For de fleste er BS jægersoldaten, der går gennem ild og vand med Bubber og »basserne« på slæb. Men ikke for lærere og elever i Billund. Her er BS en kvinde med kortklippet, rustrød frisure, læderjakke og en særlig adgang til de unges kredse. Hun er forebyggelses- og misbrugskonsulent på SSP-kontoret (skole, socialforvaltning, politi), men i praksis sidder hun sjældent bag sit skrivebord. Til gengæld er hun der, hvor de unge er. På skolen, i ungdomsklubben eller på parkeringspladserne sammen med et par af de mest utilpassede drenge. Sådan skaber hun en relation til hver enkelt af dem. Og sådan bliver hun en vigtig samarbejdspartner for byens lærere. Hendes fulde navn, Birgitte Schmidt, er der stort set ingen i byen, der bruger.

»De seneste uger har jeg brugt meget tid sammen med en lille gruppe drenge, der har brug for at lykkes med noget. Vi er begyndt at dyrke parkour sammen«, fortæller BS, mens hun gasser en lille smule op ud ad den jyske landevej.

»Vi er seriøse, og vi kalder det parkour. Det går ikke at kalde det redskabsgymnastik, selvom det er det, det er, når vi træner i hallen«, griner hun og svinger ud i en rundkørsel. Det er en formiddag i januar, og vi er på vej på besøg på en af kommunens større skoler. Der er ikke noget usædvanligt i, at BS svinger forbi uden at have aftalt et egentligt møde med nogen. Hun skal bare ud at mærke temperaturen, som hun siger. Men først skal hun lige forklare mig, hvad parkour er, og hvorfor hun vælger at dyrke parkour.

»Man kan vel kalde det en sportsgren, man dyrker i byrummet. Man sætter måske af på en trappeafsats, lander på et gelænder og finder på den måde en alternativ vej til fortovet«, fortæller hun og indrømmer, at hun selv er blevet god til det. Det giver selvfølgelig respekt blandt drengene. Men parkour handler faktisk ikke om at måle sig med andre, forklarer BS. Her handler det kun om at udfordre og udvikle sig selv.

Resursesvag er et forkert ord

BS parkerer ud for Søndermarkskolen i det centrale Billund. Hun kommer ikke rundt til alle elleve skoler i kommunen i dag, men hen over ugen skulle det være muligt.

Der er fredeligt på de lange gange, men døren står åben ind til 5. klasse, hvor BS stikker hovedet ind. Hvis ikke det forstyrrer, vil hun lige høre, hvordan eleverne oplevede nytåret, og hvordan det gik med at få fyret raketter og bomber af, uden at det endte galt. En enkelt af drengene praler med nogle rør, han og hans far sprængte i luften, men ingen er kommet til skade, og et par af pigerne fni-ser lidt af BS' bekymring.

I løbet af året tager hun en lang række emner op med eleverne. Efter aftale med klassens lærer diskuterer hun på 5. årgang alt fra påklædning og udseende til opdragelse og digitale medier. I 9. klasse er emnerne blandt andet gruppepres, knallertkultur og spiritus. På den måde er emnerne overvejet i forhold til elevernes alder. Men derfor kan debatten godt have overraskende udfald. Der vil altid sidde nogle elever med meget »voksne« erfaringer og input, fortæller BS.

»Jeg er egentlig ked af ordet resursesvage elever. Børn af resursesvage forældre har ofte mange flere kompetencer end andre børn. Først og fremmest kompetencen til at overleve«, formulerer hun, da jeg taler med hende senere på året.

»En af pigerne var bundulykkelig«

Tilbage på Søndermarkskolen den pågældende januardag trækker 5.-klasse-elevernes lærer, Kirsten Maegaard, BS til side. Forleden mødte en gruppe piger fra klassen i skole efter at have været online det meste af natten. Én græd, og stemningen imellem dem var iskold, fortæller hun.

»Jeg kender selvfølgelig mange af de sociale medier, men til sidst anede jeg ikke, hvad de talte om. Jeg kunne bare registrere, at en af pigerne var bundulykkelig«, siger Kirsten Maegaard henvendt til BS, der ikke er overrasket, men tager det, Kirsten Maegaard fortæller, meget alvorligt.

»En smiley eller et 'synes godt om' på Facebook gør en verden til forskel«, understreger hun over for Kirsten Maegaard, der kan nikke genkendende til, hvor vigtig anerkendelsen på nettet er for hendes elever.

I gamle dage foregik mobningen ude ved cykelskurene. Og »koderne« var ikke kun verbale, men havde også et kropssprog, man kunne aflæse. Det har mobning på nettet ikke. Er man eksempelvis med i et spil, kan man pludselig være smidt af forbindelsen. Pigerne kan virkelig være barske over for hinanden, er BS og Kirsten Maegaard enige om.

