"Det er et kæmpe problem, at vi ikke har fuldtidsstudier, og at uddannelseslederne ikke bruger værktøjerne i ECTS-systemet til at sikre, at vi får fuldtidsstudier”, siger formand for Lærerstuderendes Landskreds, Bob Bohlbro.
Foto: Michael Hyldgaard Løgtholt.
Ny rapport bekræfter: Læreruddannelsen er ikke et fuldtidsstudium
En ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at de videregående uddannelser ikke har fokus på ECTS-point, og dermed om de studerende reelt har et fuldtidsstudium. Formanden for Lærerstuderendes Landskreds håber, at rapporten er et wakeup-call: ”Der er for få timer til at nå den kvalitet, man ønsker i uddannelsen”, siger han.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I en ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (Eva) undersøges brugen af ECTS-systemet i danske uddannelser (se link til højre). ECTS-point angiver den arbejdsbyrde, som et uddannelsesforløb udgør for de studerende.
Hovedkonklusionerne i rapporten er, at institutionerne ikke systematisk sikrer, at uddannelserne faktisk er fuldtidsstudier. Institutionerne har fokus på kvalitet, men ikke på en bestemt arbejdsbyrde - til trods for, at ECTS-point og de studerendes arbejdsbyrde hænger sammen. I det omfang uddannelsesinstitutionerne indsamler viden om de studerendes arbejdsbyrde, kobles denne viden kun sjældent til ECTS, og dermed er der ikke sikkerhed for, at studierne er på fuld tid, konkluderer Eva.
I Lærerstuderendes Landskreds er Bob Bohlbro ikke overrasket over Eva-rapportens konklusioner.
"Den siger desværre, hvad vi har sagt i lang tid: Vi har ikke fuldtidsstudier i Danmark. Blandt andet på læreruddannelsen. Det er et kæmpe problem, at vi ikke har fuldtidsstudier, og at uddannelseslederne ikke bruger værktøjerne i ECTS-systemet til at sikre, at vi får fuldtidsstudier".
Flere timer til læreruddannelsen Bob Bohlbro håber, at rapporten vil få nogle alarmklokker til at ringe rundt omkring, fordi ECTS-pointene er et internationalt system, og hvis de danske uddannelser ikke følger den internationale kvalitet, kan det betyde at det fremtidige arbejdsmarked heller ikke er på internationalt niveau.
"Det er højst bekymrende, hvad denne rapport viser", siger han. Rapporten ser generelt på hele uddannelsessystemet og dermed ikke specifikt på læreruddannelsen, men tendensen er den samme, siger Bob Bohlbro.
"Der er et stort problem med timetallet på læreruddannelsen, og det skal hæves", siger Bob Bohlbro og henviser til, at det også står nedfældet i aftaleteksten for den nye læreruddannelse.
Undervisningen på læreruddannelsen er halveret
ECTS-point dækker både undervisningstimetallet og den tid, de studerende bruger på selvstudier, og det skal de studerende selvfølgelig også blive bedre til, pointerer Bob Bohlbro. Uddannelsen skal blive bedre til at bruge ECTS-systemet til at planlægge aktiviteter for de studerende - selvstudier, men også flere undervisningstimer, for man kan ikke bare studere selv, påpeger han.
"Én ting er, at rapporten peger på, at det er lederne, der skal gøre det her - det er vi enige i. Men når det er sagt, er det en udfordring for uddannelsesinstitutionerne, at der har været så mange nedskæringer i de seneste år. Politikerne må se at indse, at uddannelser skal have flere penge. Rapporten må være et wakeup-call for politikerne, at de skal stoppe med nedskæringer og begynde at investere i uddannelser i stedet", siger formanden.
Uddannelser bør interessere sig mere for ECTS "Det er netop koblingen mellem den tid, den gennemsnitlige studerende bruger på sit studium, og det antal ECTS-point, hun tager, som er interessant. Hvis uddannelserne i højere grad interesserede sig for denne kobling, ville de vide, om deres uddannelser i praksis er fuldtidsuddannelser. Den viden ville de kunne bruge til at justere uddannelserne og opnå en større overensstemmelse mellem den arbejdsbyrde, de sigter imod, og den arbejdsbyrde, de studerende rent faktisk oplever", siger områdechef i evalueringsinstituttet, Katja Munch Thorsen, i en pressemeddelelse.
ECTS-systemet har et dobbelt formål, nemlig både at understøtte fastsættelsen af ECTS-point gennem definerede standarder og at understøtte studentermobilitet mellem forskellige uddannelser og institutioner. Et års fuldtidsuddannelser udgør et studenterårsværk på 60 ECTS-point og det svarer til cirka 1.650 timer.
Eva har undersøgt syv uddannelsesinstitutioner, og hvordan de arbejder med at bruge ECTS-point til at sikre og justere uddannelserne og de studerendes arbejdsbyrde. De syv institutioner er Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Professionshøjskolen Metropol, University College Syddanmark, Erhvervsakademi Sydvest, Københavns Erhvervsakademi og Designskolen Kolding. Fra hver institution har to uddannelser deltaget i undersøgelsen.
Læs mere
Læs Eva-rapporten "ECTS på de videregåendeuddannelser"