Folkeskolen har fået samfundsdebattør Lars Trier Mogensen til atgive sit bud på lærernes position i samfundet anno 2017. I en nyartikelserie svarer han på spørgsmålet: Hvorfor er det så svært forlærerne at få politisk ørenlyd? Han peger på fem opbrud iskolen.
Det er videnssamfundets store paradoks: Vi hylder viden, og viønsker at skabe den bedst uddannede generation i historien - mende, der skal skabe fundamentet for denne ambition, har mistet deresstatus«.
Samfundsdebattør og chefredaktør Lars Trier Mogensen er bekymretfor folkeskolen. Lærerne taler ikke med samme myndighed somtidligere, og det svækker lærerprofessionens indflydelse på egetfag og udviklingen i folkeskolen.
»Grundlæggende må man konstatere, at der er sket et statusfaldfor folkeskolelærerne, der gør, at de har mistet autoritet bådeudadtil i samfundet og indadtil ved katederet over for børnene. Deter en dobbelt klemme, som lærerne er havnet i over relativt få år«,mener Lars Trier Mogensen.
Han tilskriver udviklingen alt fra forringede arbejdsvilkår tilskiftende regeringers forskellige styringsidealer. Men modsatopfattelsen på mange lærerværelser ser han ikke statustabet som enkonsekvens af folkeskolereformen. Faktisk forholder det sig ligeomvendt, mener Lars Trier Mogensen.
»Lovindgrebet gjorde det tydeligt, at lærerne simpelthen ikkehavde den fornødne opbakning bredt i befolkningen til at kunne ståimod reformen. Vælgerne var blevet lydhøre over for argumentet om,at lærerne havde været forkælede. Man kan sige, at embedsværket ogpolitikerne udnyttede lærernes statustab til at stramme skruen medfolkeskolereformen«.
Ifølge Lars Trier Mogensen hænger lærernes smuldrende status isamfundet sammen med fem samfundsopbrud:
1. Uddannelsesgabet
2. Standardiseringen
3. Autoritetsfaldet
4. Disciplinkrisen
5. Forbrugermentaliteten.
I de kommende blade uddyber Lars Trier Mogensen de fem opbrud ogderes konsekvenser for lærerne, og Folkeskolen lader en eksperteller lærer med viden og erfaring inden for det respektive emnekommentere på hans analyse.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
At forældrene har overhalet lærernes uddannelsesniveau, er ikke noget nyt. Det er en udvikling, som er sket over de sidste mange år. Det er rigtignok blevet mere legitimt for forældrene at kritisere læreren end før i tiden, men er det en konsekvens af uddannelsens længde?«
Alexander von Oettingen fortæller, at omkring 1980 blev den tyske læreruddannelse udvidet til at være en universitetsuddannelse, men lærernes status blev ikke forbedret.
»Man bruger stadig formuleringen 'Lærerne har ret om formiddagen og fri om eftermiddagen', hvilket henviser til den gængse opfattelse, at den tyske lærer kun arbejder halvdelen af tiden. Så en akademisk overbygning er ikke nødvendigvis en løsning på lærernes statusproblem«, siger han og fremfører, at hvis man endelig skulle have læreruddannelsen ind på universitetet, ville den positive virkning måske være, at uddannelsen fjernede sig mere fra den dagspolitiske indflydelse.
»Jeg er enig i, at læreruddannelsen er blevet et politisk projekt, og det er et problem. I andre lande er læreruddannelsen langt mere løsrevet fra den politiske arena«.
Annonce:
Noget er gået tabt
»Hvis du spørger mig, om læreren i dag er dårligere end for ti år siden, vil jeg faktisk svare nej. Læreren er blevet en langt bedre didaktiker, som har mere styr på klasseledelse og pædagogik end før i tiden. Men hvis vi godtager præmissen om, at lærerens myndighed bygger på en kulturel habitus, så har Lars Trier Mogensen ret i, at noget er gået tabt«, medgiver Alexander von Oettingen.
De sidste ti år har markeret overgangen mellem to forskellige typer uddannelsesfilosofier. Før i tiden brugte man inputstyring, hvor man stillede det grundlæggende spørgsmål: »Hvad skal der ind i klassen?« Nu kører man efter outputstyring: »Hvad skal de have ud af det?«
»Jeg er enig i pointen om, at mange universitetsstuderende kunne blive enormt dygtige lærere. Jeg har selv haft fornøjelsen af at undervise mange, som indledningsvist fravalgte læreruddannelsen, men genfandt deres oprindelige interesse for lærergerningen. Der er nok nogen, der har følt sig presset til at gå universitetsvejen og fravalgt lærervejen, og det er en skam«.
Annonce:
»Men jeg er ikke sikker på, at man som konsekvens deraf bør indføre et loft på universitetsuddannelserne. Det er en knap, man kan skrue på, men man risikerer at få studerende på læreruddannelserne, der faktisk helst ville have været på universitetet, og det er ikke godt for det faglige eller sociale miljø«.
Undervurderer løfteevnen
»Jeg tror ikke på, at læreruddannelsen går til grunde, fordi de studerende med tiden ikke kan gennemføre eksaminerne. Jeg har mødt mange mennesker på læreruddannelsen, hvor jeg tænkte: 'For pokker, hvor er de i udgangspunktet svage', men efter fire år var de uddannet og dygtige. Her tror jeg, Lars Trier Mogensen undervurderer læreruddannelsens løfteevne i sit risikoscenarie«, siger Alexander von Oettingen.
Han kan godt forestille sig et scenarie med flere meritlærere, men det scenarie er betinget af, hvordan arbejdsmarkedet udvikler sig, og hvordan jobsikkerheden ser ud, pointerer han. Jo lavere jobsikkerheden er for universitetsuddannede - jo flere vil vælge meritlæreruddannelsen.
Annonce:
»Samtidig kender vi ikke fremtidens uddannelsesdesign. Man kunne måske forestille sig et kortere uddannelsesforløb, hvor man bliver sendt hurtigt ud i arbejde et år eller to for så at komme tilbage på uddannelsen igen. Det er ikke sikkert, at den uddannelseslogik, vi har i dag, er holdbar i fremtiden«.
Lyset for enden af tunnelen
Hvis statussen for læreruddannelsen skal hæves, er der tre parter, som skal løfte et ansvar, mener Alexander von Oettingen:
• Politikerne skal holde op med at bedrive fagpolitik på læreruddannelsen.
Annonce:
• Professionshøjskolerne skal gribe i egen barm og spørge sig selv, om de gør det godt nok.
• Uddannelsesforskningen bør være langt mere bredt orienteret, end den er nu, i stedet for blot at ruste op på effektmåling.
Og måske er der en fjerde ansvarshaver: folkeskolen og kommunerne.
»Afspejler arbejdsforholdene for de danske lærere egentlig den respekt, som faget burde indgyde? Laver vi gode folkeskoler lokalt? Er vi glade for folkeskolen? Eller spænder vi dem for nogle vogne læsset med Ontario-modeller, der bare skal køres igennem?« spørger Alexander von Oettingen.
