Hvad skal der til før, at DF kan stole på lærerne og lade skolerne få mere ansvar. Er det først, når lærerne har lært at stemme rigtigt? Det er det, der gør det så ubehageligt, siger partiformand for Radikale Venstre Morten Østergaard.

Forligsparter tager afstand fra Alex Ahrendtsen

Alex Ahrendtsens kolleger i folkeskoleforligskredsen står i kø for at tage afstand til hans udtalelelser om indoktrinering i skolen. "Jeg er fuldstændig målløs over, at en folkevalgt politiker vil tale på den måde om vores lærere", siger den radikale leder Morten Østergaard.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Hvad skal der til, før Dansk Folkeparti kan stole på lærerne og lade skolerne få mere ansvar? Er det først, når lærerne har lært at stemme rigtigt? Det er det, der gør det så ubehageligt. Det er bizart, at han hænger det op på, hvordan man vil regulerer folkeskoleloven afhængigt af hvad lærerne stemmer. De ting må jo ikke blandes sammen. Det er direkte ødelæggende", siger Morten Østergaard til folkeskolen.dk.

Han og adskillige andre Christiansborg-politikere rykkede hurtigt ud med massiv kritik på Facebook og Twitter efter Alex Ahrendtsens udtalelser på folkeskolen.dk om, at den borgerlige fløj endnu ikke er klar til at give danske lærere den frihed, de har i Finland.

Alex Ahrendtsen: Vi stoler nok ikke helt på, at danske lærere ikke indoktrinerer

"Nonsens"

Jacob Mark, undervisningsordfører i SF, skrev på Facebook:

"Det er simpelthen det værste nonsens, jeg længe har hørt i den danske skolepolitiske debat. Og desværre er det bare endnu en kommentar i rækken fra politikere, der sender et signal om, at man ikke har tillid til lærerne. Man ønsker at styre, teste og kontrollere alting, og i det her tilfælde skyldes det så en mærkelig forestilling om, at lærerne indoktrinerer eleverne. Det giver ikke mening".

Skaarup bakker op: Det vil tage tid, før der er fuld tillid til lærerne 

Også Socialdemokratiets undervisningsordfører, Annette Lind, er uenig Ahrendtsens analyse:

"Det billede, Alex Ahrendtsen tegner af de danske lærere, er ganske enkelt ikke rigtigt, og jeg synes det er helt unødvendigt at skabe mistillid til den danske lærerstand ved at beskylde dem for at indoktrinere deres elever i undervisningen. Han refererer jo til en tid for 40 år siden, og det mener jeg er direkte usagligt. Danske lærere yder hver dag en stor indsats for det danske samfund, og jeg har en stor tillid til, at de har en faglig og professionel tilgang i deres arbejde. Ligesom vores politibetjente, sygeplejersker og dommere også kan, selvom de har personlige politiske holdninger", siger Annette Lind - selv tidligere folkeskolelærer - til Netavisen Pio.

"Det eneste, lærerne indoktrinerer eleverne i, er åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Det står der nemlig i folkeskolelovens formålsparagraf, at de skal. Og det er måske lige præcis dét, der er problemet for DF. For hvis der er nogen, der går ind for indoktrinering og ensretning, så er det da dem. De vil tvinge deres fremmedfjendske og nationalkonservative samfundssyn igennem over alt. Og de stiller sig ikke tilfredse med, at det er ét samfundssyn blandt flere. Nej, det skal være dét dominerende samfundssyn",skriver hun på Facebook.

Og Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper  kalder udmeldingerne for manglende forståelse for demokrati og et forsøg på at få patent på sandheden:

"I sådan en grad at de føler sig kaldet til at detailstyre vores folkeskole og erklære mistillid til de mange, mange lærere, der knokler hver eneste dag for vores børn. De 'føler', at lærerne mener noget 'forkert', og at de derfor vil fylde hovederne på vores børn med anti-DF tankegang. Det er respektløst overfor vores offentligt ansatte, og det er netop dét stof, som ufrie samfund er gjort af - bedrevidende politikere, der stempler alle, der er uenige, som uværdige og forkerte".