Mange børn med angst, depression eller adfærdsvanskeligheder får ikke den hjælp, de har brug for. Derfor gik Psykiatrifonden i 2014 sammen med fire kommuner og tre regioner for at udvikle og afprøve behandlingstilbuddet 'Mind My Mind' i et stort forskningsprojekt.

Psykolog Britt Falcham Stålander fra PPR i Vordingborg har været med fra begyndelsen. Sammen med en kollega tilbyder hun behandling efter 'Mind My Mind' til seks børn mellem seks og 16 år om foråret og yderligere seks om efteråret.

”Jeg så projektet som en oplagt mulighed for at hjælpe børn, som har brug for en ekstra indsats, endnu bedre, end vi gør i forvejen. Desuden er det altid interessant at bidrage til forskning om, hvordan vi kan gøre det bedre”, siger Britt Falcham Stålander.

Veninders grin sætter sig hos Maria

Det er overvejende forældre til børn med angst, som henvender sig til behandlingstilbuddet hos PPR i Vordingborg.

Et forløb varer 17 uger og består af cirka 13 samtaler hos en psykolog, som tager udgangspunkt i en manual baseret på kendte psykologiske metoder, som har vist god effekt hos børn og unge.

Et eksempel i manualen handler om Maria, som kommer ind i skolegården, netop som to veninder står og griner. Hvad tænker Maria? Hvad føler hun? Hvor kan hun mærke det i kroppen, og hvad gør hun?

”De fleste børn svarer, at Maria tror, at veninderne griner ad hende, så næste spørgsmål bliver: Hvilke følelser tror du, at Maria får, hvordan mærker hun det i sin krop, og hvad tror du, hun gør?” siger Britt Falcham Stålander og tilføjer, at børnene typisk foreslår, at Maria kan gå sin vej.

I næste fase forklarer psykologen barnet, at Maria også kunne tænke noget andet: ”Hvis nu jeg fortæller dig, at Maria tænker, at veninderne har det sjovt, hvad tror du så, hun gør?”

”Så svarer barnet typisk, at Maria går hen til veninderne for at finde ud af, hvad de griner af. På den måde illustrerer jeg over for barnet, at det, vi tænker, påvirker vores følelser og handling”.

Barnet får hjælp til at tænke anderledes

Næste fase er at arbejde med barnets egne tanker: At gå på opdagelse i, hvad barnet tænker og forsøge at finde frem til alternative tanker, som kan skabe en anden følelse og på sigt give barnet magten over sit eget liv tilbage i stedet for at lade sig diktere af angsten.

”De fleste børn er ubevidste om deres tanker, så de skal først blive opmærksomme på dem, og det træner vi dem i. Derefter træner vi dem i at tænke anderledes. Det kommer ikke fra den ene gang til den anden, men sker over tid”, siger PPR-psykologen.

Et forløb begynder med en visitationssamtale med barn og forældre, hvor psykologen afdækker det problem, barnet har: Hvornår synes du, det er svært? Hvad kunne du godt tænke dig, at du kunne gøre, som du måske kunne tidligere?

”Det behøver ikke være et problem, at et barn sover sammen med sin far og mor. Men hvis barnet gør det, fordi det er bange for at sove alene eller for at sove hos for eksempel venner eller hos sine bedsteforældre, så er det et problem”.

Barnet har brug for det modsatte

Britt Falcham Stålander har netop arbejdet med en syvårig pige.

Når hun kom ud på toilettet hos PPR, var hun bange for, at der ville komme et monster ud af et hul i loftet, hvor der har siddet en udluftning. På samme måde som når børn er bange for, at et uhyre gemmer sig under sengen.

”Jeg begyndte at stille nysgerrige spørgsmål: Hvad tænker du, at der kan ske? Har du nogensinde oplevet, at der kommer et monster ud af hullet?”

Pigen deltog i 'Mind My Mind', fordi hun var bange for flere ting. Forældrene blev overbeskyttende uden at tænke over, at de dermed indirekte fortalte, at der var noget om snakken – at datteren havde noget at være bange for.

”Jeg begyndte med at lære pigen at blive opmærksom på sine tanker. Samtidig undersøgte jeg sammen med forældrene, hvad de gjorde, når hun sagde, at hun var bange for at afdække, om deres mønstre var med til at forstærke angsten. Som forældre gør vi helt naturligt alt for at beskytte vores børn og hjælper dem i misforstået hensyn til at undgå det, de er bange for. På den måde kommer vi indirekte og ubevidst til at bekræfte dem i, at det er farligt”, fortæller Britt Falcham Stålander

Hun talte med pigens forældre om, hvad de kunne gøre i stedet, som ville gøre deres datter mere modig og selvstændig og på sigt blive i stand til at berolige sig selv.

Lærere kan hjælpe elever med angst i timerne

Det er en individuel vurdering, om forældrene skal med til samtale sammen med barnet. Men uanset taler Britt Falcham Stålander med forældrene om, at det slider på dem at have et barn med angst.

”Hvis barnet hygger sig med at tegne, slapper forældrene typisk af. For lige her og nu trives barnet jo. Men dét, man giver opmærksomhed, bliver forstærket, så forældrene skal gøre noget ud af at anerkende, at barnet hygger sig med at tegne”.

PPR gør skolerne i Vordingborg Kommune opmærksomme på tilbuddet om 'Mind My Mind', og så kan forældre selv henvende sig.