Respekt for hinandens faggrænser


Selvom Kirsten Maegaard føler sig tæt på sin klasse, og til trods for at hun har mere end 30 års erfaring som lærer, er hun glad for at kunne vende nogle ting med BS. Hun inviterer også gerne BS til at holde oplæg i klassen.

»Det er rigtig godt, at der kommer en udefra. Det giver en helt anden alertness, end hvis jeg selv diskuterede fyrværkeri eller Facebook med eleverne. BS har en stor viden om de sociale medier og unges adfærd i det hele taget«, siger Kirsten Maegaard, der sagtens kunne forestille sig, at BS sad med ved en skole-hjem-samtale, hvis en elev havde særlige udfordringer.

Nede ad gangen på Søndermarkskolens kontor sætter ledelsen også stor pris på BS' ugentlige besøg.

»Jeg tror, samarbejdet med BS fungerer så godt, fordi vi respekterer hinandens faggrænser. BS kommer ikke for at undervise, men for at bakke op om de unges trivsel«, siger viceskoleleder Lene Korsgaard Kristensen.

De fire ben og »Esserne«

Ude på landevejen igen forsøger BS at forklare, hvordan hun oplever, at børn og unge er udsatte på meget forskellige måder.

»Som en stol har alle børn fire ben at stå på. Et ben er familiens ben, et andet er skolens. Det tredje er vennernes ben, og i dag er det fjerde ben de sociale mediers«, siger hun. På den måde har skolen og ungdomsklubben et rigtig stort ansvar for, at de unge kan stå på deres ben.

»Hvis et ben falder af, så vakler du. Hvis to stoleben er væk under dig, så sidder du rigtig dårligt, og hvis også et tredje ryger, så bliver erstatningen ofte alkohol eller stoffer«, siger BS.

Over for Shell-tanken svinger hun ind ved det røde murstenshus, hvor Billund Ungdomsskole har sine lokaler. Ind imellem besøgene på byens skoler stikker hun altid hovedet ind i ungdomsskolen, hvor hun også har sit kontor. Men hun gør det snarere for at få en hurtig snak med de unge end for at passe papirarbejdet.

Hver morgen møder seks unge til morgenmad og undervisning i ungdomsklubbens lokaler. Og hver morgen henter den samme chauffør de unge, hvor de bor. Ellers kommer de ikke.

»Jeg tør godt sige, at de her unge har gjort et større indtryk på folkeskolen, end folkeskolen har gjort på dem«, siger BS. Under ungdomsklubbens vinger hedder den lille gruppe af 13-16-årige »Esserne«.

»Som det gælder for esserne i et kortspil, gælder det også for de unge her, at de har muligheden for at skifte fra at være den laveste til den højeste trumf«, forklarer i dag tidligere SSP-koordinator og leder af Billund Ungdomsskole Frede Nørskov.

En af »Esserne« lyser op, da hun ser BS. Pigen, der gemmer et kønt ansigt under hættetrøjen, har en bekymring, hun gerne vil dele med BS. De udveksler nogle hurtige ord, og BS lover, at det bliver mellem de to.

»Jeg ringede straks til BS«

Om aftenen har »Esserne« ikke længere ungdomsklubben for sig selv. Fra klokken fem er klubben samlingssted for alle unge mellem 13 og 18 år i Billund. Hvis BS holder fri, har hun til gengæld mobilen tændt. Hun bor i Fredericia og vil kunne køre til Billund på tre kvarter, hvis det pludselig koger over for nogle af de unge.

En aften i november måtte klubmedarbej-der Charlotte Brink Christiansen tilkalde BS. Fire drenge var ude foran ungdomsklubben gået til angreb på en enkelt.

»Jeg ringede straks til BS, som blev sat ind i sagen og over telefonen kunne guide mig til den bedste løsning. Vi fik sammen alt under kontrol, og i de efterfølgende dage havde vi tæt kontakt omkring drengene, så sagen blev fulgt helt til dørs«, fortæller Charlotte Brink, der ved siden af klubarbejdet læser til lærer på uddannelsen i Jelling.

BS kender de unge, deres forhistorier og deres familier. Og det er det, der gør, at man ringer til hende, når det brænder på, tror Charlotte Brink. I ungdomsklubben kalder nogle af drengene endda BS for mor. Det har BS det fint med. Hun tager det som en kærlig joke, men også som et tegn på tillid. Hun retter lidt stolt på nittejakken og smiler bredt.

»Billund er en lille by. Vi har ikke nogle radikaliserede religiøse, ikke nogle fodboldhooligans og heller ingen egentlige bander. Men vi har nogle unge, der bevæger sig i periferien«, siger hun. Det er dem, hun går på arbejde for.