Om kurset i socialfag
Svallerup Skole havde 32 lærere og pædagoger fra almenskolerne iKalundborg Kommune med på det første kursus i socialfag i detforgangne skoleår. I år fortsætter specialskolen med etbegynderhold og med overbygningen Socialfag 2.
Deltagerne lærer om autisme og ADHD, hjernens opbygning, og hvadman skal være opmærksom på i forhold til planlægning, tanker ogfølelser. De præsenteres også for pædagogiske redskaber og vigtigekomponenter i social læring. Kurset veksler mellem oplæg ogpraktiske øvelser, som kursisterne afprøver i deres egen praksisinden næste mødegang, så de lærer at sætte dem i spil. Desudenlærer de at formidle deres nye viden til deres kolleger hjemme påskolen.
Kurset finansieres primært af det kommunale fagcenter for børn,læring og uddannelse og Svallerup Skole. I det første år betalteskolerne 850 kroner til materialer per deltager. I år koster 30timers undervisning 1.100 kroner plus 650 kroner tilmaterialer.
To erfarne undervisere
Jacob Thorsted er normalt afdelingsleder på Svallerup Skole, mener i øjeblikket viceskoleleder på specialskolen Kathøjskolen. Haner pædagog, meritlærer og har en diplom i ledelse. Han er vejlederfor elever med særlige behov, vejleder, instruktør og terapeut formennesker med autisme og har desuden uddannelse i samarbejdsbaseretproblemløsning og miljøterapi. Jacob Thorsted har arbejdet medelever i udfordringer i 20 år.
Marianne Glud er lærer på Svallerup Skole og har også 20 årserfaring med elever i udfordringer.
Hun er socialpædagog og meritlærer og er ligesom Jacob Thorsteduddannet i at vejlede elever med særlige behov, samarbejdsbaseretproblemløsning og miljøterapi.
Værktøjerne er lige til at bruge
Anette Larsen har fået redskaber med hjem fra kurset isocialfag, som hun ikke kendte til. I dag bruger hun især »Densociale historie« til at give elever med særlige behov forståelseog selvindsigt.
»Jeg spørger ind til elevens tanker og følelser om en situation,og hvor eleven kan mærke følelserne i kroppen«, siger AnetteLarsen, der underviser i overbygningen og er AKT-lærer (adfærd,kontakt, trivsel) på Firhøjskolen ved Føllenslev.
Hvis eleven aldrig læser lektier, er målet at få ham til atskabe nye tanker og følelser omkring den opgave. Først formulererhan sit mål: »Jeg vil lære at læse lektier«. Dernæst formulerer hanen beskrivende sætning: »Jeg vil blive bedre til at læse lektier«.Som det tredje beskriver eleven, hvorfor han ikke er særlig god tilat læse lektier, og hvordan hans forældre og lærere reagerer på, athan aldrig forbereder sig. Til sidst beskriver han, hvordan han kanblive bedre: »Når jeg ikke gider læse lektier, skal jeg huske på,at jeg kan følge med de andre i klassen, hvis jeg laver dem«.
»Den sociale historie er et fantastisk redskab, fordi det bliversynligt for eleven, at han kan ændre adfærd. Det er ikke noget, jegpådutter ham. Det er en erkendelse, han selv når frem til. Det er100 procent afgørende, at han selv er med til at formulerestrategien«, siger Anette Larsen og betoner, at metoden virker.
Adfærdspalet giver et fællessprog
Karen Elkjær Andersen bruger paletten med fire former for adfærdtil at få sine elever til at fortælle, hvordan de har det, oghvordan de påvirker hinanden.
»Paletten hænger i klassen, og vi bruger den flere gange i løbetaf dagen, for eksempel hvis nogle har været i konflikt«, sigerKaren Elkjær Andersen, der underviser på mellemtrinet påLøve-Ørslev Skole og er med i skolens inklusionsteam.
Hendes elever har lavet rollespil, hvor de har udtryktforskellige former for adfærd, så nu kan de bedre sætte ord på,hvordan de oplever sig selv og modparten i en konflikt.
»Vi bruger paletten både til her og nu-situationer og til atevaluere den enkeltes udvikling. Op til sommerferien havde vi enrunde, hvor hver elev fortalte om sin adfærd. Bagefter svaredeklassekammeraterne på, hvordan de oplever eleven. Det gør dettydeligt for eleverne, at de påvirker hinanden, og det skaberstørre tolerance«, siger Karen Elkjær Andersen.
Banditten kupper den aggressiveelev
Poul Moos bruger skumgummihjernen til at vise de ældste elever iinklusionscentret på Gørlev Skole, hvor amygdala sidder. Denskanner omgivelserne for farer og får eleven til enten at flygte,gemme sig eller tage kampen op.
»Eleverne ønsker at være i kontrol, og hjernen gør det let attale med dem om, at der ikke er noget galt med dem som personer,men at hjernen kupper dem til at reagere voldsomt«, siger Poul Moosog fortæller, at hans elever kalder amygdala for banditten.
Elevernes kendskab til amygdala får dem til at falde hurtigeretil ro efter en konflikt.
»Snakken om hjernen giver dem en oplevelse af at blive set oghørt«, siger Poul Moos, der også bruger sin nye viden påforældremøder.
