På en bilkirkegård i udkanten af byen bygger fire børn en robot. De kalder den Hr. Svendsen, men den mangler en hjerne for at blive i stand til at gøre alt det, børnene drømmer om, den skal kunne. Med et gammelt kort drager de ud på en række udflugter, kun udstyret med deres vovemod og noget teknologi. Men kan man overhovedet give en robot en hjerne? Og i så fald hvordan?

Det er udgangspunkt for undervisningsforløbet 'Robotten Hr. Svendsens hjerne', hvor eleverne gennem aktiviteter, som kræver mod, hurtighed og omtanke, hjælper de fire børn i historien med at skabe robottens hjerne.

"Eleverne viser mod ved at hoppe i vandet i en svømmehal, og man kan gøre robotten hurtig ved selv at køre med fuld fart på en mountainbike. Det kan man koble til en snak om, hvad en hjerne er god til. Det er funktionslitteratur, som forhåbentlig er sjovt og lærerigt", siger udviklingskonsulent Jacob Knudsen fra videns- og udviklingscentret VIFIN under Vejle Kommune.

Han har udviklet materialet sammen med STU-elever fra CSV Vejle og elever fra centerklasserne på Mølholm Skole. Det er målrettet børn med autisme og ADHD, som aldersmæssigt befinder sig på skolens mellemtrin, men måske er på et lavere fagligt niveau. Lærere kan dog nemt tilpasse opgaverne til almene klasser og til de muligheder, man har for fysisk aktivitet omkring sin skole.

STU-elever har designet historiens karakterer

Den konkrete historie er blevet produceret løbende. Blandt andet fortalte en elev på Mølholm Skole, at hun interesserer sig for katte, så gangen efter havde Jacob Knudsen en kat med i historien.

"Et andet eksempel kommer fra en tur i svømmehallen, hvor to drenge kom op at toppes. Det indbyggede vi i næste afsnit, hvor en af karaktererne er mere hidsig, end han plejer at være", fortæller udviklingskonsulenten.

STU-eleverne skulle have udviklet et spil til historien. Det lykkedes ikke. Til gengæld bærer den pixelgrafik, de designede til spillet, materialets tegneseriedel.

"Vi viste grafikken til eleverne på Mølholm Skole, og de synes, den er fed. Derfor bruger vi den. På samme måde har en af pigerne på STU tegnet en karakter, som vi har gjort til fortæller", siger Jacob Knudsen.

STU-eleverne skulle have bidraget mere til historiefortællingen, men de havde for svært ved at koncentrere sig om den del. I stedet har de givet historiens fire karakterer - to piger og to drenge - forskellige egenskaber.

"Vi havde håbet at få en STU-elev til at skrive historien. Det lykkedes ikke. Til gengæld var han god til at dykke ned i detaljer og give input til historien. Han skrev også synopsen til et kapitel, som jeg arbejdede videre med", fortæller Jacob Knudsen.

Givtigt for STU-elever at arbejde med en deadline

STU-eleverne oplevede, hvordan det er at arbejde med en opgave, som bliver stillet udefra.

"Det var motiverende for mine elever at producere noget konkret. Vi havde en deadline, og det øgede standarden for, hvad vi skulle nå på en dag. Nogle elever reagerede positivt på det, mens andre fik præstationsangst, men på en god måde, fordi de vidste, at der blev regnet med dem", fortæller lærer Alexander Skelmose fra CSV Vejle.

Han fremhæver også, at eleverne kom så langt ned i detaljen, at de besluttede, hvilket tøj børnene skulle have på.

"Vi har en gruppe elever, som spiller meget rollespil, og de lavede karaktererne. Det var også dem, der fik ideen til, at de skulle være pixelfigurer, og her fik de en fællesnævner med eleverne på Mølholm Skolen, selv om de ikke havde mødtes", fortæller STU-læreren.

Eleverne kan være stolte af det, de har lavet, mener han.

"Det færdige resultat fik dem til at forstå, hvorfor de skulle lave figurerne i mange forskellige positurer. Bagefter har de lagt stemmer til, og det har de haft det sjovt med", siger Alexander Skelmose, som er parat til at udvikle flere undervisningsforløb sammen med VIFIN.

