4,9 procent af alle børn gik i april 2017 i specialtilbud. Dermed stiger antallet af elever i specialtilbud igen, da andelen i 2015 lå på 4,74 procent.
Illustration: Maibritt Amsler
Året i tal
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
85,1 procent af alle timer i folkeskolen blev i skoleåret 2016/17 læst af en lærer med linjefagskompetence. Dermed blev den politiske målsætning om 85 procent lige akkurat nået. Året før var tallet 83,2 procent.
Fysik/kemi var topscorer med 96,2 procent, mens blot knap halvdelen af timerne i kristendomskundskab læses af en linjefagslærer.
5.440,- kroner om måneden. Så stor er forskellen på, om du er ansat henholdsvis i Ballerup eller på Læsø, der er de kommuner, der lønner lærere og børnehaveklasseledere højest og lavest.
Tallene er et gennemsnit af alle lærere og børnehaveklasselederes indkomst. Derfor skal der blandt andet tages højde for ancienniteten blandt den enkelte kommunes lærere, ligesom der gives såkaldte områdetillæg, der er afhængigt af kommunens geografiske placering.
4,9 procent af alle børn gik i april 2017 i specialtilbud. Dermed stiger antallet af elever i specialtilbud igen, da andelen i 2015 lå på 4,74 procent. I 2013 gik 5,1 procent af alle børn i specialundervisningstilbud, og dermed var man godt på vej til at indfri målsætningen i inklusionsreformen fra 2012 om, at 96 procent af alle børn skal modtage undervisning inden for normalområdet.
I 2015 var andelen faldet til 4,74 procent, i 2016 droppede regeringen 96-procentsmålsætningen, og i april 2017 var andelen af børn i specialtilbud steget svagt igen til 4,9 procent. 25 ud af 156 specialskoler har flere elever i dag, end da inklusionsloven trådte i kraft.
11 kroner er timetaksten per elev faldet i folkeskolen. I 2014 kostede det 80 kroner per elev at gennemføre en undervisningstime i folkeskolen, mens det tal i 2017 lød på 69 kroner. Det viser tal fra Undervisningsministeriet.
Ifølge Danmarks Lærerforenings udregninger er tallet nede på 62 kroner per elev per time. Det skyldes ifølge DLF, at ministeriet har medregnet specialskoler, hvor der ofte er flere resurser per elev, mens Lærerforeningen har valgt at se bort fra dem.
I perioden 2014-2017 har gennemsnitsprisen for at have en elev i den danske folkeskole i et år ifølge ministeriet ligget nogenlunde stabilt på cirka 73.000 kroner.
72 kommuner havde ved skoleåret 2017/18 indgået en aftale med den lokale lærerkreds om arbejdstid. Dermed er det kun i 26 kommuner, at lærernes arbejdstid alene bestemmes af lov 409, der blev vedtaget for at afslutte lockouten af lærerne i 2013.
8.300 færre lærere på otte år. Så meget er antallet af lærere i folkeskolen faldet med fra 2009 til 2017. Det er et fald på 15 procent i en periode, hvor elevtallet kun er faldet fem procent.
I august 2017 var der således 46.600 lærere, der underviste i folkeskolen, mod 54.900 i august 2009. Tallene er eksklusive børnehaveklasseledere, skoleledere, konsulenter og lignende. Timelønnede lærere (løse vikarer) er ikke medregnet i opgørelsen.