Herefter vælger PPR deltagere efter først til mølle. Hvis barnets vanskeligheder tilsiger det, kan lærerne blive involveret efter samme tanke som hos forældrene: At få lærerne til at forstå, hvordan de kan bakke op om en elev med angst.

”Hvis et barn ikke tør sige noget i timerne, kan vi lave en aftale med barn og lærere om, at lærerne kun stiller spørgsmål, som de ved, barnet kan svare på. Så kan de gradvist gøre spørgsmålene sværere.”

Fordel at lærere ved det samme som forældrene

Nogle lærere siger: ”Er det sådan, det hænger sammen? Det kan vi sagtens arbejde med”. Andre spørger, om barnet ikke bare kan tage sig sammen og sige noget – ”Det gør alle de andre jo”.

Britt Falcham Stålander tilskriver den manglende imødekommenhed hos nogle lærere med, at de føler sig pressede og derfor mangler overskud. Men viden skaber forståelse.

”Det kan være, at jeg på et dialogmøde fortæller, hvad vi arbejder med i 'Mind My Mind' og om typiske faldgruber, som gør, at man kommer til at forstærke angsten. Det kan også være, at vi fortæller en hel personalegruppe om angst og 'Mind My Mind'. Så når vi bredere ud”.

Lærere skal ikke være psykologer, understreger Britt Falcham Stålander. For deres kerneopgave er at undervise. Men de må gerne have samme viden som forældrene om, hvordan de kan støtte barnet.

”Nogle børn tror, at det er en katastrofe, hvis de svarer forkert på et spørgsmål fra læreren. De er bange for, at klassekammeraterne griner ad dem”, fortæller Britt Falcham Stålander.

I sådanne tilfælde forsøger hun at få barnet med på et eksperiment.

”Vi aftaler, at barnet skal svare forkert med vilje, så hun kan se, hvad der sker: Hvad gør læreren, og hvordan reagerer de andre børn? Så vil barnet se, at læreren bare vælger en anden elev. Hvis barnet ikke selv tør prøve at svare forkert, kan hun holde høje med, hvad der sker i klassen, når andre børn gør det”, siger PPR-psykologen.

Fantastisk at se børnenes udvikling

Nogle børn bliver symptomfri af at deltage i 'Mind My Mind', mens andre skal arbejde mere med at holde fast i resultaterne. Især hvis de har en grundlæggende tendens til ængstelige tanker.

For at forhindre tilbagefald kommer børnene til en booster session cirka ti uger efter afsluttet forløb, hvor de kan genopfriske teknikker, og nye mål kan sættes.

Efter yderligere 12 uger tilbydes endnu en session med samme indhold.

”Det er fantastisk at se den udvikling, der sker med langt de fleste børn hen over 13 uger. Nogle får tilbagefald, og her hjælper det dem at bruge de teknikker, de har lært gennem forløbet. En af dem er at anerkende den indsats, børnene gør uanset resultatet, så de får lyst til at fortsætte det hårde arbejde. Men jo tidligere vi får fat i børnene, desto mindre indgroede er de negative mønstre, hvilket kan gøre det lettere at komme angsten til livs”, siger Britt Falcham Stålander.

Der er sager, hvor hun ikke lykkes, fordi der kan være andet, som bøvler. Hvis det for eksempel viser sig, at en af forældrene drikker, eller at forældrene lige er blevet skilt, er det måske årsag til barnets symptomer, og så skal der et andet tilbud til.

”Vi bruger visitationssamtalen til at afklare, om 'Mind My Mind' er det rigtige tilbud. Barnet skal komme en gang om ugen, og forældre og barn skal være parat til at gå ind i det sammen: ’Kan I magte at støtte barnet i hjemmearbejdet?’ Hvis det hen ad vejen viser sig, at 'Mind My Mind' ikke er tilstrækkeligt, hjælper vi familien med at finde vi en anden løsning”.

Manualen kræver disciplin af psykologen

Det kræver disciplin at holde fast i manualen, når man arbejder med 'Mind My Mind', oplever Britt Falcham Stålander.

Samtidig er det med til at sikre en kurs, så hun arbejder struktureret med barnets vanskeligheder.

”For at yde den bedst mulige hjælp er det vigtigt, at jeg sikrer mig, at jeg har forstået problemet i barnets liv, så jeg må ikke drage for hurtige konklusioner. Derfor skal jeg ikke udelukkende læne mig op ad forældrenes eller barnets tolkninger. Hvis barnet siger: ’Lærerne kan ikke lide mig’, skal jeg være undersøgende, da jeg tænker, at lærerne netop godt kan lide barnet. Jeg skal ikke bare købe barnets præmis”, siger PPR-psykologen, som løbende får supervision for at kunne blive skarpere på at anvende teknikkerne i manualen.

Hun ærgrer sig over, at de kun er to til at undervise i 'Mind My Mind' i PPR Vordingborg, for de kan ikke opfylde behovet.

”Vi har plads til cirka 12 børn om året. Det er ikke specielt mange. Hvis vi sidder til møde om et barn, kan det være, at vi nævner tilbuddet. Men vi er varsomme, for vi vil ikke skabe falske forhåbninger. Det ville være dejligt, hvis vi var flere om opgaven”, siger Britt Falcham Stålander.