Foto: Sarah Bender
Reform-forskning: Problem at skaffe kvalificerede lærere
Næsten halvdelen af skolelederne har svært ved at skaffe kvalificerede lærere, viser ny følgeforskning til skolereformen. Forskere gætter på lærermangel og nye krav som årsager.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
44 procent af landets skoleledere oplever, at en mangel på kvalificerede lærere i "større eller mindre grad" grad hæmmer undervisningen. Det resultat fremgår af rapporten "Skoleledelse i folkeskolereformens andet år", som i dag udgives af SFI.
Reform-forskning: Skolelederne har mindre frihed til at lede
Forskerne peger samtidig på, at skolelederne har stor tillid til, at lærerne gør deres bedste. De overvejer sammenhængen i rapporten:
"Der er flere mulige fortolkninger på dette: En kan være, at skolelederne på den ene side har tillid til, at lærerne gør deres bedste, men at nogle ledere på den anden side også oplever problemer med nogle læreres kvalifikationer i forhold til at leve op til de nye og betydelige krav, som folkeskolereformen stiller, fx med hensyn til linjefagskompetence og motion. En anden fortolkning er, at skolelederne opfatter spørgsmålet i forhold til rekruttering af nye kvalificerede lærere og oplever problemer hermed, jf. Kommunernes Landsforenings nylige analyse, der påpeger, 'at der er begyndende rekrutteringsudfordringer i forhold til lærere i folkeskolen'.
For DLF-formand Anders Bondo Christensen er problematikken om lærermangel alvorlig.
"Vi kan jo se, at når der bliver opslået ledige lærerstillinger, så er det i store dele af landet problematisk at skaffe kvalificerede lærere. Blandt andet kunne vi læse i medierne, at de ikke kunne besætte halvdelen af lærerstillingerne med læreruddannede i Kalundborg", siger han.
45 procent af Kalundborgs nye lærere har ingen læreruddannelse
"Det er noget, vi bliver nødt til at tage frygteligt alvorligt, fordi det får en selvforstærkende negativ effekt. Hvis der mangler uddannede lærere, så bliver det endnu sværere for dem der er - og sporene fra Sverige, hvor der mangler titusindvis af lærere skræmmer", siger Anders Bondo Christensen. Han henviser til en undersøgelse som UCC har foretaget - professionshøjskolen har undersøgt, hvorfor lærere forlader skolen. Her fremgår det, at de får nok, når de ikke kan lykkes med deres arbejde.
Forskning: Fire grunde til lærerflugt fra folkeskolen
"Lærerne gør en fantastisk indsats i skolen for tiden, men de underviser i mange flere timer, og har svært ved at gøre arbejdet ordentligt, så mange ender med at sige, det her kan vi ikke stå indenfor", siger Anders Bondo Christensen. Han peger på, at politikerne må tage ansvar for at handle.
"Enten tilfører man resurserne, så de høje ambitioner for skolen bliver indfriet. Eller også skruer man ned, og vi skal huske der er intet belæg for, at eleverne bliver dygtigere af 35 lektioner om ugen. For hvis der ikke er en høj kvalitet i lektionerne, har det bestemt ikke nogen positiv virkning", siger Anders Bondo Christensen.
Flere pædagoger i undervisnigen
Læs mere
Læs hele rapporten: "Skoleledelse i folkeskolereformens andet år"her.