I begyndelsen af folkeskolens 200-årige historie var det de lokale skolekommissioner med præsterne i spidsen, der havde opsyn med skolerne. Eleverne blev overhørt og lærerens evner vurderet af præsten, som indrapporterede til provsten og videre til ministeriet.

Det ændrer sig efter et langt tilløb i 1930'erne, hvor det bliver tidligere lærere, der som amtskonsulenter får opsynet med skolerne. Der oprettes lærerråd, som får stor magt på skolerne. Gradvist fra 50'erne får forældrene også stigende indflydelse, selv om det fortsat i 60'erne er lærerne, der styrer udviklingen på skolerne. Fra 80'erne får forældrene endnu mere magt med skolebestyrelser, Undervisningsministeriet skubber funktioner ud i kommunerne, og lærerne bliver kommunalt ansatte lønarbejdere i stedet for tjenestemænd. Lige så stille kommer nye private spillere ind på banen med new public managementbølgen for at måle og veje skolen i internationale sammenligningstest og med kvalitetsrapporter, hvor skolerne vurderes på politiske mål. I 2014 nedlægges lærerrådene og skolebestyrelserne åbnes for det private erhvervsliv.

Svært at placere magten entydigt

Folkeskolen Forskning har på baggrund af fem-bindsværket Dansk Skolehistorie trukket tre tidslinjer op for, hvem skolen skal rumme, hvor godt lærerne har været rustet til opgaven, og hvem der har holdt øje med skolen. Nu har vi så bedt en af de to redaktører bag værket og bidragsyder til nr. 5 om den nyeste tid, skolehistoriker Ning de Coninck-Smith, om at forbinde nedslagene og tegne de store linjer. Men det er ikke så ligetil.

"Hvis du kan fortælle mig, hvem der har magten over skolen, så giver jeg en kage", siger hun.

For der er ikke noget, der er enkelt, når det kommer til overblik over skolen og dens historie.

"Det er faktisk nærmest umuligt at sammenligne skolen anno 1818 med skolen i 2018, for vores forståelse af dens betydning er helt anderledes. Den gang forsvandt fx en meget stor del af eleverne i midten, hvor de skulle bruges i marken og kom så tilbage før eksamen og fik et crash course. Samfundet havde slet ikke brug for så meget uddannelse, der var mere brug for stærke rygge".

Hun understreger også, at der slet ikke var en samlet folkeskole før 1958, hvor lovgivningen krævede, at by og land skulle ligestilles.

"Indtil da havde vi en langt hen ad vejen stands- og til dels også kønsopdelt folkeskole".

De overordnede tendenser for, hvem der har haft og har indflydelse på skolen er helt korrekte. Men man må ikke tro, at det alt sammen skyldes en masterplan, udtænkt af politikere eller embedsmænd.

"Selvfølgelig er der magtfaktorer, og selvfølgelig har politikerne indflydelse. Men den er faktisk relativt begrænset. For godt nok udarbejder de lovgivningen, men det er ude på skolerne, den bliver udrullet. Faktisk vil jeg mene, at de største forandringer i skolen skyldes uintenderede konsekvenser af forskellige skift i det, vi kan kalde i mangel af bedre udtryk kan kalde tidsånden". 

Mødrene stiller sutskoene og indtager bestyrelserne

Lærerne fik meget magt på skolerne fra 50'erne og frem. Lærerforeningen blev stærk med samlingen af by- og landskoler til en stor medlemsskare. Forholdet til Undervisningsministeriet var tæt, og lærerne var stadig respekterede i samfundet. En helt ny generation af unge lærere kom til i 60'erne med masser af ideer til udviklingsarbejde. Og med nye tanker om specialundervisning med FN's menneskerettighedskonventionen i 1949 og lovgivning om undervisningspligt af åndssvage i 1958, bliver der tænkt progressivt og anderledes.

