Margrete Groes kom til verden i Tyskland som barn af en enlig, jødisk mor i 1935. Familien flygtede fra Tyskland til Danmark, da Margrete var bare ni måneder gammel, og her giftede moderen sig med en polsk jøde, der i forvejen havde intet mindre end 14 børn.

Familieforsorgen tvangsfjernede Margrete og hendes to år ældre bror, og begge børn endte på dansk børnehjem.

Som 81-årig køber hun 133 arkivalier fra Rigsarkivet, og her åbenbarer sig et mørkt kapitel af danmarkshistorien.

Jødebesøg på skole: "Det er en helt anderledes måde at få undervisning på"

Gennem ni år forsøgte en fuldmægtig ved Københavns Politi nemlig at få de to søskende sendt tilbage til Nazityskland.

Aktindsigten i sin egen sag fik Margrete Groes til at nedfælde sine erindringer i bogen 'Nu forstår jeg hvorfor'.

"Det er ved at være sidste chance for at høre om den tid fra hestens egen mund. Og det er vigtigt, at de personlige beretninger bliver fortalt, inden det er for sent", siger hun ved spisebordet i lejligheden i Helsingør.

Man skal lære af historien

Historien om de to jødiske børn, som den danske stat ville sende tilbage til det antisemitiske Tyskland, og som Margrete Groes indtil for få år siden ikke vidste, hun var hovedperson i, mener hun er et skamfuldt kapitel i danmarkshistorien.

"Tænk at man kunne nænne det. Kunne finde på det. Jeg kan mærke, jeg bliver meget berørt af den nuværende diskussion om, hvorvidt de syriske flygtninge skal sendes tilbage. Vi er nødt til at lære af historien, hvis ikke vi vil gentage fortidens fejltagelser", siger hun.

Ny bog vil udfordre den danske konsensushistorie

Margrete Groes vidste godt, at hun var anderledes i skolen. Hun husker glæden, da en pige fra klassen gerne ville være venner med hende i 2. klasse. Men også at hun hellere måtte lade være med at fortælle, at hun var både børnehjemsbarn, tysker og jøde.

"En dreng på børnehjemmet havde kaldt mig for jødesvin. Så jeg vidste godt, at det ikke var godt at være det", siger hun.

Når enden er god

Når Margrete Groes signerer bøger, gør hun det med Shakespeare-citatet: "Alt er godt, som ender godt". Det er sådan, hun ser på livet, og heldigvis ender hendes personlige historie også godt.

Det synes hun også er vigtigt at få fortalt i bogen, der derfor også handler om, hvordan hendes liv formede sig efter det mørke kapitel.

En central del af den fortælling er Margrete Groes' tid som lærer. "Det er den tid, jeg husker tilbage på med størst glæde", siger hun.

Fingrene i kilderne 

Det startede med, at hun som ung kvinde tog til Skotland på en dannelsesrejse. Her fik hun ansættelse på en pigeskole.

"Jeg regnede med, at jeg ville få lov til at hjælpe en svedende kok i et køkken. Men jeg endte som feteret lærer, og fik senere ansættelse som engelsklærer i Danmark", fortæller hun.

Først var hun ansat på en skole i Ballerup, da man som nygift kunne få en lejlighed, hvis man flyttede derud. Derefter gik turen til Afrika et par år, og de sidste 20 år af sit arbejdsliv var Margrete Groes engelsklærer på en overbygningsskole i Slangerup.

Man skal være god til sit fag 

Og identiteten som engelsklærer fylder stadig meget. I hjørnet af den lille stue står et bord, hvorved forfatteren læser korrektur på den engelske oversættelse af sin bog.

"Egentlig skulle jeg have været klasselærer, men da jeg blev skilt fra min mand gennem 11 år, tænkte jeg, at den rolle ville blive for krævende. Som klasselærer skulle man involvere man sig en masse i skole-hjem-samarbejdet. Jeg havde nok at gøre med at være enlig mor med tre børn. I dag anser jeg det som et privilegium at have haft lov til kun at være engelsklærer", fortæller hun.

78-årig aktiv lærer: "Selvfølgelig tager jeg min 8.-klasse til eksamen næste år"

"Jeg kan huske, at mange klasselærere gerne ville have deres egen klasse i engelsk, også selv om de ikke var uddannet i det. Jeg synes, det er vigtigt, at man er god til sit fag, hvis man skal undervise i det".

Et stykke skolehistorie

Den dramatiske fortælling om den danske stats arbejde for at sende de to børn tilbage til Tyskland fylder naturligvis en del i bogen. Men Margrete Groes har også gjort meget ud af at gøre den til et tidsbillede.

En historie, der handler om det Danmark under og efter Anden Verdenskrig, som hun selv oplevede. Om at være et af få børnehjemsbørn, der opnåede at blive student.

Om tyske flygtninge, der blev huset på danske skoler og behandlet ganske kummerligt. Bogen er desuden et stykke skolehistorie, mener hun, da den beskriver skolegangen for en 12-årig i perioden efter krigen.

"Det er jo nærmest ufatteligt, hvor meget skolen kan nå at ændre sig på en levetid. Der var korporlig straf, for eksempel. Det er godt, vi er sluppet af med det. Men rim og remser synes jeg er ærgerligt, at man ikke bruger mere. Så dem har jeg mange med af i bogen", siger hun.

Blog: 30. maj - en mærkedag i dansk skolehistorie

Desuden har Margrete Groes gjort meget ud af at beskrive de store personligheder fra tiden omkring krigen.

"Jeg har været heldig at stifte bekendtskab med mange inspirerende mennesker. Det bliver nærmest namedropping engang i mellem", griner hun.

For eksempel har Margrethe Groes rejst i Israel med den tidligere Politiken-chefredaktør Herbert Pundik. Også den danske digterpræst Kaj Munk fylder meget i bogen. Det skyldes, at Margrete Groes på et tidspunkt havde en tysklærer og mentorfigur, der tidligere havde været huslærer for Kaj Munks børn.

"Så det, jeg har at fortælle om Kaj Munk er en version af historien, der ikke har været fortalt før. Og der er ikke andre, der kan gøre det. Så der var på tide, at jeg fik det gjort", siger hun.