Der var så mange børn, skolerne var knap nok bygget færdige, de var stadigvæk fugtige, fordi de ikke tørret igennem. Når man startede skoleåret, så sad man udenfor, fordi klasseværelset ikke var klar. Den eneste måde, læreren kunne komme igennem det, var ved at slå”.

I 1950’erne og 60’erne, fik man én på hovedet, hvis man ikke opførte sig ordentligt. Eller man ikke kunne sine lektier. Eller hvis læreren havde en dårlig dag på jobbet. Og hvis læreren forlod sin plads bag katederet, risikerede han eller hun, at eleverne spændte ben. Og Ning de Coninck-Smith husker mange af sine lærere som de største mobbere, man skulle tage sig i agt for. Mange af dem var også fagligt vildt dygtige, det havde bare en høj pris for de som ikke kunne følge med – og det uanset hvilket fag, det drejede sig om.

Det var en anden tid, som man siger. Nu skal den 71-årige skolehistoriker med mere end et halvt livs erfaring fra Danmarks Pædagogiske Universitet i gang med at undersøge, hvad der i løbet af et par årtier flyttede skolen fra revselse til reformpædagogik. Fra alles kamp mod alle til et skoleideal, hvor skolen skulle være til for barnet og ikke omvendt.

Ole Lund Kirkegaard og andre ildsjæle

Projektet hedder Edutopias og består af flere delprojekter, der blandt andet skal se på læreruddannelsen, forsøgsskolerne og lilleskolerne. Og om lærere, som lavede vilde forsøg og gentænkte lærerrollen. Blandt andet den senere så kendte børnebogsforfatter Ole Lund Kirkegaard, der om nogen har bragt de umulige, uartige og uimodståelige (drenge)børn i centrum i børnelitteraturen.

”Ole Lund Kirkegaard var jo lærer i 13 år og lavede alle mulige vilde ting med sine elever”, fortæller Ning de Coninck-Smith. ”Det rene anarki og alkohol og alt muligt andet. Han er desværre død, men hans elever lever jo endnu. Så dem skal vi tale med”.

Det var i 1960’erne, hvor meget var i opbrud og pædagogikker på vej nye steder hen – sammen med resten af samfundet.

”Der var et ønske om at give lærerne plads til at lave noget andet, end det, der lige umiddelbart var”, fortæller Ning de Coninck-Smith. ”Man lavede øvelsesskoler, hvor man kunne begynde at arbejde med at blive en anden slags lærer. At noget af det så var naivt, det kan vi måske se i dag. Det var jo ikke alle lærere - og det er jo noget af det, vi håber at komme til at kunne undersøge - som slap lige godt af sted med de der forsøg”.

Blandt andet var der romantiske og seksuelle relationer mellem lærere og elever, som ikke ville være gået i dag, men som man lod passere dengang. Hvis altså de var heteroseksuelle, ellers kunne det godt få store konsekvenser, siger professoren.

Forskningsprojektet Edutopias

Ideen opstod på et møde, Ning de Coninck-Smith deltog i 2021. Her deltog repræsentanter fra Undervisningsministeriet, som ikke kunne finde meget positivt at sige om skolereformen fra 2014.

”Det var jo meget påfaldende, for det er radikalt anderledes end tilfældet var for alle tidligere skolereformer”, siger Ning de Coninck-Smith.

Selv om Ning de Coninck-Smith egentlig ikke mener, man som sådan kan lære noget af historien, kan hun ikke lade være med at trække paralleller til en noget nærmere fortid, nemlig lærerlockout og skolereformen i 2013 og ’14.

”Forsøgsskolerne betød jo, at da man lavede en ny skolelov i 1975, så havde man nogle forsøg at bygge sine beslutninger på”, siger hun. ”Normalt er det jo sådan vi gør i Danmark. Alle tidligere skolereformer bygger på, at man har prøvet det først. Før 2014 havde ingen tænkt sig, at man kunne lave reformer, uden at man havde afprøvet det – og at man, i hvert fald i nogen grad, havde lærerne med ombord. Jeg ved ikke, hvad der gik af dem i 2014, og det kommer vi formentlig aldrig til at få at vide. Men i historiens lange lys må man i hvert fald sige, at reformen i ’14 var en afvigelse på de punkter”.

Dermed er vi ved udgangspunktet: At det er lærerne, der forandrer skolen.

”Lærerne betyder noget, lad mig sige det ærligt og naivt, og det har jeg tænkt mig at blive ved med at tro på, indtil det modsatte er bevist”, siger hun.

Men lærernes rolle er forandret, og det skyldes i høj grad, at folkeskolens projekt er lykkedes, mener Ning de Coninck-Smith.

Ingen er benovede over lærerne mere

I 1940’ernes sorte skole, hvor det var alles kamp mod alle i klasselokalet, var der respekt for lærerens faglighed. Læreren var som regel bedre uddannet end sine elevers forældre, hvoraf mange kun havde syv års skolegang bag sig. Men i 1940’erne blev der brug for bedre uddannet arbejdskraft, og her var der stor tillid til, at ’det klarer lærerne’.

Tiårsfødselsdag

10 år : Reformen, der snublede

”Og der var en politisk ydmyghed, som slet ikke er der mere. Det er jo en anden ting, som lærerne slås med: at ingen af de forældre, der har børn i folkeskolen, kan forestille sig, at deres børn ikke skulle have uddannelse. Det er slut med benovetheden. Uddannelse er gået fra at være et privilegium til en ret til en samfundsmæssig pligt for den enkelte. Og læreren har bare at levere”.

Ning de Coninck-Smith understreger, at alle skolereformer har haft sine modstandere blandt lærerne.

”Men det var kendetegnende for reformerne i både 1958, 1975 og 1993, at efter relativt få år så var de meget kritiske stemmer forstummet, og skolernes medarbejdere havde taget ejerskab til de radikale forandringer af skolen. Sådan har det mildest talt ikke været med reformen fra ’14, og hvad er der sket? Den er nu ved at blive afviklet igen. Måske fordi man ikke sørgede for at have lærerne med, da man ville flytte skolen”.