Klasselæreren sidder ved U-bordet i 2.b med fem elever inden for tæt rækkevidde. Hun kan hjælpe dem med at læse og skrive enkeltvis eller i makkerpar.

Lige ved siden af denne gruppe sidder to elever i lyttezonen, hvor de bag skærmen hører oplæsning eller arbejder med klassens iPad. Ovre ved et mindre bord sidder to elever i pc-zonen med hver deres computer.

Foran klasselæreren er tre rækker af borde med elever spredt ud. Makkerpar, der læser for hinanden og hjælper hinanden med at skrive små tekster. Og i hjørnet ved et andet U-bord har en lærer tre elever i gang med at arbejde med de 120 mest brugte ord i dansk. De skriver på tavle og lægger mælkekapsler på de ord, de kender, på en stor billedramme på bordet. Det er nemlig gørezonen, hvor værkstedsundervisningen finder sted.

Her hos 2.b på Karensmindeskolen i Støvring findes »det inkluderende klasseværelse«. Det er cand.pæd.psych. Jan Soelberg fra Hjørring, der har været ophavsmand til møblerne og deres opstilling. 2.b er forsøgsklasse, og klasselærer Lene Gadegaard omtaler med et smil sin plads som »kommandocentralen«. Herfra kan hun overskue hele klassen, og ingen elever er lukket ude. Der er 21 elever i klassen.

»Tidligere rendte jeg ud og ind af klasseværelset og underviste en mindre gruppe ude på fællesarealet, mens den større gruppe arbejdede i klasseværelset. Nu er jeg inde i lokalet og synes, jeg har 45 minutters intensiv undervisning«, fortæller Lene Gadegaard.

»Jeg kan overskue alle og let se, hvis et par stykker ikke er i gang med at arbejde«.

U-bordet er vigtigst

At 2.b på Karensmindeskolen blev forsøgsklasse for »Det inkluderende klasseværelse«, var lidt en tilfældighed. Afdelingslederen var på skolemøbelmesse, og dér sad skolepsykologen med de møbler, han og møbelfirmaet Thorsø har udviklet. U-bordet gjorde straks afdelingsleder Elsebeth Buchhave Andersen interesseret.

Jan Soelberg har arbejdet med møblerne i flere år i Hjørring, hvor han er skolepsykolog. Sammen med pedellerne på et par skoler har han over nogle år snedkereret borde i spånplader, rettet til, udviklet og afprøvet. U-bordet er det vigtigste.

»Her kan læreren sidde og have én til én-kontakt med op til fem elever samtidig. Afstanden skal være omkring 64 centimeter, det er det ideelle«, fortæller han.

I Hjørring har han afprøvet U-bordet i en klasse med fire elever med ADHD-lignende adfærd, og her i Støvring havde Lene Gade­gaard sine udfordringer, da hun sidste år fik 1.-klassen med syv fagligt svage elever. I dag er der kun et par fagligt svage elever i klassen. Der er stadig en enorm faglig spredning, men det går meget bedre, synes hun.

»Jeg tænker indimellem på, hvordan det hele ville se ud, hvis vi ikke havde arbejdet med denne form og fået disse møbler«, siger Lene Gadegaard.

Hun meldte sig fluks, da afdelingslederen efterlyste en klasse til det inkluderende klasseværelse. Hun fik også en ekstra lærer i klassen i fem timer om ugen, da det stod klart, at klassen havde nogle store udfordringer.

Populær lyttezone

»Jeg kan bedst lide at sidde over i hjørnet, hvor man bliver dækket til, eller oppe hos Lene (klasselæreren, redaktionen). De steder er der ikke så meget larm, så man kan bedre koncentrere sig«, fortæller Rahand fra 2.b.

Hjørnet er lyttezonen, hvor to til fire elever kan sidde bag en skærm og lytte til oplæsning eller arbejde med iPad eller computer. Flere elever kan også lide at tegne dér. Når de sidder i lyttezonen, kan de se deres lærer, og hvis de strækker sig lidt, kan de se hele klassen. Princippet er nemlig, at de ikke er lukket ude af fællesskabet. Ingen må som udgangspunkt sidde alene, eleverne skal altid være mindst to i hver zone i klasseværelset.

»Det er rigtig fedt, at vi har computere og iPad. Det har de andre klasser ikke. Og så har vi nogle til at hjælpe os, så vi er rigtig heldige«, forklarer Rahand.

Han kan ikke lide at sidde i værkstedszonen, fordi der er så mange kasser og mere uro derovre.

Klasselokalet er inddelt i forskellige lærings-zoner. Her er en gørezone med U-bord til værkstedsundervisning, en computerzone, lyttezonen, et U-bord, hvor læreren kan have én til én-kontakt med op til fem elever ad gangen, og så elevernes faste pladser i tre rækker. Eleverne er selv med til at vælge den zone, de gerne vil arbejde i, og når de selv har valgt, er det let at acceptere det, der foregår dér.

Lærke fortæller, at hun også bedst kan lide lyttezonen eller computerzonen.

