Adam og Eva. Ridderen og prinsessen. Mand og kvinde. Piger og drenge. Den binære forestilling om køn sidder dybt i kulturhistorien, dramaturgien og samfundet. Eller det gjorde den. På det seneste har LGBT-kulturen (lesbian, gay, bisexual, transgender) fået en større stemme, og ifølge Sex og Samfund er de unges bevidsthed om køn og seksualitet blevet mere flydende. En udvikling, som skolen ikke har afspejlet, hvis man spørger forfatter og debattør Mads Ananda Lodahl, der selv er homoseksuel og læreruddannet og dermed har oplevet, hvordan det er at være bøsse både i frikvarteret og på lærerværelset.

Den samme udvikling ser Morten Emmerik Wøldike, der er sociolog og arbejder i Sex og Samfund, hvor han modtager henvendelser fra unge mennesker og fagpersoner, der ønsker at vide mere om seksualitet og kønsidentitet.

»Den binære kønsopfattelse, der opdeler verden i drenge og piger, bliver udfordret i disse år. Børn og unge oplever ikke nødvendigvis sig selv som det ene eller det andet, men måske noget tredje eller et sted midt­imellem. Unge definerer sig mindre rigidt til seksualitet og køn end generationerne før«, siger han.

En udvikling, som ifølge Mads Ananda Lodahl endnu ikke har fæstnet sig i skoleverdenen.

»Det er jo altid sådan, at mens kulturen er en mere flydende, omformelig organisme, så er de faste institutioner noget langsommere til at ændre sig. Men skolen halter virkelig bagefter«, siger han.

Men det forholder sig ikke nødvendigvis sådan, at der er opstået flere LGBT-personer over de seneste par år. »Det handler snarere om, at flere LGBT-personer får adgang til den del af sig selv, og at den del får adgang til kulturen, så de kan sende deres erfaringer og indsigt videre, og andre kan spejle sig i det«, siger Mads Ananda Lodahl.

Pædagogerne har det, men ikke lærerne 

Upassende opførsel

Mads Ananda Lodahls bog hedder »Upassende opførsel« og indeholder både essays, artikler og interview. I artiklen »De heteroseksuelles skole« anklager han den danske folkeskole for netop at være heteroseksuel. Det handler blandt andet om stereotyp kønsopdeling og manglende repræsentation af LGBT-personer i tekstbøger og undervisningsmateriale, men også om det generelle sprogbrug, mener Mads Ananda Lodahl.

»Lærerne og forældrene bliver nødt til at tage det alvorligt, når elever bruger ord som 'bøsserøv'. Det virker ikke så voldsomt, for sprogbruget har ofte ikke noget at gøre med homofobi, men hvis man er en dreng, der tumler med sin seksualitet i en klasse, hvor alle render rundt og kalder hinanden 'bøsserøve', så bliver det pludselig meget svært at springe ud«.

Han giver et andet eksempel: »Jeg talte med en fyr, som har en datter i indskolingen, der skulle lave en forestilling sammen med sin klasse. Her skulle drengene stå på række, ubevægelige og med armene over kors, og stirre efter pigerne, der dansede sensuelt rundt om dem. Det er for det første en mærkelig ting at lave i indskolingen, for det andet underbygger det ideen om drengen som den stoiske søjle, der ikke må danse, men blot kigge lystent efter pigerne, som for deres del er begærsobjekter, der skal gøre sig til over for mændene«.

Når det handler om undervisningsmaterialet, udebliver det brede perspektiv også ifølge Anders Simmelkiær, der har skrevet kandidatspeciale om kønsstereotyper i undervisningstekster.

»En af de tekster, jeg undersøgte nærgående, var 'Barske brødre', som er bygget op på en tematik om broderfortællingen, der tager afsæt i en meget stereotyp maskulinitet. Alle materialer, jeg har undersøgt, taler generelt ind i en diskurs om, at litteratur og identitetsdannelse hænger sammen, men alle materialerne overser, at en stor del af den proces handler om at identificere sig i forbindelse med sit køn«, fortæller Anders Simmelkiær.

Han mener, at forlagene især står med ansvaret for at udgive undervisningsmateriale, som giver mulighed for, at eleverne kan få en bredere forståelse af køn og seksualitet.

»Og det er selvfølgelig nemt nok at sige, for forlagene har også en kommerciel interesse. Folkeskolens uddannelsesdiskurs om at ville hive drengene mere med i undervisningen har desværre ofte det afkast, at forlagene udgiver materialer, der skal tiltale en eller anden form for stereotyp konstruktion af drenge«, siger han og tilføjer: »Men som forlag har man et ansvar for at etablere nogle andre syn på identiteter, og hvis man udgiver materiale, der vil fortælle, at litteratur og identitet hænger sammen, så skal man også være moden til at tage flere identitetsformer på sin kappe«.

Lærer til transkønnet elev: »Det handler om at fjerne skammen ved at være anderledes« 

Et køn midtimellem

»Ud over at være en fortegning af køn er opdelingen i mand og kvinde ikke på samme måde en distinktion for unge mennesker i dag«, siger Morten Emmerik Wøldike fra Sex og Samfund. Organisationen modtager et stigende antal henvendelser fra både unge og fagpersoner, der ønsker at vide mere om seksualitet og køn i børnelivet og teenageårene.

Organisationen oplever ligesom Mads Ananda Lodahl, at skolen er bagefter på området.

