Et råb om hjælp

Lone Paydari møder første gang Casper på Ulsted Skole i Aalborg Kommune, hvor hun er trivsels­pædagog.

"Han sidder ude på gangen og ser frustreret ud. Jeg taler med ham, og han fortæller, at klassen har håndarbejde, men at han er bange for nåle og derfor er gået ud af klassen. Han siger også, at han er bange for bolde, og vi taler om, at det bestemt ikke lyder rart. Jeg kunne tydeligt se, at han havde det dårligt, og jeg tænkte, at det ikke var en normal adfærd for et barn i 4. klasse", fortæller hun.

Mette Mose Olesen er lærer på Ulsted Skole, hvor hun bliver kontaktlærer for Casper i 5. klasse.

"Jeg tænkte, at Casper var særligt sensitiv, og da jeg fik ham, læste jeg op på hans papirer. Her kunne jeg se, at indskolingslæreren fortalte, at han i 1. klasse kunne kradse sig selv voldsomt og blive ved. Han havde en bold, han kunne sidde med, sådan at han ikke nev og kradsede sig selv, når han var frustreret", siger Mette Mose Olesen.

Hun taler hurtigt med Caspers far, fordi 5.-klassen er meget livlig, og der er en del uro. Casper får derfor ofte lov til at gå hen og sidde i en kuglestol, som skolen har. I det hele taget bliver Casper behandlet som en elev med autisme, selv om man godt ved, at han ikke er i autismespektret.

Struktur og ro er vigtigt for Casper, og Mette Mose Olesen aftaler med forældrene, at han hver dag får lov til at gå hjem tidligere. Han kan ikke klare de mange timer på skolen, der slutter med faglig fordybelse sidst på dagen. Mette Mose Olesen giver ham nogle opgaver med hjem, som han kan arbejde med i stedet.

Lærerne oplever, at Casper gemmer sig, hvis tingene bliver for meget for ham. Så må de ud at lede efter ham.

"Han fortalte mig engang, at hans tanker var trælse, og at hans hoved sagde ting. En anden gang sagde han, at den eneste tanke, han havde, var, at han gerne ville dø. Dér satte vi os et andet sted, og jeg ringede til hans far, der kom og hentede ham. Jeg var også nødt til at gå hjem bagefter. Det var barskt at høre et barn have det sådan", siger Mette Mose Olesen.

Arbejdsgange tager for lang tid

Caspers lærere mener, at skolen har et godt samarbejde med forældrene. Casper og familien bliver også henvist til Børne- og Familieafdelingen i Aalborg Kommune.

"Forældrene får at vide, at de skal gå til lægen med Casper. Han er også til psykolog, men det tager lang tid med sådan en proces. Det er svært at forholde sig til et barn, der har det så dårligt, og så er arbejdsgangen jo, at man skal igennem alle procedurer - alle 'kasser skal vinges af', så man kan sige, at man har prøvet det og det. Det tager meget lang tid at følge arbejdsgangen", siger Lone Paydari.

De to lærere så gerne, at systemet blev bedre til at hjælpe så tidligt som muligt.

"Man kunne ønske sig, at der kom nogle professionelle voksne ind meget tidligere i forløbet. Det er ikke normalt for et barn at have det sådan, som Casper har det, så systemet ved jo, at han har brug for noget hjælp. Men det tager utrolig lang tid, fordi man skal afprøve alt muligt. Han får nedsat skema, han er hos psykolog, og forældrene tager ham med til lægen og gør alt muligt. Men der er ingen overleveringer. Vi får ikke at vide, hvordan vi bedst kan hjælpe Casper, vi hører intet fra det arbejde, der måske foregår", fortæller Lone Paydari og Mette Mose Olesen.

De forklarer, at Casper faktisk klarer skolen for godt til at blive betragtet som syg.

"Han har ikke indlæringsvanskeligheder. Han har det godt med klassekammeraterne. Han kan læse og kan også noget matematik. Han vil gerne deltage i timerne, han fortæller og er aktiv i klassen, når han kan magte det. Måske er det derfor, der går så lang tid, før han får hjælp".

"Man kunne ønske, at læge, psykolog og hele systemet ville have tillid til forældre og lærere og lytte til, hvilke vanskeligheder de alle ser for barnet. Sådan at hjælpen kunne komme hurtigere".