"Men samtidig bliver forældrene en stor magtfaktor. I 50'erne gik kvinderne godt nok hjemme, men årtiet bliver brugt til at forberede fædrene på, at de kun får én ret til aftensmad, ingen sutsko bliver stillet frem, de skal gå i strygefri skjorter, børnene skal selv gå i bad og lægge deres tøj sammen, og maden bliver købt i supermarkeder. Alt det her forbereder, at kvinderne kan komme ud på arbejdsmarkedet. Ingen kunne jo forudse, at det ville betyde, at forældrene efterhånden fik så mange penge og overskud og ambitioner på deres børns vegne, som de har i dag. Forældre har aldrig haft så mange penge og så meget tid med deres børn, som de har i dag", siger hun - vedvidende at det med tiden ikke altid opleves sådan.

Kvinderne løber med uddannelserne, og alt det har indflydelse på skolen. For dels er de økonomiske forudsætninger for at sætte børnene i friskole blevet helt anderledes end grundlaget var, da friskoleloven blev indført. Så hvorfor ikke flytte børnene, hvis man ikke er tilfreds? Og dels er ambitionerne og lysten til at blande sig blevet skyhøj.

"I 70'erne var det fædrene, der sad i skolenævnene. Men de er forsvundet ned på fodboldbanen, for de gider ikke stå i Brugsen lørdag formiddag og blive skældt ud over skolelukninger. Og det kræver en lille revisoreksamen og mindst professionsbachelorniveau at sidde i en skolebestyrelse i dag. Det er blevet kvindernes område set på medlemssammensætningen".

Lærerens status daler

Samtidig er respekten for lærerne dalet voldsomt. Det kan dels forklares med skiftet fra tjenestemænd til lønmodtagere. Hele retorikken i 80'erne, hvor en stærk lærerforening holdt hårdt på privilegier og ferie. Man kan også pege på uddannelsen, hvor det før 1990'erne var under ti procent af befolkningen, der havde det samme eller højere uddannelsesniveau som lærerne, er det i dag næsten hver fjerde. Samtidig valgte man at lukke Lærerhøjskolen, som var arnestedet for lærernes efteruddannelse, hvilket igen kom til at styrke professionshøjskolerne, som overtog efteruddannelsen.

Autoritetsfaldet: »Lærerne skal turde stå på piedestalen«

"Ingen havde kunne forudsige, at seminariekulturen og senere professionshøjskolerne blev så stærke, at læreruddannelsen endnu ikke er kommet ind på universiteterne, og at universitetsuddannelse samtidig er blevet almindelig. Og så skal man jo huske, at manglen på respekt ikke kun handler om lærerne. Der er en generel despekt i samfundet, der fx er trukket i ekstremer med trumpifiseringen lige nu".

Svært at forudsige næste skridt

Det betyder ikke, at politikerne ikke spiller en rolle. Ning de Coninck-Smith fremhæver fx Bertel Haarder, som sad som undervisningsminister i over 15 år i 80'erne og 90'erne og igen ii 10'erne.

"Han er en enorm vigtig spiller i begyndelsen af 80'erne, fordi han bliver talerøret for den liberalistiske new public management-bølge, som gør, at forældre og borgere får magt. Han er rasende på DLF, som han kalder stinkende rige. Inden har lærerforeningen og ministeriet jo haft faste frokoster og en hyggelig omgangstone. I dag har Bondo jo slet ikke samme privilegerede adgang til ministeren. Tingene bliver afgjort via lobbyisme og i netværk. Folkemødet er fx en et meget vigtigt sted, og det er ikke uden grund, at lærerforeningen har manifesteret sig massivt der". 

Ning de Coninck-Smith mener, at der efter sidste lockout og regeringsindgreb kom en generel sympati for lærerne i befolkningen, og at daværende statsminister Helle Thorning og finansminister Bjarne Corydon nok havde fejlberegnet vælgernes reaktion i forhold til stramningerne på de offentligt ansatte. Men hvor langt den sympati rækker under en eventuel ny konflikt, er svært at sige.

"Det er simpelthen ikke spørgsmål om, hvorvidt Bondo er sød og Riisager er dum, der afgør skolens historie. Det er i langt højere grad i dag forældrenes forventninger til skolen der styrer lokalpolitikernes beslutninger".