Lærer til transkønnet elev: »Det handler om at fjerne skammen ved at være anderledes« 

»Køn er det største parameter, vi går til hinanden på. Derfor giver det god mening, at alle pædagogstuderende får udfordret deres syn på køn og seksualitet«. Sådan siger sociolog Iben Elise Larsen, som underviser på pædagoguddannelsen på UCC i modulet »Køn, seksualitet og mangfoldighed«. Hun mener, at området er en vigtig del af pædagogernes dannelse og uddannelse. Måske den vigtigste.

»Faget er en øjenåbner for de fleste elever«, siger hun. »Det går op for dem, at de har nogle forestillinger om, hvordan drenge og piger er, som ikke nødvendigvis har hold i virkeligheden. De forestillinger bliver reproduceret i deres praksis - indtil de lærer noget andet«, siger hun.

Mens pædagogerne således klædes på til at forstå og håndtere køn og seksualitet gennem deres uddannelse, må kommende lærere kigge langt efter et tilsvarende fag. Emnet er ikke et obligatorisk modul på læreruddannelsen. Det, som kommer tættest på, er kurser i sundheds- og seksualundervisning, som uddannelserne skal udbyde, men som de studerende ikke behøver at tage. Det er de færreste lærerstuderende, der tager del i den frivillige undervisning.

Det forhold bør der ændres på, mener Line Anne Roien fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse. Hun er ved at skrive en ph.d. om netop seksualundervisning og er medredaktør af en ny grundbog om emnet, som udkommer til foråret. I Danmark har emnet været obligatorisk i folkeskolen siden 1970, og derfor er det paradoksalt, at lærerne ikke bliver ordenligt uddannet i det, fremhæver hun.

»Der er en faglighed på spil inden for de områder, som lærerne forventes at kunne varetage i seksualundervisningen - også selv om seksualundervisningen ikke omtales som et 'fag' i folkeskoleloven, og selv om denne faglighed trækker på viden fra både naturvidenskabelige, socialvidenskabelige og humanistiske discipliner. Fagligheden handler blandt andet om køn, krop, seksualitet, rettigheder, seksuel sundhed og trivsel med mere - det er ikke noget, man bare kan undervise i ud fra sin almene viden og forestillinger«, siger hun. »Hvis lærerne er udfordrede på denne faglighed, så kan det begrænse de måder, de går til seksualundervisningen på, og gøre det svært at leve op til intentionerne i Fælles Mål«.

Lærere finder det svært

Og emnet er en stor udfordring for mange lærere, der, uanset om de har taget det frivillige kursus eller ej, kan blive sat til at undervise i faget i folkeskolen. Et kandidatspeciale fra 2014 konkluderede således, at lærere ofte finder det svært at tale om seksualitet og sundhed med eleverne, og at de har vanskeligt ved at forholde sig professionelt og distanceret til fagets emner.

Specialet viste også, at en del lærere vælger at kønsopdele eleverne i seksualundervisningen, at der er en bestemt forventning om, hvordan »rigtige« piger og »rigtige« drenge er, og at de to køn ses som hinandens modsætninger. Ifølge specialet er der desuden en tendens til, lærerne udelukkende underviser i heteroseksualitet uf fra en forventning om, at alle elever i en klasse er heteroseksuelle.

På pædagoguddannelsen viser erfaringerne, at det er let at nuancere de studerendes holdninger, når de bliver klædt på fagligt.

»Så forstokket er kønssynet heller ikke. Det er jo ikke, fordi de studerende ikke vil give børnene frihed til at udfolde sig. De skal bare præsenteres for noget reel evidens om mangfoldighed på tværs af køn og seksualitet«, siger Iben Elise Larsen og understreger, at modulet på pædagoguddannelsen er evidensbaseret:

»Det er rå viden, vi videreformidler. Faget skal ikke være en snakkeklub, hvor vi diskuterer vores forestillinger, som om de var fakta. De skal dekonstrueres, så rykker det noget«.

Folkeskolens usynlige sexliv 

Faglighed giver rummelighed

Men der er ikke lige nu udsigt til, at vi får et særligt modul om køn og seksualitet på læreruddannelsen, mener Lis Madsen, uddannelsesleder på læreruddannelsen på UCC og formand for Læreruddannelsens Ledernetværk: »Skolen, og dermed læreruddannelsen, forventes at løse utrolig mange dagsordener. Der går faktisk ikke en uge, uden at jeg bliver ringet op og skal svare på, hvordan læreruddannelsen vil klæde de studerende på til at forebygge radikalisering, bekæmpe overvægt blandt børn, og hvad ved jeg. Men vi kan ikke oprette moduler for alt«.

Hun peger desuden på, at identitetsdannelse, herunder seksuel identitetsdannelse, indgår som en del af læreruddannelsens fagområde, der hedder lærerens grundfaglighed, så lærerne kommer ikke ud på skolerne uden at have stiftet bekendtskab med problematikken. Desuden peger hun på, at der kan være nogle specialiseringsmoduler i emnet ude på de enkelte uddannelsessteder.

Det svar er Line Anne Roien ikke tilfreds med. På den ene side kan det ganske vist ses som en fordel, at lærernes uddannelse inden for seksualitet og køn integreres i de almene pædagogiske fag, fordi de i så fald kan gennemsyre de generelle pædagogiske diskussioner om skolen. På den anden side risikerer disse aspekter let at blive overset og genstand for tilfældige og sporadiske drøftelser, der afhænger af de enkelte undervisere og studerende. Hun understreger, at eleverne ikke kun lærer om seksualitet, krop og køn, når de har seksualundervisning på skemaet - læring om dette foregår overalt i skolen:

»Viden om dette og kritiske pædagogiske kompetencer til at reflektere og handle i forhold til de perspektiver på skolen er vigtigt«, siger hun.

Hun mener, at lærere og skoleledere skal have blik for dette, og det ville de kunne få gennem uddannelse og efteruddannelse.

»Det ville potentielt give en mere rummelig folkeskole. Der er masser af muligheder for at integrere det i alle timer, i frikvartererne, i omklædningsrummet og på lærerværelset«, siger hun. »Det skal lærere og skoleledere have blik for, og det ville de kunne få gennem uddannelse og efteruddannelse. Det ville give en mere rummelig folkeskole«, siger Line Anne Roien.