"Vi har talt om at kombinere vores elevers interesse for rolle- og brætspil med laserskærere, CNC-fræsere og 3D-printere, så de laver undervisningsmaterialer i træ og 3D-modeller", siger han.

Teknologi glider sammen med historiefortælling

Ud over selve historien om robotten Hr. Svendsen blev eleverne på Mølholm Skole introduceret for digitale medier. For eksempel optog de deres hop i svømmehallens bassin med en app, som kan køre filmen baglæns.

De havde også et kamera spændt på hovedet, mens de kørte på mountainbike, de programmerede små robotter, og de arbejdede med green screen teknologi. For eksempel i en samarbejdsøvelse, hvor de skulle hjælpe hinanden over en flod, som var markeret med et grønt klæde. Bagefter redigerer man optagelsen af en rigtig flod ind i videoen, så det ser ud som om, at eleverne virkelig har været ude i et vovestykke.

"Det er et eksempel på, hvordan teknologi glider sammen med historiefortælling og gør eleverne nysgerrige på opgaven", siger Jacob Knudsen fra VIFIN.

Eleverne bliver set og føler sig anerkendt

At eleverne ikke kun har siddet bag en computer har fået undervisningen til at gå op i en i en højere enhed, mener lærer Peter Sjursen, som underviser elever med ADHD på Mølholm Skole.

"Det fik vi et vidnesbyrd om til afslutningen. Her stod eleverne for workshopper, hvor forældre og søskende udfordrede deres sanser af i lugte- og følekasser, og de prøvede også at programmere små robotter. Børn med ADHD siger yderst sjældent 'Hold da op et fantastisk undervisningsforløb', men de var glade, og forældrene så dem trives med opgaven.

Gennem oplevelserne med kroppen har eleverne fået koblet teori med virkelighed, fremhæver læreren.

"De har taget det med sig, som alle mennesker bør opleve, nemlig at blive set og anerkendt. Det har været meget inspirerende at få lov til at være med i projektet", siger Peter Sjursen.

Eleverne har fået større selvindsigt og forståelse for deres ADHD

Samarbejdet har fungeret som 'give and take'.

"Vi har bidraget med viden om elever med udfordringer og deres kognitive niveau. Til gengæld har vi fået noget igen på den digitale front og om hjernens opbygning", siger Peter Sjursen.

Hans elever har fået en forståelse af, hvordan hjernen virker og af ADHD's indvirkning.

"Vi talte ikke kun om, hvor modet ligger i hjernen. Vi prøvede det af, og det har været godt for eleverne at lave fysiske aktiviteter", siger Peter Sjursen og kalder med et fint ord forløbet for psykoedukation, altså undervisning om sin egen selvforståelse, herunder af sit handicap: Hvor sidder frygten i hjernen, og hvordan kommer den til udtryk?

"Det kan alle børn i indskoling og på mellemtrin profitere af, og man kan få mange fag til at indgå i forløbet", siger Peter Sjursen.

Læreren skal have lyst til at fortælle historier

Også Jacob Knudsen fra VIFIN forventer, at Robotten Hr. Svendsens hjerne kan bruges op til 4. til 6. klasse i almenskolen. Materialet er ganske vist lavet specifikt til elever på mellemtrinet med autisme og ADHD med et ikke-aldersvarende kognitivt niveau, men opgaverne kan gøres både mere eller mindre komplicerede, betoner udviklingskonsulenten.

"Det vigtigste er, at læreren har lyst til at fortælle historier og gå på opdagelse. Man kan manøvre uden om de fleste teknologiforhindringer, og ellers rækker det med en lille smule indsigt i, hvordan man programmerer robotter og bruger en app som bookcreater og et gopro kamera. Måske kan læreren samarbejde med pædagogisk læringscenter om den del, men det er til at arbejde med, fordi man ikke behøver være så respektfuld over for materialet", siger Jacob Knudsen.

Du kan downloade e-bogen via dette link: