Kommuner har siden i hvert fald 1970erne eksperimenteret med organiseringen af undervisningen til nyankomne elever i balancen mellem tilstrækkelig sprogundervisning og inklusion i almenklassen. Mens lovgivningen i store træk er forblevet den samme, har kommunernes tilgang vekslet, ofte påvirket af en ændring i tilgangen af nyankomne elever i perioden. Med en elastisk lovgivning følger et utal af kommunale variationer med risiko for at nyankomne elever ikke får den undervisning de har krav på, men det betyder også, at kommuner og skoler kan tilrettelægge basisforløb så det passer til lige deres kommunale kontekst.

Der opstår fra tid til anden perioder, hvor bestemte politikområder tiltrækker sig ekstra opmærksomhed og som dermed åbner for at der kan ske betydelige ændringer. Det skete for eksempel omkring 2015 og et par år frem, hvor adskillige kommuner nedlagde modtageklasser til fordel for en direkte indskrivning af nyankomne elever i almenklassen (det der senere blev kendt som Hørsholm-modellen). I 2015 opstod nemlig den europæiske ”migrationskrise” hvor mange kommuner med bekymring så deres udgifter til modtageklasser stige kraftigt og her anså flere kommuner altså Hørsholm-modellen som en kærkommen løsning. I 2019 havde over halvdelen af kommunerne indskrevet nyankomne elever direkte i almenklasserne.

Selvom der i 2016 lovgivningsmæssigt blev åbnet op for utraditionelle alternativer til basisforløb, fravalgte kommunerne øjensynligt at anvende den kontroversielle lovgivning og prioriterede i stedet at nyankomne elever fra start skulle tilknyttes folkeskolen. I 2017 kom der en ny vejledning og et nyt inspirationskatalog, men i lovgivningen forblev basisundervisningen i forløbet foreslået som enkeltundervisning, på hold eller i modtageklasser ligesom ved bekendtgørelsens introduktion i 1976. Lovgivningen har siden da vedblevet at være elastisk, hvilket gør at kommunerne i vid udstrækning selv kan afgøre hvordan basisundervisningen nærmere skal organiseres. Det betyder, at kommunerne kan tilpasse deres organisering til lokale forhold, hvilket fordrer stor variation i organiseringen af basisundervisningen.

Det er dog ikke noget nyt at kommuner, herunder enkelte skoler, eksperimenterer med tilgange til at indsluse nyankomne elever. I en igangværende forskningsartikel med min Ph.d.-vejleder, Mette Buchardt, finder vi, at der i kommunerne de sidste 50 år har været adskillige eksperimenter som for eksempel tokulturelle klasser og organisering ud fra sproggrupper. Forskningen har ikke kunne entydigt kunne pege på en universelt anvendelig national organisering, hvilket næppe har gjort kommuner og skolers arbejde med at strikke et basisforløb sammen nemmere.

Som nogle kommuner erfarede i kølvandet på indførelsen af ”Hørsholm-modellen”, er det ikke alle kommuner som oplever lige denne organiseringsform som den mest hensigtsmæssige måde at organisere basisforløb på i deres kommune. Nogle kommuner vælger derfor yderligere at tilpasse deres organisering lokalt, hvilket desværre også kan føre til at elevernes ikke får den undervisning de har krav på. Omvendt kan variationen betyde, at lokale styrker eller aktører bedre kan indtænkes i organiseringen. Der er derfor mange faktorer at tage højde for som kommune eller skole, når man skal organisere basisforløb. Der er både kommunal og skolemæssig variation af betydning, som eksempelvis den tidligere boligpolitik, tilgang af indvandrere, type af indvandrere, sammensætning af lærerkollegiet, samt muligheder for efter- og videreuddannelse for lærere og ledere.

I min forskning, er jeg netop nu i gang med at følge en tilpasning af basisforløb i en kommune. Jeg håber at kunne sige noget om hvilke lokale faktorer kommuner og skoler skal være opmærksomme på i organiseringen af basisforløb, så man fra kommunal side kan samarbejde med uddannelsesaktører og skabe et basisforløb som er sensitivt for udsving i antallet af elever, giver en god sproglig progression med kobling til almenklassen og som ikke mindst kan benytte de (ofte få) lærere med en eller anden form for DSA-kompetence der er at finde i kommunen. Under alle omstændigheder findes der næppe én universal tilgang, men uanset organiseringsformen må og skal det forventes at elevernes ret til vedkommende undervisning kan overholdes. Med god erfaringsdeling kan kommuner og skoler tilrettelægge basisforløbet, så de bedst muligt kan indsluse deres nye elever på lige deres skoler.