"Vi er glade for STU'en, og jeg foretrækker, at vi finder en løsning på opmærksomhedspunkterne uden et stort politisk slagsmål", siger Socialdemokratiets Mattias Tesfaye.
Riisager skal forholde sig til STU-evalueringens kritik af kommunerne
Danske Handicaporganisationer er glad for evalueringen af STU og ser ikke behov for at ændre loven. Men det bekymrer, at mange unge ikke får indflydelse på, hvilket STI-tilbud de må få. Det har Mattias Tesfaye (S) bedt undervisningsministeren kommentere.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Evalueringen af STU, der blev offentliggjort i begyndelsen af oktober, viser overordnet, at de unge får udviklet deres personlige, sociale og faglige kompetencer, og at uddannelsen er med til at hæve deres livskvalitet. Derfor ser DH ikke behov for at ændre lovgivningen.
Evaluering: STU styrker eleverne
Alligevel har DH nogle bekymringer om kommunernes praksis og forvaltning af STU-loven. De bekymringer beskriver DH i en henvendelse til Socialdemokratiets Mattias Tesfaye, som sidder i Folketingets undervisningsudvalg og er erhvervsuddannelsesordfører.
"De unge i målgruppen har et retskrav på et STU-forløb. Men i mange kommuner får de ikke indflydelse på, hvilket STU tilbud de må få. I stedet får de tilbudt kommunens eget tilbud, selv om der er et privat tilbud eller et STU-tilbud i en anden kommune, som i højere grad matcher den unges ønsker og forudsætninger", skriver DH til Mattias Tesfaye.
I hver tredje kommune får unge ikke mulighed for at vælge
DH giver et eksempel med en ung med autisme, som gerne vil have et STU-tilbud på en skole i nabokommunen, hvor de har specifik viden og erfaring med autister, men i stedet bliver tilbudt kommunens eget STU-tilbud, som er til en meget bredere målgruppe.
"Det fremgår af evalueringen, at UU-vejlederne i en tredjedel af kommunerne svarer, at de unge ikke får mulighed for at vælge mellem STU-udbydere. Det er vi meget kritiske overfor i DH. Det svarer lidt til, at en ung vil på HTX, men kommunen bestemmer, at det skal være STX i stedet".
Arbejdsgruppe: Trods positiv evaluering bør områder af STU'en ses efter i sømmene
Et andet problem er, at nogle kommuner ikke er gode nok til at oplyse om STU. Ifølge evalueringen er der flere tilfælde på en usystematisk og ofte utilstrækkelig eller ingen information om STU på kommunernes hjemmesider. For eksempel sætter nogle kommuner lighedstegn mellem STU og kommunens eget tilbud, og at unge i målgruppen har retskrav på STU fremgår typisk ikke af kommunens kommunikation.
Ingen garanti for at tilbuddene har en tilstrækkelig kvalitet
Der er også grund til at overveje, om man skal se på en form for kvalitetssikring af STU-udbyderne, mener DH.
"I dag kan enhver slå sig ned som udbyder af et STU-tilbud, og man kan være bekymret for, at nogle unge får et tilbud, som ikke har en tilstrækkelig kvalitet. Vi tænker, at man med fordel kunne indføre nogle minimumsstandarder/godkendelsesprocedurer eller lignende", skriver DH til Mattias Tesfaye og tilføjer, at problemstillingen har været drøftet i STU-alliancen, som består af de centrale aktører på området, herunder DH, Foreningen Ligeværd og Consentio, der er en sammenslutning af STU-udbydere.
Tesfaye foretrækker en løsning uden et stort politisk slagsmål
På baggrund af henvendelsen fra DH har Mattias Tesfaye stillet et udvalgsspørgsmål, hvor han beder undervisningsminister Merete Riisager (LA) om at kommentere bekymringerne.
"Jeg har i længere tid været i dialog med DH om STU, og vi er enige om, at der ikke er behov for at ændre lovgivningen. Men der er opmærksomhedspunkter, som bør strammes op. Problemet er, at nogle kommuner kun henviser til eget tilbud, selv om der er et mere passende tilbud i nabokommunen", siger Mattias Tesfaye.
Han håber, Folketinget kan blive enige om at tage en dialog om problemet med KL. En anden mulighed er at ændre bekendtgørelsen om STU, så de unges rettigheder bliver præciseret. Men i første omgang afventer han ministerens svar.
"Det kan være, at regeringen har gjort sig tanker om, hvad der skal ske. Vi er glade for STU'en, og jeg foretrækker, at vi finder en løsning uden et stort politisk slagsmål", siger Mattias Tesfaye.
Du kan læse DH's brev til Mattias Tesfaye her:
Læs mere
DH's brev til Mattias Tesfaye