Godt 100 færre klagesager landede på Klagenævnet for Specialundervisnings bord i 2013 sammenlignet med året før. Det viser nævnets årsrapport.

Faldet i antallet af klager blev af Christine Antorini fremhævet som et eksempel på, at selv om der findes eksempler på mislykket inklusion, så får de måske lov til at fylde for meget i debatten.

"Jeg var selv overrasket over tallet, fordi debatten er som den er, og fordi vi er midt i en omstillingsproces, så man kunne forestille sig, at der ville komme flere klager", sagde hun og tilføjede, at selvom tallet ikke kan stå alene, er det "måske alligevel en pejling på, hvilke proportioner debatten har fået".

"Er der problemer kan man gå til den nærmeste lokale ledelse og få løst problemet konkret - det er som regel det bedste - men der er klagemuligheder, hvis man føler sig magtesløs, og det er der også her. Det kan være tallet ser anderledes ud om et år, men det skal alligevel nævnes, at det er faldet fra 2012 til 2013".

Folketinget har med inklusions-lovændringerne afskaffet paragrafferne om specialundervisning og placeret ansvaret for børn med særlige behov hos skolelederen. Men adgangen til at klage er ikke begrænset, understregede ministeren.

(Læs hele rapporten via link til højre)

Ikke udtryk for vellykket inklusion

Antallet af klager er på et år ganske vist skrumpet fra 265 til 164, men det er ikke udtryk for, at der er mindre at klage over, mener formanden for ADHD-foreningen i Storkøbenhavn og Bornholm, Anders Dinsen.

"Med lovændringen ændrede man jo også hele adgangen til klagesystemet og den måde, klager skal håndteres, for nu er der ikke længere et brev med en støttemeddelelse fulgt af klagevejledning, som man skal forholde sig til, når man søger støtte", siger han. 

At skolelederen har ansvaret gør også, at det er svært at gennemskue hvem man skal gå til, hvis ikke skolelederen kan løse problemet, hvis ikke man bliver oplyst om det mener Anders Dinsen. 

"Klagevejen er der selvfølgelig stadig - man kan klage til forvaltningen over skolelederens beslutninger, hvis man oplever at børnene ikke får den støtte, de har brug for, eller er i mistrivsel, men igen: Ansvaret er jo placeret helt præcist, så i praksis klager man ved at tage et møde med skolelederen og forklare sig, ansigt til ansigt".

Anders Dinsen understreger, at han støtter op om det nye system, der ifølge ham lægger op til at man snakker om tingene i en dialog mellem mennesker, der er tættere på hinanden end forvaltninger og borgere. Han kalder det dog en "overfortolkning" at anvende faldet i antal klager til nævnet som et pejlemærke for inklusionen.

"I det hele taget er det åbenlyst, at vi mangler indsigt i, hvordan børn faktisk trives i skolen - og om de får det bedre eller værre undervejs. Det er rigtig ærgerligt, for man ved ikke ret meget andet, end at rigtig mange børn mistrives. Mange af de ting, man gør for at gøre skolen mere rummelig og ultimativt inkluderende, har potentialet til at bedre trivslen, men det vil vi overse, fordi der ikke måles på det", siger han.

Direktør i ADHD-foreningen Camilla Lydiksen har samme opfattelse. Før bad forældrene foreningen om vejledning til udformning af deres klage - nu skal de oplyses om, at der er klagemulighed, fortæller hun.

Har ikke tid til at vente på en afgørelse

Også i Landsforeningen Autisme mærker man ifølge formand Heidi Thamestrup, at henvendelserne har skiftet karakter.

"Når forældre ringer dybt frustrerede til mig, kan jeg godt snakke med dem om klagemuligheder. Men de siger, at det er lige nu, de har problemerne, så de kan ikke vente på en afgørelse. Nogle af børnene er selvmordstruede", siger hun.

"Vi oplever enkelte forældre, der simpelthen bider sig fast i bordkanten og ikke giver sig. Det lykkes engang i mellem for dem. Det er bare de færreste forældre, der kan stå model til det".

Heidi Thamestrup påpeger, at andelen af klagesager, der ender med at give kommunen medhold også er steget. Generelt mener hun, at henvendelserne til foreningen tyder på, at kommunerne har fået flere beføjelser.

"Man kan pålægge forældrene at bringe børnene i skole og for eksempel tilbyde forældreevneundersøgelser. Det ved jeg fra mit arbejde i ankestyrelsen er sidste led, inden man fjerner barnet", siger hun.

(Artiklen er opdateret 16:54)