Danske Skoleelever indsamlede 42.000 protestunderskrifter, da den borgerlige regering afskaffede gruppeprøverne i 2005
Ministeren: Sådan bliver de nye gruppe-afgangsprøver
Nu løfter ministeriet sløret for, hvordan og hvornår gruppeprøverne genindføres i folkeskolen. Allerede næste skoleår kommer en mundtlig prøve i matematik til at indgå i de prøver, 9.-klasserne kan komme op til. Året efter følger en ny naturfagsprøve.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det bliver en prøve helt i tråd med den mundtlige gruppeprøve i matematik, som senest blev afholdt i 2005, der nu kommer tilbage på paletten som en del af udtræksprøverne. Det bliver udtrukket, om de enkelte 9.-klasser skal til prøve i mundtlig matematik, til it-baseret skriftlig prøve i geografi eller it-baseret skriftlig prøve i biologii.
For at give skolerne tid til at forberede sig på helt nye prøveformer, bliver der først indført en ny, tværfaglig, naturfagsprøve i 2013-14. De nærmere detaljer afventer en drøftelse med skoleforligskredsen, men planen er en fællesfaglig naturfagsprøve i fagene biologi, geografi og fysik/kemi. Den kommer til at erstatte den nuværende praktisk/mundtlige prøve i fysik/kemi, og alle afgangseleverne skal altså op til denne prøve i sommeren 2014.
"Med genindførelse af gruppeprøver i blandt andet matematik og naturfag udvider vi nu paletten af prøveformer og elevernes mulighed for at bruge deres almene kompetencer", siger undervisningsminister Christine Antorini og peger på, at eleverne igen som i den tidligere praktiske gruppeprøve i fysik/kemi kan hjælpe hinanden med at opstille forsøg og drøfte udfaldet af et eksperiment som led i afgangsprøven.
Der sker prøveændringer både i grundskolen, på de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne. For grundskolens vedkommende bliver en genindførelse af den blandt matematiklærere stærkt savnede, mundtlige matematikprøve første trin. Fra slutningen af 1990'erne og frem til 2005 gik 9.-klasserne til mundtlige matematikprøver i grupper. I 2005 afskaffede den daværende borgerlige regering gruppeeksaminer på alle uddannelsesniveauer, og året efter faldt den mundtlige matematikprøve helt bort på grund af nogle arbejdstidstekniske problemer i forbindelse med indførelsen af udtræksprøver.
Heller ingen mundtlig matematikprøve næste år
Danske Skoleelever indsamlede i 2005 42.000 underskrifter imod fjernelse af gruppeprøverne, og såvel Danmarks Lærerforening som Danmarks Matematikærerforening og Danmarks Fysik- og Kemilærerforening protesterede, da gruppeprøverne blev afskaffet.
Lærerne vender sig mod fjernelsen af gruppeprøver