»Jeg ser skepsissen over for autoriteten som helt definerende for det at være dansk. Hvis man går tilbage og kigger på Ludvig Holbergs komedier, så drejede de sig ofte om latterligheden ved den selvtilstrækkelighed, der var blandt præster, lærde og embedsmænd«, siger samfundsdebattør og chefredaktør på Føljeton Lars Trier Mogensen.

»Så snart nogen føler sig for sikker i sin position, udfordrer vi det. Denne mentalitet har også medvirket til at skabe det, som en samfundsforsker ville kalde en 'kort magtdistance'. Ved konstant at være kritisk over for dem, der påberåber sig autoritet, sørger vi for, at der sjældent opstår myndighedslag, der er så fjerne og ophøjede, at vi ikke kan forholde os til dem«.

Nogle vil måske hævde, at dannelsesidealets vision er løbet løbsk, og at lærerne har næret slangen ved eget bryst ved at skabe elever, der evner kritisk tænkning og er bevidste om egen myndighed. Men den præmis køber Lars Trier Mogensen ikke:

»Jeg tror aldrig, det har været ideen med autoritetskritikken at benægte eksistensen af autoriteter i det hele taget, men blot at autoritet ikke kommer af sig selv - den skal begrundes gennem handlinger og argumenter«.

Og her har lærerne måske fejlet, mener Lars Trier Mogensen.

»Lærerstanden har et medansvar for ikke at have formået at bevare sin piedestal, hvilket egentlig er et mærkeligt ord, for det lyder så ophøjet og virkelighedsfjernt, men det at have autoritet handler også om at have noget at træde op på, når man skal tale andre op«, forklarer han.

»Nogle lærere har imidlertid haft den opfattelse, at der slet ikke burde være nogen piedestal, og har derfor forsøgt at nedbryde den, fordi det er moralsk forkert at påberåbe sig en højere position end andre. Men det er nu engang det, der ligger i at være lærer: At man i forhold til både substans, fag, proces og metode har en større faglig erfaring og viden - og det skal man turde tage på sig«.

Den fortvivlede vikar

Autoritetsfaldet rammer samtidig lærerne hårdere end andre positioner, mener Lars Trier Mogensen.

»Den manglende autoritetstro er også noget, der er ved at drive lægerne til vanvid, fordi patienterne sidder på nettet og diagnosticerer sig selv eller kaster sig ud i alternativ medicinering, fordi de har en opfattelse af, at lægens diagnose bare er ét bud blandt mange«.

Men lærerens situation er anderledes end lægens, argumenterer Lars Trier Mogensen. For til forskel fra lægen, hvis patienter opsøger ham aktivt, når de ønsker hjælp, står læreren alene med 28 børn, der er pålagt at møde op hver dag. Og præmissen for at modtage behandling hos lægen er at acceptere diagnosen, mens eleverne i skolen ikke behøver at acceptere lærerens autoritet for at sidde med til undervisningen.

Når piedestalen trækkes væk under fødderne på læreren, kan det føre til yderligere deroute, advarer Lars Trier Mogensen:

»Skræmmeeksemplet er jo den grønne vikar, der kommer ind til en gruppe af pre-teenagere, som laver rav i den fra start til slut. Det risikerer at blive en grundtilstand, hvis lærernes autoritet forfalder yderligere«.

»Fluernes herre«-stemning

Risikoscenariet er en ghettoisering af skolerne, hvor de forældre, der har penge og mulighed, flytter deres børn til skoler, hvor lærerne har den fornødne autoritet til at kontrollere elevgruppen og dermed skabe god undervisning. De forældre, der imidlertid ikke har midlerne, ender således med at have deres børn på skoler, hvor der hersker en form for forrået »fluernes herre«-stemning, forudser Lars Trier Mogensen.

»Ghettoiseringen af skolerne er et fænomen, som man ser mange steder i USA. Det er selvfølgelig noget, der hænger sammen med en masse andre politiske scenarier og problemstillinger, men hvis man tager worst case scenario, så har vi ungdomsbander, der overtager kontrollen i underklassens skoler, mens man har indhegnede fællesskaber i privatskoler, hvor tingene fungerer«.

Hvis autoritetsfaldet skal bremses, skal læreren turde begrunde sin egen autoritet, mener Lars Trier Mogensen.

»Når læreren står bag et kateder foran mere end femogtyve børn, der skal lære at forholde sig til hinanden, lytte og give hinanden plads, så kræver det, at eleverne i udgangspunktet accepterer, at læreren har en autoritet. Alternativt ender vi i en situation, hvor al undervisning bliver en forlængelse af frikvarteret«.

Holder opbruddets præmis?
 »Lærerne blev skubbet, 
men faldet er bremset«