOGENSEN

• Kandidat i statskundskab, Københavns Universitet.

• Udlandsredaktør for dagbladet Information 1998-2002.

• Debatredaktør på dagbladet Politiken indtil 2013.

• Chefredaktør på mobilmagasinet Føljeton siden 2015.

• Vært på programmet »Det Røde Felt« på Radio24syv.

• Fast kommentator i det politiske tv-program »Jersild minusSpin« på DR2.

• Tre børn - to i folkeskolen og et barn i gymnasiet.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sammenligner man Danmark med andre lande - og det gør man i dag i uddannelsesbureaukratiet - så har vi en af de få læreruddannelser, som ikke er koblet op på en akademisk overbygning. I andre lande er læreruddannelsen typisk et pædagogisk supplement til et universitetsfag«, siger Lars Trier Mogensen.

Historisk set gav den danske opbygning af læreruddannelserne god mening i forhold til den højskolebevægelse og grundtvigianisme, som det danske skolesystem er rundet af. Men da politikerne begyndte at sammenligne det danske skolevæsen med lande som Singapore og Finland og strømline skolesystemet efter internationale konkurrencestandarder, kom læreruddannelsen i klemme:

»I den proces tror jeg, man har ladet mange værdier glide ud med badevandet ved helt panisk og desperat at lave alle mulige reformer, som i konkurrencestatens navn har forsøgt at kopiere, hvad man har gjort andre steder, i stedet for at turde udvikle og udbygge de bærende principper, der kendetegnede den danske læreruddannelse. Altså ideen om læreren som en myndig person, der var dannet og borger i samfundet, som også kunne forholde sig til den samtid, hun levede i, og som kunne give dette videre til børnene«.

De seneste års karakterkrav og kvalitetsreformer, som læreruddannelsen har gennemgået, har desværre ikke hjulpet på problemet, mener Lars Trier Mogensen.

»På trods af at læreruddannelserne har været udsat for et uharmonisk bombardement af reformer, og at hver årgang nærmest har fået hver sin egen nye reform, så må man bare konstatere, at det ikke rigtig er lykkedes at få det statusløft, som man har oplevet med andre fag«.

Lars Trier Mogensen understreger, at det er væsentligt at påpege, at der er tale om et relativt kvalitetsdyk, for lærerne er formelt set ikke blevet ringere uddannet: »Det er simpelthen bare, fordi de efterhånden klarer sig dårligt målt i forhold til resten af samfundet«.

Den gode lærer tager på universitetet

Konsekvensen er en læreruddannelse, som sakker bagud på det akademiske niveau i forhold til resten af samfundet, og som samtidig har tabt mange af de kvaliteter, der kendetegnede den danske lærer som myndig autoritet. Det svækker lærerens position i samfundet, argumenterer Lars Trier Mogensen.

Risikoen er en læreruddannelse, som taber anseelse, og hvor de potentielt dygtige lærere i stedet vælger at tage en universitetsuddannelse.

»Hele den proces, der har været med akademiseringen af uddannelsessystemet, gør, at mange i dag søger ind på universitetsuddannelserne og på mange af de humanistiske fag, som minder mest om læreruddannelserne«, siger han og fortsætter:

»Der får man det mærkelige paradoks, at disse personer måske ender med at være arbejdsløse magistre, mens man oplever, at nogle af dem, som er gået ind på læreruddannelserne, ikke har samme faglige niveau, fordi universiteterne har opsuget de bedste rekrutter. Det er derfor min påstand, at vi befinder os i en situation, hvor de lærere, der bliver uddannet i dag, ikke ligger lige så højt rent kundskabsmæssigt, som de tidligere gjorde«.

Holder opbruddets præmis? »Læreruddannelsen er blevet et politisk projekt« 

»Hvis man tog generationen af lærere fra tresserne, som nu står over for at skulle på pension, og skød dem frem i en tidsraket, så ville de i dag vælge universitetet. Læreruddannelserne ville have stor gavn af, at der ikke var et lige så stort optag på de humanistiske universitetsuddannelser, som det er tilfældet i dag«.

Magtspillet vendt på hovedet

Læreruddannelsen er således blevet udfordret af en kortsigtet reformpanik, et voksende universitetsoptag og et generelt uddannelsesløft af resten af samfundet, mener Lars Trier Mogensen.

»Det skaber det grundlæggende opbrud, hvor vi går fra en situation, hvor lærerne har været bedre uddannet end forældrene, til en situation, hvor de pludselig er gennemsnitligt på niveau med - eller ovenikøbet kortere uddannet - end forældrene. Det ændrer jo fuldstændig magtspillet mellem forældrene og lærerne som en autoritet i forhold til at sætte rammerne og kriterierne for undervisningen«.

Fortsætter uddannelsesgabet, risikerer vi en situation, hvor den tilbageværende gruppe, man faktisk kan få ind på læreruddannelsen, ender med ikke at have niveau til at kunne bestå eksaminerne.

»I en verden, hvor man har accepteret præmissen om, at de faglige krav år for år skrues op, kan man ende med ikke at kunne uddanne de lærere, som man kan rekruttere«.

Men det skrækscenarie tror Lars Trier Mogensen ikke selv på: »Modsætningen til denne udvikling vil være, at universitetsuddannede bliver omskolet, så der kommer flere meritlærere. Så det er ikke, fordi skolerne vil forsvinde, men den nuværende læreruddannelse kan godt risikere at bryde sammen under sig selv«.