Foto: Peter Helles Eriksen
Inklusionen har gjort det farligt at arbejde i folkeskolen
En undersøgelse, som fagbladet Folkeskolen har foretaget, viser en direkte sammenhæng mellem antallet af inkluderede elever i en klasse og vold mod lærere.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Hvor er det godt, der er nogle, der tør sige det"
Slag, spark, skub, spyt, trusler og tilsvining rammer i dag cirka hver fjerde lærer i skolen. En række undersøgelser fortæller den samme triste historie: At arbejde i folkeskolen er forbundet med risikoen for at blive ramt af vold og trusler fra eleverne.
Det viser både nationale målinger og fagbladet Folkeskolens egen undersøgelse, der også viser en direkte sammenhæng mellem det såkaldte »inkluderende læringsmiljø« og vold og verbale overgreb mod lærere.
Folkeskolen har spurgt lærerne om, hvad de ser som hovedårsag til den dystre udvikling. Et massivt flertal på ni ud af ti lærere udpeger inklusion som hovedårsagen til vold (se figur side 16). Undersøgelsen i Folkeskolens lærerpanel viser også, at der er en direkte sammenhæng mellem vold mod læreren og antallet af elever i klassen, som læreren skønner tidligere ville have gået i en specialklasse. Jo flere »inkluderede« elever - jo mere udsat er læreren for vold og verbale overgreb.
Blandt de lærere, som vurderer, at de i snit har fire eller flere inkluderede elever i deres klasser, har 38 procent været udsat for vold inden for det seneste år. Blandt lærere, der ikke har elever, som tidligere ville have været i et andet tilbud, har kun 17 procent oplevet voldelige elever (se figur på denne side). Forskellen er endnu mere markant, når det gælder lærere, der har været udsat for verbale trusler.
Og lærerne har i dag mange elever i almenklasserne, der tidligere ville have været i et specialtilbud. I gennemsnit er der i hver klasse to elever, der tidligere ville have gået i en specialklasse. Gennemsnittet dækker over, at 30 procent af lærerne har tre til fire inkluderede elever, mens ti procent har fem eller flere inkluderede elever i deres klasser.
Vold i skolen: Er læreres og pædagogers tolerancetærskel for høj?
Mere vold i skolen
Og intet tyder på, at problemerne løser sig selv. Tværtimod viser de seneste målinger fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) en markant stigning i andelen af lærere og pædagoger i folkeskolen, der har været udsat for fysisk vold inden for de seneste tolv måneder.
I 2012 svarede godt hver syvende lærer og pædagog (14,5 procent), at de havde været udsat for vold. I 2016 var det steget til 22,4 procent. At cirka hver fjerde lærer oplever vold fra elever, bekræftes af Folkeskolens lærerpanel. Her svarer 27 procent af 460 deltagende lærere, at de har oplevet en eller flere elever være voldelige over for dem inden for det seneste år. Næsten lige så mange fortæller, at de har modtaget trusler, mens andre har oplevet nedladende ytringer som »luder«, »du lugter«, »kælling«, »hold din kæft« eller »du er dum«.
Vold er en del af Sørens dag i skolen
I undersøgelsen oplyser mange lærere desuden, at selv om de ikke personligt har været udsat for vold, har de kolleger, der er blevet sparket eller har fået knytnæveslag i ansigtet. »En elev kommer løbende og sparker en gravid kollega i ansigtet, mens hun sidder på hug for at hjælpe en anden elev«, fortæller en lærer for eksempel.
Svarene fra Folkeskolens lærerpanel viser også, at volden og truslerne tager til. Over halvdelen af lærerne føler, at det står værre til end for fem år siden.
Kilde: Undersøgelsen er foretaget i Folkeskolens lærerpanel i september 2018. Spørgsmålene er sendt til 1.180 personer, 460 lærere har deltaget i undersøgelsen. Data er indsamlet og bearbejdet af A&B Analyse.