Ytringsfrihed
Arkivfoto: Jesper Knudsen
Tesfaye: Vigtigt at lærere føler sig trygge ved at bruge deres ytringsfrihed
Det er helt afgørende, at lærerne føler sig trygge ved at deltage
i den offentlige debat, lyder det i et svar til Folketinget fra børne- og
undervisningsminister Mattias Tesfaye (S).
”Skolens ansatte skal naturligvis kunne udtale sig om en
generel udvikling på deres arbejdsplads”, siger han og understreger samtidig, at
offentligt ansatte skal kunne deltage ”i den offentlige debat uden at frygte
for afskedigelse eller uden i øvrigt at blive mødt med negative ansættelsesretlige
reaktioner”.
Det er de Konservatives undervisningsordfører Lise Bertelsen,
der har spurgt ministeren, om han vil give ”en national opfordring
til alle lærere om at stå frem” med deres oplevelser om vold i skolen.
Opfordringen kommer i kølvandet på, at lærer Rikke Johansen
havde en oplevelse af, at hun blev kaldt til tjenestelig samtale for at have udtalt sig om en voldelig episode, hun havde været udsat for på sin
tidligere arbejdsplads.
I svaret understreger undervisningsministeren, at han ikke kun
mener, at lærerne har ret til at ytre sig om kritiske forhold.
Lærernes ytringer er nødvendige for, ”at vi kan
få en kvalificeret politisk diskussion af forholdene på landets folkeskoler.
Ikke mindst for, at vi kontinuerligt kan udvikle og forbedre skolerne”, lyder det fra Mattias Tesfaye.
ft.dk: Spørgsmål nr. S 942