»Mange af vores forældre bliver spurgt, hvorfor de ikke opdragerderes barn. Nu kan jeg skabe forståelse for, at barnet gerne vil,men ikke kan opføre sig som andre. Det formidler jeg både tilforældrene og på lærerværelset«.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
To batterier. Et stort og et lille. Mere skal der ikke til for at illustrere forskellen mellem almene elever og elever med særlige behov.
»De fleste børn er udstyret med et stort batteri og kan køre hele dagen på en opladning. Men nogle har et lille batteri og har brug for pauser til at blive ladet op. Det bliver let at tale om, når man viser eleverne de to batterier«, siger viceskoleleder Jacob Thorsted.
Han underviser i socialfag. Det er et kursus, som specialskolen i Svallerup syd for Kalundborg tilbyder lærere og pædagoger fra kommunens almenskoler. Målet er at øge deres forståelse for elever med særlige behov og give bud på, hvordan de kan inkludere dem i undervisningen.
»Uden viden kan lærere nemt tro, at eleverne forstyrrer undervisningen med vilje. Det gør de ikke, men de har brug for hjælp til at finde strategier, så de kan være med«, siger speciallærer Marianne Glud, som er kursets anden underviser.
Det handler om at tilpasse omgivelserne til barnet og ikke omvendt, supplerer Jacob Thorsted.
»I stedet for at brøle Peter ind i hovedet, når han forstyrrer, præsenterer vi redskaber, som læreren kan bruge til at spørge ind til hans uro, så hun lærer at forstå hans verden«.
Kurset strækker sig over flere eftermiddage. Undervejs fylder deltagerne en værktøjskasse med batterier, tragte, byggeklodser, hjernens to halvdele i skumgummi og andre fysiske remedier.
»Hvis man betragter børn som en tragt, så ryger alle sanseindtryk ind foroven, men kun de vigtigste slipper ud gennem tuden. Et barn med ADHD mangler tuden, så alle indtryk påvirker med samme kraft og giver barnet en uhensigtsmæssig adfærd«, forklarer Marianne Glud.
Eleven kan skrive sine udfordringer på små post-it-sedler, som han klistrer på små eller store klodser, alt efter hvor meget den enkelte udfordring fylder. Derefter ser man på, om man kan fjerne nogle af klodserne.
»Måske viser det sig, at eleven ikke vil deltage i idræt, fordi hans håndklæde er for hårdt ved huden. Så kan man bede forældrene sørge for, at han får et blødt håndklæde«, siger Marianne Glud.
I Nyborg hjælper specialskolerne med at få inklusion til at lykkes
Samtaleark inddrager eleven
De to undervisere bruger skumgummihjernen til at fortælle om hjernens centrale områder. For eksempel skanner den lille amygdala omgivelserne for farer. Føler eleven sig presset, giver krybdyrhjernen ham tre muligheder: Han kan flygte, gemme sig eller tage kampen op.
»Når en elev har været i konflikt, er det vigtigt at tale med ham om, hvad han kan gøre for at undgå, at det sker igen. Det er ikke nok, at den voksne siger, hvad han skal gøre. Man er nødt til at få eleven med, så han tager ansvar for sig selv, og skumgummihjernen gør det spændende for ham at tale om, at han kan drikke en tår vand eller tælle til ti, når han føler sig presset«, siger Jacob Thorsted.
Samarbejdsbaseret problemløsning er en anden måde at tale med børn på, som har sociale, følelsesmæssige og adfærdsmæssige udfordringer i hverdagen. Først spørger man ind for at forstå barnet: »Hvorfor kom du i konflikt i frikvarteret?« »Peter er dum - han slog mig«. »Okay, hvor slemt var det?«
»Den voksne har det ærinde, at barnet ikke må slå, og vil indgå en aftale, så det ikke sker igen. Men mange springer første led over og spørger ikke ind til elevens forklaring. Derfor får de ham ikke til at tage ansvar for sin adfærd. Vi har samtaleark, hvor kursisterne øver sig i at blive på barnets halvdel«, siger Marianne Glud.
Også samtalearkene ryger i værktøjskassen, og på næste modul fortæller kursisterne, hvordan de har arbejdet med dem. På samme måde lærer de at bruge Kat-kassen (kognitiv affektiv træning) til børn med autisme. For eksempel kan klassens elever markere med et lille ansigt på et termometer, om de er glade, sure eller kede af det. Det giver dem selvindsigt, når de lærer at graduere deres følelser.
Kat-kassen indeholder også en palet med fire slags adfærd:
Grå for passiv - jeg finder mig i alt og ved ikke, hvad jeg har lyst til.
Grøn for assertiv - jeg kan lide mig selv og ved, at jeg er god nok.
Gul for passiv/aggressiv - jeg er den snedigste og har ret til at lave alle regler.
Rød for aggressiv - jeg har ret til at bestemme over andre og tænker kun på mig selv.
»Vi laver rollespil om de forskellige former for adfærd, og næsten alle kursister bruger dem med deres klasser derhjemme, fordi det giver eleverne et fælles sprog, så de kan tale åbent om, hvordan de bliver påvirket, når en klassekammerat er oppe i det røde felt i frikvarteret. Det øger også deres selvindsigt og kan føre til en mere hensigtsmæssig adfærd«, siger Marianne Glud.
