Antorini bakker DLF’s skoleudspil op

DLF’s kongres gav i går stor opbakning til det skoleudspil, som hovedstyrelsen havde fremlagt. Kongressen opfordrede regeringen til at samarbejde om skolereformen. Undervisningsminister Christine Antorini er positiv over for lærernes udspil.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Med den klare opbakning, der har været på dagens kongres, sender vi et utvetydigt signal til regeringen om, at lærerne meget gerne vil gå aktivt ind i et samarbejde om en kommende folkeskolereform. Vi kommer nu med et samlet udspil om, hvordan vi ser mulighederne for at gøre en god skole bedre. Ved at tilrettelægge undervisningen som et sammenhængende forløb får vi mulighed for at tilbyde eleverne mere undervisning uden at gå på kompromis med kvaliteten i form af god forberedelse og efterbehandling af undervisningen. Vi vil nu sende det videre til regeringen som oplæg til videre dialog", lyder det fra DLF-formand Anders Bondo Christensen i en pressemeddelelse efter den ekstraordinære kongres i Bella Center i København.

Her er DLF's udspil

DLF vil afskaffe lektioner

Regeringen lægger i sit oplæg til en skolereform op til en mere sammenhængende skoledag med mulighed for at inddrage praktiske elementer. DLF's udspil tager udgangspunkt i regeringens ønsker. I lærernes bud, nytænker de undervisningens organisationsform og går et skridt længere end regeringen ved at foreslå at afskaffe lektioner og faste frikvarterer. "Vi vil gerne give eleverne mere undervisning - også mere undervisning end regeringen lægger op til, hvis der skabes mere sammenhæng i elevernes hverdag. Det er ikke skolens ringeklokke, der skal diktere, hvordan skoledagen organiseres. Lærernes skal tilrettelægge undervisningen med udgangspunkt i elevernes behov, så eleverne er bedst muligt motiverede og dermed lærer mest muligt. Med en sammenhængende undervisningsdag vil alle lærere kunne levere 25 timers undervisning om ugen," lyder det fra Anders Bondo.

Positiv undervisningsminister Undervisningsminister Christine Antorini er glad for lærernes tanker. "Det er positivt, at de bakker mig op angående målene og anerkender, at det er vigtigt at arbejde med en sammenhængende skoledag, hvor eleverne får flere timer på en mere spændende måde", lyder det fra Christine Antorini til Ritzau.

Regeringen har ikke i sit forslag skrevet noget om at afskaffe lektioner, men Antorini er positivt stemt over for lærernes tanker. "Det er vigtigt for mig, at lærerne kan se, at det er den rigtige vej, hvis vi skal gøre børnene så dygtige som muligt - uanset deres sociale baggrund", siger Christine Antorini.