Fagbladet Folkeskolen besøgte Broskolen sidste år, hvor Arbejdstilsynet havde påbudt skolen at registere vold og trusler.

Broskolen: Forebyggelse mod vold er godt, men vi har konstant udfordrende børn

I 2015 havde Broskolen afd. Rolfsted besøg af Arbejdstilsynet, der bad dem registrere vold og trusler. Det blev til en del indberetninger. De arbejder fortsat med at forebygge, men inklusion og lange skoledage udfordrer. Mange børn har det dårligt.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er fint at arbejde forebyggende og registrere vold og trusler, lyder det fra skoleleder og arbejdsmiljørepræsentant på Broskolen afdeling Rolfsted i Faaborg-Midtfyn Kommune. Men mange elever har det så dårligt, at de i frustration griber til vold og trusler.

"Det er tankevækkende, at vi har fået så mange uopdragne børn siden 2013. Jeg oplever, at nogle børn simpelt hen tænder af torsdag klokken 13. Jeg tror, det skyldes de lange skoledage", siger lærer og arbejdsmiljørepræsentant Charlotte Johansen.

Store pædagogiske hjerter kan give dårligt arbejdsmiljø

Hun fortæller, at lærernes arbejde går med meget dokumentation og det betyder mindre tid til forældresamtaler og det nødvendige skole-hjem samarbejde.

"Vi er presset. Vi har stadig børn, der slår, sparker og spytter i frustration. Børn, der ikke magter at være i skolen. Vi har en masse tiltag mod vold og trusler, og det er godt. Vi er gode til at tage os af hinanden, når kolleger har været ude for voldsomme oplevelser, men det ændrer ikke på, at børnenes arbejdsmiljø er blevet værre. Vi har børn, der ikke er klar til at gå i skole og ikke magter alle de krav, som skolen stiller til dem. De er simpelt hen overbelastede. Og så er det en naturlig reaktion fra børnenes side", siger Charlotte Johansen.

Stigning i vold mod lærere giver anledning til materiale om forebyggelse

Hun fremhæver, at Broskolen arbejder både inkluderende og med forebyggelse overfor vold og trusler. De registrerer riv, krads og andre voldsomme oplevelser. Skoleledelsen gør, hvad de kan for at aflaste, og de elever, der har brug for det, bliver sendt på specialskole eller andre tilbud.

Frustrerede børn handler i afmagt

"Men det er hårdt at være barn i dag. Jeg ville ønske, at der var en arbejdsmiljølov for børnene. Hvis der var det, så ville Arbejdstilsynet virkelig komme på overarbejde".

 

Udfordrende inklusion

Skoleleder Flemming Mortensen, Broskolen afdeling Rolfsted, fortæller også, at de arbejder godt videre med forebyggelse af vold og trusler.

"Men vi har mange børn på skolen, der har problemer med egen trivsel. Inklusionen er udfordrende. Vi har konstant børn, der har det så dårligt, at de giver os udfordringer. Det påvirker både klassefællesskabet og de voksne. Det er krævende, og der er klart tale om en arbejdsbelastning for lærere og pædagoger".

Vold og trusler er et stigende problem på skoler

"Vi er blevet bedre til at registrere eksemplerne på vold og trusler. Det skaber en større synlighed overfor problemerne og det er fint. Men vi er også nødt til at have samtalen om hvornår den enkeltes grænse er nået, for det er forskelligt fra person til person. Dér må vi tale om, hvad vi kan gøre i forskellige situationer og hvornår vi sætter ind".

Han fortæller, at eksempler på vold og trusler ofte kommer i bølger.

"Forvaltningen afsætter de midler, de synes er fornødne. Vi synes jo, at det er for lidt og at det går for langsomt. Vi kunne sagtens bruge flere resurser til inklusion", siger Flemming Mortensen.

DLF: Mangel på resurser giver urimelige arbejdsforhold

Han nævner både personalemæssige rammer og fysiske rammer. Skolen savner mindre rum og grupperum, så de børn, der har brug for det, kunne være i rum og klasser med færre elever.