»Jeg sidder ikke så tit i gørezonen. Det er mest de samme, der sidder dér. Men det er sjovt at være forsøgsklasse og have nogle møbler, som de andre ikke har«, siger Lærke.

Hele indskolingen på Karensmindeskolen er dog ved at få U-borde, fordi lærerne er så glade for dem.

Mikkel kan lide gørezonen og alle værkstedskasserne. Han fortæller, at de har ryddet meget op i klasseværelset og smidt ting ud. Han kan bedst lide at skrive på tavlen og arbejde oppe ved enten Birgit eller Lene - lærerne.

Clara foretrækker lyttezonen.

»Man kan bedre høre sig selv, og hvad man tænker, fordi man ikke kan se de andre. Men jeg sidder også tit på min egen plads i midterste række og arbejder med min makker. Vi skiftes til at læse højt, og vi skriver sammen og hjælper hinanden«, siger Clara.

Hun fortæller, at man kan sidde flere ved U-bordet end ved et almindeligt firkantet bord.

»Så de, der har brug for hjælp, kan sidde dér. Og når Birgit kommer, kan nogle gå over til hende«.

Birgit Andreasen er støttelærer i klassen fem timer om ugen.

Specialpædagogik i klassen

Eleverne er i gang med at skrive små tekster

om deres familie, livret, kæledyr, eller hvad regn er. Nogle læser op for hinanden, og oppe ved U-bordet hos Lene Gadegaard sidder fem elever.

»Hvad har du glemt efter punktum«, spørger Lene en elev. »Stort bogstav«, lyder svaret prompte.

Et par elever er i gang med at lave historier med en slags dominobrikker. Der er tegninger og lidt tekst på hver brik, og brikkerne skal placeres i rækkefølge, så de giver en historie. Det er et gammelt materiale, som eleverne godt kan lide at bruge, fortæller lærerne.

Ved det andet U-bord er tre elever i gang med at lægge mælkekapsler på de ord, de kan læse. Birgit Andreasen styrer slagets gang.

»Det fungerer også godt for os lærere. Vi lærer af hinandens undervisning, når vi ser, hvordan vores kollega gør«, siger Lene Gadegaard.

»I er blevet et team, der samarbejder. Specialpædagogikken er kommet ind i klassen«, siger Jan Soelberg.

Han troede oprindeligt, at det inkluderende klasseværelse ville kræve en meget stram klasseledelse. Men det har ikke været nødvendigt. Børnene ved, hvad de skal lave, og hvad der foregår i hvilke zoner. De går selv i gang. Tidligere har man ellers ikke arbejdet med læringszoner eller læringsstile på Karensmindeskolen.

Lærerne har også lært at rydde op i klasselokalet og fjerne alt det, de ikke bruger i undervisningen.

»Tidligere havde vi alt muligt på væggene. Slotte, børnene havde tegnet, og plakater. Nu er der orden, og på væggen er der kun det, vi bruger«, siger Lene Gadegaard.

Jan Soelberg gjorde lærerne opmærksom på, at de mange ting i lokalet let kan distrahere nogle elever.

»Der skal kun være ting, der understøtter den aktuelle læring. For eksempel den sorte billedramme med skyer, hvor de 120 mest brugte ord i dansk står. Rammen kan tages ned fra væggen, og elever og lærer kan sammen arbejde med den. I dag foregik noget af undervisningen i gørezonen ved tavlen, fordi de drenge, der var i den zone, helst vil skrive på tavlen. Det er bedre end på papir«.

Ingen må fast sidde bag en væg

Jan Soelberg understreger, at ingen elever må sidde fast i en bestemt zone i klasseværelset. De skal skifte, men nogle skal være oftere i nogle zoner end andre.

»Og ingen elever skal sidde fast bag en skillevæg. For så er der ikke tale om inklusion«.

Lærerne fortæller, at forældrene har været inviteret til møde om klasseværelsets inddeling.

»Vi ved, at vi er forskellige. Ingen er forkerte, og ingen dunker nogle i hovedet med noget. Alle har brug for at lære noget. Det stille barn har brug for at lære at tale, og det udadreagerende barn har brug for at lære at koncentrere sig«, forklarer de.

Klassen har været igennem en tilvænning til lokalets opdeling og forskellige funktioner, så 2.b er køreklare. Men når andre klasser kommer ind i lokalet ved holddeling, kan lærerne se, at lokalet kræver tilvænning.

»Man skal tale lidt dæmpet ved U-bordet, men når der er holddeling i lokalet, så hygger eleverne mest ved bordet. Men 2.b ved, hvordan man gør. Vi har mulighed for tæt kontakt med den enkelte elev, kan give udfordringer til både de dygtige og de fagligt svagere elever«, siger lærere og psykolog.

»De urolige børn er den største udfordring i skolen. De bliver ofte sat i båse eller anden form for afskærmning, så de kan koncentrere sig. Min udfordring var at lave et sted, hvor de urolige elever både blev udfordret og kunne inkluderes. Samtidig skal læreren kunne se dem alle, og det er mit princip, at en elev ikke må sidde alene«, fortæller Jan Soelberg.