Foto: Fototechno iStock
Gættede du rigtigt i lærernes nytårsquiz 2017?
I januar 2017 stillede Folkeskolen 13 spørgsmål om det kommende år på skoleområdet. Vi fik 333 besvarelser. Flest svarede rigtigt på et spørgsmål om Anders Bondo, mens spørgsmålet om, hvordan DLF ville formulere et arbejdstidskrav, var sværere.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Ingen af de 333 deltagere havde 13 rigtige. To havde 12 rigtige. Vi trak lod, og Hans Jørgen Buur har vundet gevinsten - et ophold for to på et valgfrit Sinatur-hotel.
Flest - nemlig 319 - svarede rigtigt, da de ikke troede, at Anders Bondo Christensen ville forlade pladsen som DLF-formand i utide. Mens kun 78 svarede rigtigt på spørgsmålet om DLF's overenkomstkrav. Her mente flertallet, at DLF ville stille et krav om et maksimalt undervisningstimetal i en ny arbejdstidsaftale.
Se de rigtige svar herunder:
1) Får vi en ny undervisningsminister i 2017?
Svar: Nej.
Merete Riisager fik posten den 28. november 2016 som nummer 66 i rækken af undervisningsministre. Gennemsnitligt sidder en undervisningsminister i 2,5 år. Læs her folkeskolen.dk's analyse af Merete Riisagers første år på posten:
Efter et år på posten: Merete Riisager mangler resultater
2) Beslutter man i 2017 at hæve procentsatsen til tilskud til fri- og privatskoler til mere end 75?
Svar: Ja.
8. december blev finansloven endeligt vedtaget. Her besluttede regeringen sammen med Dansk Folkeparti at sende støtten til fri-og privatskoler op på det højeste niveau nogen sinde. Procentsatsen sættes i år op fra 75 til 76 procent.
Finanslov gør historisk højt privatskoletilskud til en realitet
3) Er Lars stadig det mest almindelige skoleledernavn i 2017?
Svar: Ja.
Et udtræk fra DLF's medlemsregister viser, at det mest almindelige skoleledernavn i 2017 stadig er Lars.
4) Vil vi se en ny bekendtgørelse om læreruddannelsen fremsat i 2017?
Svar: Nej.
Der kom ikke en ny bekendtgørelse for læreruddannelsen i 2017. Men måske i '18? Læreruddannelsen fra 2013 evalueres nemlig lige nu, og det henviste uddannelsesminister Søren Pind til, da da de lærerstuderendes fagfaglige niveau blev kritiseret i censorrapporten i oktober:
Censorer slår alarm over lavt fag-fagligt niveau blandt kommende lærere
5) Er der ved udgangen af 2017 flere end ti faglige netværk, der har flere end 10.000 følgere?
Svar: Nej.
Folkeskolen har 14 faglige netværk. I dag har netværkene Danskundervisning og It i undervisningen mere end 10.000 følgere. Netværket specialundervisning er kommet op på 8735 følgere. Følger du ikke allerede netværk på folkeskolen.dk kan du finde neværkene for dine fag her:
Faglige netværk
6) Vil Danmarks Lærerforenings kongres i oktober 2017 vedtage et overenskomstkrav om en ny arbejdstidsaftale med et maksimalt timetal?
Svar: Nej.
Danmarks Lærerforening vedtog på kongressen i oktober, at man vil stille krav om at få aftalte rammer for arbejdstiden ved forhandlingerne om en ny overenskomst. Men i arbejdstidskravets ordlyd står der ikke noget om, at der skal være et maksimalt timetal. Kravet lyder: "Aftalte rammer for arbejdstiden, der skal understøtte et professionelt lærerarbejde, lærernes mulighed for at leve op til kravene i lovgivningen og skabe kvalitet i undervisningen. Arbejdstidsregler for lærere skal sikre rettigheder, som modsvarer øvrige ansattes rettigheder på det kommunale arbejdsmarked".
DLF har vedtaget overenskomstkrav - se dem her
7) Vil forligspartierne i 2017 ændre loven, så alle elever får færre timer, og skoledagen generelt bliver kortere?
Svar: Nej.
Til gengæld blev forligspartierne enige om, at over 3000 færdigheds- og vidensmål som lærerne indtil nu skulle styre undervisningen efter skal være frivillige. Dog er det i sidste ende kommunalbestyrelsen, der bestemmer om målene bliver frivillige i den enkelte kommune. Merete Riisager sagde til folkeskolen.dk, at politikernes beslutning er et "stærkt signal til kommunerne".
Riisager om Fælles Mål: Vi sender et stærkt signal til kommunerne
8) Vil obligatorisk lektiehjælp blive afskaffet i 2017?
Svar: Nej.
Obligatorisk lektiehjælp har været et stridspunkt i forbindelse med indførslen af skolereformen. Især stred det mod De Konservatives og Liberal Alliances politik. Men selv om de er kommet i regering, så består den obligatoriske lektiehjælp/faglig fordybelse. Læs her, hvad Merete Riisager sagde om det til folkeskolen.dk i begyndelsen af 2017:
Minister efter reformmålinger: Brug for færre skift i skoledagen
9) Vil procentdelen af elever på friskoler være højere end 18 procent i august 2018?
Svar: Ja.
Tallet fra Danmarks Statistik viser, at tallet er steget fra 13,5 procent i 2007 til 18,3 procent i 2017. Da tallene blev offentliggjort udtalte direktør for personstatistik i Danmarks Statistik Niels Ploug, at han mener, at lærerne har en del af ansvaret for, at flere foretrækker privatskoler.
Danmarks Statistik: Lærerne har ansvar for flere privatskoleelever
10) Vil tallet for kompetencedækning i folkeskolen være steget til over 85 procent i ministeriets opgørelse i 2017?
Svar: Ja.
I 2020 skal alle elever undervises i alle timer af lærere, som enten har undervisningskompetence i faget fra læreruddannelsen eller har opnået tilsvarende kompetencer på anden vis. Sådan lyder det politiske mål. I 2016 blev 83,2 procent dækket på denne måde. I 2017 var det steget til 85,1 procent - og dermed blev et politisk aftalte delmål nået.
Seks ud af syv timer dækkes nu af en faguddannet lærer
11) Får lærerne ny formand i utide?
Svar: Nej.
Anders Bondo er den 20. formand for Danmarks Lærerforening og har siddet i formandsstolen siden 2002. Han blev genvalgt for fire år i 2015. Og han sidder endnu på posten.
12) Vil Danmark ligge i top 10, når ranglisten over Pisa-testen: "Samarbejdende problemløsning" bliver offentliggjort i slutningen af året?
Svar: Nej.
Den nye Pisa-test blev offentliggjort i november. Danmark ender på en 15. plads. Singapore indtager en suveræn førsteplads efterfulgt af Japan. Selv om danske elever klarer sig pænt i testen, så viser tallene, at vi er det land, hvor indvandrerelever halter længst bagefter.
Danske elever over Pisa-snittet i samarbejdende problemløsning
13) Vil antallet af lærere i folkeskolen fortsætte med at falde i 2017?
Svar: Ja.
Der er kommet 8.300 færre lærere på otte år. Det er et fald på 15 procent i en periode, hvor elevtallet kun er faldet fem procent. I august 2016 var der 47.194 lærere omregnet i fuldtidsstillinger. I august 2017 var tallet faldet til 46.600.
Året i tal