For dyrt at forkorte de mindstes skoledage

37 kommuner har åbnet for kortere skoledage. Men det er så dyrt, at det kan blive meget svært at gennemføre - særligt i indskolingen. I Lyngby-Taarbæk vil det for eksempel koste 12,6 millioner alene i indskolingen. ”Det er stort set umuligt for os, men en gratis omgang for ministeren”, siger udvalgsmedlem.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det kan lyde forjættende frit, at kommunerne kan give skolerne lov til at konvertere den understøttende undervisning til to-voksen-ordninger. Men skolerne skal tilbyde børnene SFO, når de får tidligere fri, og det kan blive en dyr fornøjelse. Særligt i indskolingen, hvor eleverne ikke er store nok til bare at gå hjem.

37 kommuner har åbnet for muligheden, men det betyder ikke nødvendigvis, at de har taget stilling til, hvordan det skal fungere økonomisk. I Taarnby har byrådet besluttet, at kommunalbestyrelsen kan give skolerne lov til at konvertere undervisningen, men Enhedslistens Bjarne Thyregod har svært ved at se, at det bliver til noget.

Flere end hver tredje kommune åbner for kortere skoledag

"Når der ikke følger økonomi med, så er det skolerne, der står med et stort problem. Hvor skal de finde midler til at finansiere SFO'en? Det kan måske lade sig gøre i udskolingen, hvor det er få, der har brug for en fritidsordning, men i indskolingen er det stort set umuligt".

Bjarne Thyregod er meget ærgerlig over, at det næppe bliver muligt at korte de små elevers skoledag, som han mener, er alt for lang. Han priser sig lykkelig over, at han selv kun har en 37 timers arbejdsuge i forhold til udskolingseleverne, som han mener har langt mere, hvis man tæller lektierne med.

"Nogle få kommuner har givet midler til, at det kan lade sig gøre. Det ville de borgerlige og S ikke være med til hos os. Andre kommuner kammouflerer det bare. Og det skal nok ende med, at vi får at vide, at det er kommunerne, der er genstridige. Men når ministeren gør det her, så er det jo en gratis omgang for hende".

12,6 millioner for kortere dag i indskolingen 

I Lyngby-Taarbæk har Børne- og Ungdomsudvalget fået beregnet, hvad det vil koste i udvidet SFO-åbningstid, hvis man vil konvertere al den understøttende undervisning i indskolingen. Det vil løbe op i 12,6 millioner kroner for de cirka seks timers ekstra åbningstid om ugen. Alene for 0. og 1. klasse vil det koster 7,1 millioner. Byrådet har endnu ikke taget endelig stilling til, om man vil åbne for konvertering af kortere skoledage, men medlem af Børne- og Ungdomsudvalget Jens Timmermann (K) har meget svært ved at se, hvordan de skal kunne finde pengene - hvor gerne han end ville.

"Jeg har en dobbeltholdning til det her. For på den ene side har jeg på intet tidspunkt være tilhænger af reformen med lange skoledage som umuliggør fritidsaktiviteterne. Jeg håber virkelig, at vi kan finde en løsning, så vi kan få færre timer på skoleskemaet - det er jo tæt på at nærme sig en voksens arbejdsdag. Men desværre svømmer vi jo ikke i penge her, når vi for eksempel skal betale en lille milliard i udligningsbidrag, så det vil ikke være nemt at finde 12 millioner".

Hjørring dækker SFO-udgifterne 

I Hjørring har byrådet besluttet, at kommunen vil dække de ekstra udgifter til SFO om eftermiddagen, hvis skolerne gerne vil konvertere den understøttende undervisning.

Skolerne i Hjørring må forkorte skoledagen

"Man skal være forsigtig med garantier i politik, men det har været vigtigt for os, at indskolingen får samme mulighed for konvertering som mellemtrinnet og udskolingen - og det ville ikke ske, hvis skolen selv skulle finde en løsning. Derfor har vi set hinanden i øjnene og besluttet, at vi vil hjælpe de skoler, der vil konvertere i indskolingen. Ellers ville det bare have været at sætte en ramme op, som skolerne ikke kunne indfri", sagde formanden for Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget i Hjørring Kasper Maarup Andersen i forrige uge til folkeskolen.dk.

De grønne kommuner har åbnet for kortere skoledage. I de røde kommuner har kommunalbestyrelserne officielt sagt nej til muligheden for at afkorte skoledagen. I de grå kommuner er spørgsmålet officielt diskuteret på et udvalgsmøde, men der foreligger ikke en endelig beslutning.

 

Læs mere

Lyngby-Taarbæks beregning af prisen for at afkorteskoledagen