»Det er svært at se, at skolen er gearet til det. Vores fornemmelse er, at de lærere og fagpersoner, der kontakter os, har svært ved at håndtere børn og unges spørgsmål og køns­identitet og seksualitet, og de har svært ved at sætte køn og seksualitet på skoleskemaet på en nuanceret og normkritisk måde«, siger Morten Emmerik Wøldike.

For det handler ikke kun om LGBT-elever, gør Mads Ananda Lodahl opmærksom på: »Det handler også om de elever, der skal forstå de klassekammerater, der afviger fra normen, så de ikke reagerer med nervøsitet eller vrede«.

Men lige nu er LGBT-gruppen bare usynlig, mener Mads Ananda Lodahl: »Heteronormativiteten bliver tilstedeværende i folkeskolen, fordi alt andet er fraværende. Vi snakker ikke om de andre muligheder for køn og seksualitet, og dermed skaber vi en komplet usynliggørelse. Det er noget med at anerkende, at mindst ti procent af eleverne i de danske folkeskoler er LGBT-personer. Det er altså også deres folkeskole, og de har ret til en tryg og forstående skoletid«.

Mads Ananda Lodahl mener, at Undervisningsministeriet bør sætte resurser af til at øge bevidstheden og skabe mere rum for LGBT-personer, for det skal ikke bare være endnu en ting, som dumper ned i hatten på lærerne, der i forvejen sidder med et meget presset skema.

Sæt spørgsmålstegn ved præmissen

»Når vi taler køn, hvad er det så overhovedet for noget? Hvilke normer knytter sig til køn, og hvilken betydning har det for, hvem man er?«

Det er sådanne spørgsmål, Morten Emmerik Wøldike fra Sex og Samfund gerne så, at folkeskolen stillede:

»Generelt sætte spørgsmålstegn ved, at der kun er to køn. Det handler ikke om at ændre det, der er, men give plads til forskellighed, for der er nogle normer, som er enormt snævre for piger og drenge«.

Dermed skal skolens fokus mere tage udgangspunkt i den grundlæggende forståelse af seksualitet og køn.

»Vi vil gerne væk fra den pædagogiske tænkning om tolerancepædagogik, hvor den enkelte skal have plads og fortælle sin særegne historie, for det kan også sætte klassens ene homoseksuelle eller transkønnede person i et unødvendigt skarpt spotlight. Men tilgangen misforstår også grundlæggende, hvad der er på spil. For hvorfor skal elever, der er transkønnede eller homoseksuelle, bede om flertallets accept? Man bør hellere vende det den anden vej rundt og spørge: 'Hvad er det for nogle forestillinger og normer, der gør, at vi ser transkøn som noget andet?'« siger Morten Emmerik Wøldike.

Samme tankegang er Mads Ananda Lodahl inde på, og han trækker på sin didaktiske erfaring:

»Som lærer kan man eksempelvis lave en journalistopgave, hvor casepersonen tilfældigvis er homoseksuel. Så behøver eleverne ikke at grave i lige netop seksualiteten, men får den i stedet præsenteret som en naturlig del af den øvrige kontekst. Hvis man gør den slags hyppigt, så vænner eleverne sig til at møde seksualitetsforståelser, der afviger fra normen«.

Det afføder samtidig en anden positiv effekt: »Den homoseksuelle dreng, som har overhørt sine klassekammerater bruge 'bøsserøv' som skældsord, ser lige pludselig, at de arbejder seriøst og tolerant med en historie om homoseksualitet, hvilket også kan give ham en forståelse for forskellen mellem sproget og intentionen«, fortæller Mads Ananda Lodahl.

»Eller også oplever læreren det modsatte; at eleverne stejler over mødet med homoseksualitet i undervisningen. Uanset udfaldet kan det være en vigtig oplevelse, fordi det fungerer som en stikprøve for læreren, der giver en indikation af, hvor klassen befinder sig i forhold til LGBT-området«, siger han.

Folkeskolens usynlige sexliv

Den komplicerede sandhed

Men bør kønsspørgsmål overhovedet være noget, man tager op i folkeskolen? Eleverne har jo nok at kæmpe med i puberteten uden at skulle forholde sig til, om de rent faktisk er født i den rigtige krop og føler sig som pige eller dreng.

»Jeg bliver tit spurgt, om man ikke skal slappe lidt af med de her spørgsmål, fordi det bliver for kompliceret og generelt for meget. Man kan godt gøre det simpelt og sige, at piger er på én måde og drenge på en anden. Men det er løgn. Virkeligheden er kompliceret og mudret. Så er spørgsmålet, hvad der er bedst: At sætte en forsimplet virkelighed op, der viser sig at være løgn, eller at man som udgangspunkt anerkender, at det er kompliceret?« siger Mads Ananda Lodahl.

»Vores hjerner er jo indrettet til at kategorisere ting, så alting ikke er et totalt kaos, hvor man skal forstå verden forfra, hver gang man ser et nyt objekt eller fænomen. Det er selvfølgelig helt okay at have nogle rettesnore. De fleste er enten drenge eller piger. De fleste kan affinde sig med den kønsrolle, de bliver tilskrevet. Problemet er, hvis vi går fuldstændig i panik, når nogle ikke følger de her rettesnore. Hvis vi fortier, at verden er mere kompliceret, end den er, så er det faktisk et overgreb på de børn, som skiller sig ud. Det sker i folkeskolen nu«, siger Mads Ananda Lodahl.

Anmeldelse: Folkeskolen som klaustrofobisk kasse